Nej, fyrværkeriloven giver ikke dit kæledyr særlig beskyttelse
-
Nu må du kun affyre nytårskrudt fra 27. december til 1. januar, og det må aldrig være i nærheden af dyr
-
Det kan man læse i et facebookopslag fra 2015, der nu deles på ny
-
Men lovændringen er slet ikke ny. Affyringstidsrummet blev senest ændret tilbage i 2014, og ikke alle dyr er beskyttet specifikt i loven
Fyrværkeriloven er nu blevet ændret. Perioden, hvor man må bruge fyrværkeri, er blevet kortere, og det må aldrig ske i nærheden af dyr.
Sådan lyder budskabet i facebookopslag, der så sikkert som amen i kirken deles på de sociale medier hvert år i december af flere tusinde danskere. Ikke mindst kæledyrsejere opfatter ændringerne i fyrværkeriloven sådan, at de giver hunden eller katten i hjemmet særlig beskyttelse.
Men det er hverken korrekt, at loven netop er blevet ændret, eller at loven udsteder forbud mod affyring af raketter og heksehyl i nærheden af husstande med kæledyr.
Artiklen fortsætter under billedet
Reglen om, at man kun må affyre raketter og anden fyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar - begge dage inklusive - trådte i kraft i juli 2014 - altså for otte og et halvt år siden. Så det er ikke noget, der lige er sket.
Og opslagets påstand om, at det "aldrig må ske i nærheden af dyr," bliver ofte misforstået, som om man ikke må affyre en raket ved naboens hus, hvis naboen for eksempel har en hund eller kat.
Når det handler om dyr, siger fyrværkerilovens bekendtgørelser, at man ikke må anvende fyrværkeri eller "andre pyrotekniske artikler" under 100 meter fra et landbrug med husdyrhold (for eksempel en kostald), en hundekennel eller andre områder med flere udegående dyr. Den regel blev indført helt tilbage i 2008. Og her tæller naboens have med omvandrende hund altså ikke med.
"Naboens hund er ligesom mennesker beskyttet af de generelle regler om, at man ikke må gøre skade på andre. Der er altså ikke særlige regler i fyrværkeriloven om dyr, med mindre de er samlet eller går i flok, for eksempel på landbrug eller hundepensioner - groft sagt," siger Lone Hansen, der er kommunikationskonsulent hos Sikkerhedsstyrelsen, til TjekDet.
Kæledyr 'beskyttet' af ansvars- og erstatningsregler
Det nytter med andre ord ikke at skælde naboen ud, hvis han eller hun skyder nytåret ind med krudt i haven nær dit kæledyr. I hvert fald ikke med den nævnte lovændring i hånden. Kæledyrene er ikke nævnt i fyrværkeriloven, men er i stedet 'beskyttet' af almindelige ansvars- og erstatningsregler.
Det bekræftede Helle Isager, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i erstatningsret, da TjekDet talte med hende om netop dette emne tilbage i 2018.
Ifølge hende arbejder man i erstatningsrettede med personskade og tingsskade. Skader på dyr hører under tingsskade – her går man altså ind og siger, at et dyr er en ting.
"For at man kan gøre nogen ansvarlig for skader, denne har forvoldt ved at skyde fyrværkeri af, kræver det et ansvarsgrundlag. Den pågældende skal altså have handlet uforsvarligt. Hvis man handler uforsvarligt – for eksempel hvis man ikke overholder en bestemt sikkerhedsafstand - og forvolder skade på et dyr, så er man erstatningsansvarlig," forklarer Helle Isager.
Derfor understreger Lone Hansen fra Sikkerhedsstyrelsen også, at man skal være opmærksom på at overholde den sikkerhedsafstand, der oplyses på fyrværkeriet, inden man fyrer nytårskrudtet af.
"Det er vigtigt, at man altid overholder sikkerhedsafstanden, der er angivet på fyrværkeriet, både af hensyn til skader på tilskuere og på omgivelserne. Derudover er der et generelt forbud mod at bruge raketter, hvis der ikke er mindst 10 meter til en bygningsåbning, for eksempel dør, vindue eller port. Man skal 100 meter væk, hvis ens eget eller naboens hus har stråtag, og afstandene skal være dobbelt så store i vindretningen i blæsevejr," siger hun.
Også dyreværnslov passer på din hund og kat
Dine kæledyr er desuden beskyttet af dyreværnsloven. Her kan man læse, at "den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel".
Og det gælder også for personer, der skyder fyrværkeri efter dyr, forklarer Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet ved det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.
"Afhængigt af de konkrete omstændigheder dækker reglerne i dyreværnsloven også tilfælde, hvor der affyres fyrværkeri imod et dyr eller uforsvarligt tæt på ét," oplyser han til TjekDet.
Hensigten med at forkorte fyrværkeriperioden var dog blandt andet hensynet til mennesker, der følte sig generet af fyrværkeri, samt hensynet til naboens hund og andre dyr. Tidligere måtte man affyre fyrværkeri fra 1. december til 5. januar. Ved at forkorte perioden skal både dyr og mennesker ikke længere høre på bulder og brag i over en måned, men nu "kun" i seks dage.
Vil man gerne krydre en fest med et fyrværkeri uden for ovennævnte periode, kan man kontakte en festfyrværker.
Du kan læse om reglerne for - og gode råd om - brugen af fyrværkeri her.