Billedet bliver misforstået: Nej, det her er ikke polske soldater, der "beskytter" demonstranter mod politiet
-
Under en demonstration mod coronarestriktioner står polske soldater på demonstranternes side mod politiet
-
Det viser angiveligt et billede, der lige nu deles massivt på sociale medier
-
Men det er nu ikke soldater, der står ansigt til ansigt med den polske politistyrke for at beskytte demonstranter
-
Derimod er det medlemmer af en blot fire måneder gammel patriotisk forening, hvor medlemmerne bærer militærlignende kamuflagedragter
En række af mænd klædt i kamuflageuniformer og sorte baretter står ansigt til ansigt med en sortklædt politistyrke i hvide beskyttelseshjelme og skudsikre veste.
Det er scenen på et billede, der den seneste uge er blevet delt mere end 30.000 gange på Facebook.
”Godt gået af de polske soldater, der forstår, at staten svigter sine borgere,” skriver en dansk facebookbruger, der har delt billedet. Samme opslag findes i en engelsk udgave.
I opslagene roses soldaterne for at stille sig som en "beskyttende mur" mellem politiet og borgere, der demonstrerer, fordi coronarestriktionerne i Polen angiveligt strider mod menneskerettighederne.
Artiklen fortsætter under billederne
Men i kommentarer under billedet sætter flere brugere spørgsmålstegn ved, om det nu også er det polske militær, der har stillet sig mellem politiet og demonstranterne.
Flere anklager opslaget for at udbrede falske nyheder, og skriver at soldaterne blot er civile klædt i kampuniformer.
TjekDet har set nærmere på det vidt delte billede. Og det viser sig da også, at det ikke er det polske militær, der står ansigt til ansigt med den kampberedte politistyrke. Derimod er det medlemmer af en blot fire måneder gammel patriotisk forening.
Stammer fra demonstration mod restriktioner
Foretager man en googlesøgning på det udbredte billede, kan man se, at det også er slået op af en polsk facebookbruger, der har delt flere andre billeder, som ser ud til at være taget ved samme demonstration. I nederste højre hjørne af disse billeder står der ’Fotorelacje-JW’
På facebooksiden Fotorelacje-JW finder vi adskillige billeder fra demonstrationen, og hjemmesiden har endda annonceret for den.
”March for frihed over splittelse,” står der på en reklame, som bekendtgør at marchen skulle finde sted 20. marts på Paradepladsen i den polske hovedstad Warszawa. Og flere polske medier rapporterer da også, at flere hundrede mennesker var på gaden den pågældende lørdag for at demonstrere mod regeringens coronarestriktioner.
Lignende protester fandt samme dag sted flere steder i Europa.
Artiklen fortsætter under opslaget
Slået op af Fotorelacje-JW i Søndag den 21. marts 2021
På ærmerne af soldaternes uniformer, kan man se et emblem med teksten ”Pancerni Poznań”. Det viser sig at være en patriotisk forening.
Patriotisk forening fra december
Flere af billederne fra Fotorelacje-JW viser kamuflageklædte herrer stå foran hvidhjelmede politibetjente, som på billedet fra den danske facebookbruger.
På andre billeder går de påståede soldater med de øvrige demonstranter. Og på ét af billederne kan man på ærmet af soldaternes uniformer se et emblem med teksten ”Pancerni Poznań”.
Pancerni Poznań er en forening grundlagt så sent som 10. december 2020. Det fremgår af foreningens egen hjemmeside.
"Vi er en ikke-statslig, non-profit forening og vi er ikke del af det polske militær," skriver foreningen i en mail til TjekDet.
På Pancerni Poznańs hjemmeside kan man læse, at foreningen arbejder for patriotisme, uddannelse af samfundet i polsk kultur og historie, promovering af sund livsstil, social selvhjælp og hjælp til pandemiens ofre.
Artiklen fortsætter under billedet
Godt en time inde i en video fra demonstrationen 20. marts, som foreningen Pancerni Poznań har lagt på YouTube, genfinder man det billede, der netop nu deles på Facebook. (Foto: Skærmbillede fra YouTube)
På videotjenesten YouTube har Pancerni Poznań lagt en video op af deres deltagelse ved demonstrationen i Warszawa den 20. marts i år. Og sætter man videoen på pause efter godt en time, finder man præcis det billede, som deles af blandt andet danske facebookbrugere.
Til TjekDets kolleger ved det polske faktatjekmedie Demagog har det polske forsvarsministerium bekræftet, at det polske militær ikke har været indsat i forbindelse med nogen demonstration den seneste tid.