Jacob Harris påstår fejlagtigt på russisk stats-tv, at Mette Frederiksen alene gav Zelenskyj lov til at tale i Folketinget

Faktatjek 13. nov 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der i strid med reglerne fik tvunget en tale fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, igennem under hans besøg i Folketinget forleden. Sådan sagde løsgænger i Folketinget Jacob Harris på russisk stats-tv i går. Han mener, at det er et udtryk for begyndende diktatur i Danmark. Men hans udlægning afvises fra flere kanter. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
  • Jacob Harris sagde i går på den statsstøttede russisk tv-kanal RT, at Mette Frederiksen besluttede at give Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lov til at tale på Folketingets talerstol.

  • Det er ifølge Jacob Harris tegn på, at Danmark bevæger sig mod et diktatur under Mette Frederiksen, fordi det er imod demokratiske love at give en udenlandsk statsleder lov til det.

  • Men det er ikke sandt. Beslutningen blev truffet af et flertal i Folketingets Præsidium, bekræfter flere kilder over for TjekDet.

Det var historisk, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indtog talerstolen i Folketinget i tirsdags. Ifølge Jacob Harris, løsgænger i Folketinget, var det ikke i positiv forstand.

Som den eneste i folketingssalen rejste han sig ikke for den ukrainske præsident, og han har efterfølgende på sociale medier været kras i sin kritik af beslutningen om at lade Zelenskyj tale - ligesom han længe har været modstander af den konsekvente danske linje over for Rusland.

I går, torsdag, delte han den kritik med Ruslands befolkning, da han blev interviewet på den russiske statskontrollerede TV-kanal RT.

Her fik han sagt, at Danmark med Mette Frederiksen i spidsen bevæger sig i en diktatorisk retning. Ifølge Jacob Harris var det nemlig ene og alene Mette Frederiksens beslutning, at Zelenskyj skulle tale, og det er altså ifølge løsgængeren tegn på, at Danmark bevæger sig mod et diktatur.

“Hun har faktisk fjernet den demokratiske lov og foretaget et diktatorisk træk ved at sige: Den leder må tale,” siger Jacob Harris i interviewet med RT.

Danmark bevæger sig mod et diktatur, sagde Jacob Harris blandt andet på russisk stats-tv torsdag. Argumentet lød blandt andet, at Mette Frederiksen skulle have tvunget igennem, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fik lov at tale fra Folketingets talerstol. Video: RT, tekstet af TjekDet.

Talerstolen er rigtigt nok normalt forbeholdt folketingsmedlemmer og ministre, mens andre skal have særlig tilladelse af Folketingets Præsidium for at tale fra talerstolen. Men det er ikke rigtigt, at det var Mette Frederiksen, der traf beslutningen om at gøre en undtagelse med Zelenskyj. Beslutningen om at lade den ukrainske præsident tale fra talerstolen i Folketinget blev truffet på et møde i mandags i Folketingets Præsidium, hvor et flertal af de fem medlemmer stemte for.

Det fortæller Folketingets Oplysning til TjekDet.

Præsidiets formand, Henrik Frandsen fra Moderaterne, bekræfter desuden over for TjekDet, at det “ene og alene var præsidiets beslutning”.

Folketingets Præsidium består udover formanden af repræsentanter fra de fire største partier i Folketinget. TjekDet har været i kontakt med et af medlemmerne, Karsten Hønge fra SF, som ligeledes bekræfter, at det “var en fuldstændig uafhængig afstemning”.

“Jeg er ikke blevet presset af Mette Frederiksen,” siger Karsten Hønge til TjekDet.

Tjekdet
Det er almindeligvis forbeholdt folketingsmedlemmer og ministre at tale fra Folketingets talerstol, men der kan gøres særlige undtagelser, hvis et flertal i Folketingets Præsidium stemmer for. Det var tilfældet, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, gik på talerstolen, bekræfter flere kilder overfor TjekDet. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Til møde på den russiske ambassade

TjekDet har rakt ud til Jacob Harris for at spørge ham, hvad hans belæg er for, at Mette Frederiksen - ikke præsidiet - alene traf beslutningen om at lade den ukrainske præsident indtage talerstolen i Folketinget.

Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Jacob Harris har siden sin entré i Folketinget efter valget i marts i år blandt andet gjort sig bemærket med at være modstander af den danske linje over for Rusland efter deres invasion af Ukraine. Jacob Harris ønsker mere dialog og lydhørhed over for den russiske side af sagen.

I oktober inviterede han derfor sig selv på kaffe hos Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, hvilket affødte voldsom kritik fra hans folketingskolleger - fra højre til venstre side af salen.

Det møde havde han den 10. november, dagen hvor Volodymyr Zelenskyj talte i folketingssalen. 

TjekDet har også forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen, men Statsministeriet henviser til Folketingets Administration.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her. 

Opdateret 13. nov 2026