Falske rygter breder sig i udlandet: Danmark vil trække sig ud af EU, WHO og andre internationale organisationer
-
Danmark vil trække sig ud af flere internationale organisationer som EU, FN og WHO.
-
Den opfattelse breder sig lige nu blandt brugere på sociale medier i udlandet.
-
TjekDets research viser, at rygtet oprindelig skyldes et opslag fra en dansk bruger på X, som siden er blevet delt i udlandet.
-
Opslaget er faktuelt forkert, da der ikke findes regeringsbeslutninger om at trække Danmark ud af de nævnte organisationer.
Danmark vil angiveligt trække sig ud af flere internationale organisationer som EU, FN og WHO, hvis man skal tro flere opslag på sociale medier.
“Danmark vil forlade WEF, WHO, FN og EU. Vi tror ikke på dem”, lyder det i et af flere opslag på både X og Facebook.
Opslagene er blandt andet blevet delt af flere tyske brugere på X, som tilføjer “skal vi (Tyskland, red.) også gøre det?”.
Flere af de mere populære opslag er set mellem 50.000 og 350.000 gange på X.
TjekDets research viser, at opslaget, der sætter rygterne i gang i udlandet, oprindeligt stammer fra en dansk bruger på det sociale medie X.
TjekDets research peger på, at rygtet er startet med opslaget her, der er delt på X af en dansk bruger. Foto: Skærmbillede af X.
Et lille partis holdning
Påstanden blev først delt af den danske bruger Birgitte Milling på det sociale medie X den 11. maj. Senere samme dag og de efterfølgende dage begyndte påstanden at florere i flere udenlandske opslag.
I opslagene fremgår navnet “Det Nye Folkeparti”, som er et parti, der er stiftet af selvsamme Birgitte Milling. Det kan man se under partiets vælgererklæringer, som de i skrivende stund har 40 af.
Går man ind på partiets hjemmeside, kan man se, at det er partiets holdning, at Danmark skal trække sig ud af de omtalte organisationer.
“Vi skal ud af EU, WHO, WEF og FN. Disse magtstrukturer har overtaget styringen af vores lande, vores frihed og vores liv. De arbejder ikke for befolkningerne, men for globalisterne,” lyder det på hjemmesiden.
Samtidig bliver det beskrevet som et faktum i Birgitte Millings opslag på X, at “Danmark vil forlade WEF, WHO, FN og EU”.
Det kan være denne konklusive formulering, kombineret med, at den ser ud til at komme fra et dansk politisk parti, som har sagt gang i rygterne i udlandet.
TjekDet har spurgt Birgitte Milling om, hvorfor hun har formuleret det som et faktum, at Danmark trækker sig ud af de pågældende organisationer.
Det svarer Birgitte Malling ikke direkte på. Til TjekDet skriver hun, at “Det Nye Folkeparti ønsker at forlade EU, WEF, WHO og FN”, og at det ikke er noget, de lægger skjul på i deres opslag, fordi de vil tage "Danmark ud af korruption, manipulation og nepotisme.”
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

