Nu sammenkobles coronavirus, verdensmål og socialistisk diktatur: Her er teorien om Agenda 21
-
Konspirationsteori om FN-aftalen Agenda 21 er en snart 30 år gammel ide, der får nyt liv under coronakrisen
-
FN-aftalen skulle i virkeligheden handle om at skabe et globalt, socialistisk diktatur, mener coronaskeptikere
-
Også influencer Saszeline Dreyer forsøger at udbrede teorien på sociale medier
-
Men skeptikerne har ikke belæg for det, de siger
Først var det 5G-teknologien og Bill Gates. Siden er QAnon-teorien vundet frem. Og nu bliver en gammel konspirationsteori om FN også kædet sammen med coronapandemien.
Teorien bliver kaldt Agenda 21 og henviser til en FN-aftale fra 1992 med samme navn.
Aftalen er egentlig en slags forløber for FN’s 17 verdensmål fra 2015. Men i virkeligheden skulle Agenda 21 angiveligt være en plan om at indføre en totalitær, socialistisk regering. Og den vil uden nåde komme til at råde over hele verden, hævder skeptikere.
Teorien om Agenda 21 har floreret i USA i årtier. Herhjemme har partiet JFK21 taget navn efter teorien. Og i den seneste tid er teorien blevet koblet sammen med coronakrisen. For nu bliver der spekuleret i, om coronavirussen er et af FN’s redskaber til at omstyrte verden.
Særligt influencer Saszeline Dreyer tilslutter sig Agenda 21-teorien. Til en demonstration på Christiansborgs Slotsplads fortæller hun andre coronaskeptikere, hvordan FN’s verdensmål vil omstyrte deres liv.
Saszeline Dreyers påstande om teorien savner dog hold i virkeligheden. For læser man efter i FN-aftalerne, står der slet ikke, hvad Saszeline siger, der står.
Men hvordan er FN’s hensigter om en bæredygtig fremtid til at begynde med blevet tolket som en socialistisk overtagelse af verden?
Socialistisk verdensregering
Agenda 21 blev til ved et FN-topmøde i Rio de Janeiro i 1992, hvor Danmark og 177 andre lande underskrev aftalen.
I aftalen kan man finde noble verdensmål om en bæredygtig fremtid med forbedring af biodiversitet, afskaffelse af fattigdom og øget ligestilling mellem køn.
Men aftalen er egentlig ikke en rigtig aftale - det er rettere en hensigtserklæring, der ikke binder landene til noget som helst ifølge FN selv. Landene siger blot med aftalen, at dagsordenen for det 21. århundrede er at sikre bæredygtig udvikling.
Artiklen fortsætter under billedet
En række demonstranter mødte op på Christiansborg Slotsplads for blandt andet at høre Saszeline Dreyer tale. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)
Men aftalen skulle altså bare være et dække for, at en global verdenselite kan indføre global, socialistisk diktatur, mener skeptikerne.
Ifølge en rapport om Agenda 21-teorien fra den amerikanske organisation Southern Poverty Law Center tolker ekstreme konservative stemmer i USA FN-planer som Agenda 21 som angreb på staters selvbestemmelse.
Planerne vil munde ud i, at en global elite indfører socialistisk diktatur i hele verden. Sådan lyder konspirationsteorien i hvert fald. Også selvom Agenda 21 er en ikke-bindene aftale, der slet ikke piller ved staters selvbestemmelse.
Siden er også FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blevet koblet på Agenda 21-teorien.
Romanplot bliver til endemål
Specielt ét citat bliver igen og igen hevet frem i forbindelse med Agenda 21. Angiveligt skulle det bevise, at planen hele tiden har været at omstyrte den vestlige verden.
“Er det eneste håb for planeten ikke, at de industrialiserede lande kollapser. Og er det ikke vores ansvar, at det sker?” lyder citatet, der stammer fra en Maurice Strong.
Han er grundlægger af FN’s Miljøprogram og en hovedarkitekt bag Agenda 21-aftalen. Også Saszeline Dreyer gengiver citatet i sin tale på Christiansborgs Slotsplads.
Men Maurice Strong udtalte slet ikke de ord i sin tale ved FN-topmødet, som det ellers bliver påstået.
Artiklen fortsætter under videoen
Youtube-videoen, hvor Saszeline Dreyer har hentet påstandene om Agenda 21.
Det gjorde han derimod to år før Agenda 21-topmødet i et længere interview om sit liv til den canadiske avis The Globe And Mail.
Den nu afdøde Maurice Strong sagde dengang til avisen, at han overvejede at skrive en roman om en dystopisk fremtid. Romanen blev aldrig udgivet, men handlingen skulle gå på, at verdens ledere er tvunget til at tage drastiske beslutninger for at redde planeten.
Og det er i den forbindelse, at Maurice Strong udtaler det, som konspiratorikere klynger sig til:
"Gruppens konklusion er nej. De rige lande vil ikke gøre det. De vil ikke ændre sig. Så for at redde planeten, beslutter gruppen: Er det eneste håb for planeten ikke, at de industrialiserede lande kollapser. Og er det ikke vores ansvar, at det sker?”
Citatet er altså et udtryk for en idé til et romanplot - ikke det egentlige mål med Agenda 21.
Ud med ejendelene
Til en demonstration på Christiansborgs Slotplads den 26. september fortæller Saszeline Dreyer de fremmødte, hvad verdensmålene og Agenda 21-planen mere specifikt skulle gå ud på. Her gengiver hun ordret en youtubevideo om samme emne.
Faktisk skulle man nemt kunne finde frem til den egentlige mission med verdensmålene og Agenda 21, hvis man blot nærlæser aftalerne, hævder hun.
Men Saszeline Dreyers gengivelse af Agenda 21-planen stemmer overhovedet ikke med, hvad der rent faktisk står i aftalerne, viser TjekDets gennemgang.
For eksempel skulle FN-aftalen ifølge influenceren medføre, at man skal forhåndsgodkendes for at få børn. Det vil i fremtiden desuden kun være muligt at få ét barn per par.
Men sådan en politik er slet ikke nævnt i aftalerne.
I aftalerne står heller ikke, at hele jordens befolkning fremover vil få en fast lav indkomst at leve for. Det hævder Saseline Dreyer ellers også.
Dog har FN flirtet med tanken om en borgerløn i nogle lande.
Desuden er Danmark heller ikke tvunget til at åbne grænserne for migration fra Afrika, som Saszeline Dreyer også hævder.
Samme påstand florerede for to år siden i forbindelse med FN’s migrationsaftale, som Danmark underskrev.
Aftalen havde godt nok flere formuleringer, der lyder venligt stemt over for fri migration. Men aftalen binder ikke Danmark til at spærre dørene op for migranter fra Afrika, siger eksperter.
TjekDet ville gerne have spurgt både Saszeline Dreyer og holdet bag youtubevideoen, hvor de finder dokumentation for de påstande, de fremlægger. De har ikke reageret på henvendelserne.