Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Krigerisk billede fra Netflix-serie misbruges i indvandrerkritiske grupper

Faktatjek 2. nov 2020  -  2 min læsetid
Tjekdet
Billedet af de to tyske skuespillere Vittorio Pirbazari og Marco Schulz under optagelsen af en Netflix-serie er flere gange blevet misbrugt på sociale medier.   Foto: Skræmbillede fra Vittorio Pirbazaris Instragram
  • Et billede af en mand med anden etnisk baggrund end dansk, der truende stirrer på en politimand deles på sociale medier

  • Billedet skulle angiveligt være et eksempel på indvandrere og flygtninges aggressive adfærd overfor politiet

  • Men i virkeligheden er der tale om et billede af to skuespillere, der er i gang med optagelser til en tysk serie på Netflix

  • I 2018 blev billedet også delt af indvandrerkritiske brugere på sociale medier rundt om i verden

Et billede af to mænd, der vredt og truende stirrer hinanden i øjnene, bliver delt på Facebook. Den ene er iført politiuniform, mens den anden er en stor, muskuløs mand med mellemøstligt udseende.

Påskriften “Polizei” på betjentens uniform afslører, at der ikke er tale om en dansk politibetjent. Men alligevel deles billedet i danske opslag som varsel for, at den anspændte situation mellem politi og indvandrere, som billedet angiveligt illustrerer, snart vil kunne opleves i Danmark.

“Bare rolig, kommer snart til en by nær dig og din familie!!!,” lyder teksten til billedet i et dansk opslag.

Facebookopslag varsler, at situationen på billedet snart kan opleves i Danmark, mens et norsk opslag skriver "Tyskland disse dage". Men billedet stammer i virkeligheden fra optagelserne til Netflix-serien 'Dogs of Berlin.' (Foto: Eksempler på et dansk og et engelsksproget facebookopslag)



Billedet er sidenhen blev delt i flere indvandrerkritiske grupper på sociale medier.

Og det er ikke første gang, det er i omløb på sociale medier. Tilbage i 2018 blev billedet delt omkring 48.000 gange i mange forskellige lande.

I kommentarfeltet til det danske opslag beskylder flere brugere politiet for ikke at gribe tilstrækkeligt ind over for indvandrere og flygtninge. Og det er netop det, billedet viser, lyder påstanden i kommentarfeltet.

Men billedet er taget helt ud af kontekst. I virkeligheden stammer det nemlig fra optagelserne til en tysk Netflix-serie fra 2018 og viser altså ikke en rigtig konfrontation, men to tyske skuespillere på arbejde.

Billede oprindeligt delt af skuespiller i Netflix-serie

Billedet er taget under en pause i optagelserne af serien “Dogs of Berlin,” hvor den tyske skuespiller Vittorio Pirbazari, den muskuløse mand på billedet, poserer sammen med skuespilleren Marco Schulz, der spiller politibetjent i serien.

Vittorio Pirbazari lagde selv billedet ud på sin facebookprofil 17. maj 2018 og har efterfølgende selv delt billedet mange gange på sine profiler på sociale medier, blandt andet for at promovere serien.

'Dogs of Berlin' handler om efterforskningen af et mord på en tysk fodboldspiller med tyrkisk oprindelse. 

Mordet tvinger to meget forskellige betjente til at arbejde sammen og sender dem en tur ned gennem Berlins undergrund. Og det er altså her, man støder på Vittorio Pirbazaris karakter.

Skuespilleren selv ved godt, at billedet bliver misbrugt på sociale medier til at støtte en indvandrerkritisk agenda. Derfor har han også selv lavet youtube-videoen herunder, hvor han fortæller historien bag det populære billede.

Skuespilleren Vittorio Pirbazari har lavet denne video, hvor han fortæller om den sande historie bag det virale billede.



Billedet indgår ikke som en del af serien, men alligevel er det flere gange blevet brugt i forbindelse med artikler om enten Vittorio Pirbazari eller Dogs of Berlin.

Billede florerede verden over i 2018

Billedet med Vittorio Pirbazari blev allerede delt tilbage i 2018, og også her blev billedet misbrugt eller misforstået på de sociale medier. 

Billedet blev dengang delt  i Tyskland med ironiske tekster som: “Det tyske politi intimiderer massivt en 12-årig, uledsaget flygtning og krænker hans menneskerettigheder.”

Hensigten med billedteksten skulle blandt andet være at gøre opmærksom på, at nogle flygtninge angiver deres alder som lavere, end hvad den i virkeligheden er.

Og billedet skulle altså også vise, at flygtninge udviser aggressiv adfærd over for det tyske politi.

Mange af de gamle opslag, hvor billedet optræder er sidenhen blevet slettet.

Opdateret 6. apr 2022