Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nikolaj Coster-Waldau misbruges igen i svindelkampagne: Først var han bitcoin-millionær, nu it-entreprenør

Faktatjek 16. aug 2019  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Christoph Hardt/Zuma/Ritzau Scanpix

Game of Thrones-skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau er blevet it-entreprenør og med sin nye virksomhed EZ Invest, der angiveligt faldbyder en automatiseret platform til valutahandel, har han tjent hele 400 millioner euro.

Sådan kan man læse i en artikel, der til forveksling ligner at stamme fra avisen Berlingske.

Men trods artiklens overbevisende udformning er den blot det seneste eksempel i en alenlang række af fupartikler, hvor kendte danskere uvidende og ufrivilligt bruges til at lokke penge ud af godtroende danskere.

Nikolaj Coster-Waldaus manager, Anne Lindberg, afkræfter over for TjekDet, at skuespilleren har kastet sig ud i et it-eventyr og har tjent millioner på valutahandel.

"Det passer overhovedet ikke. Vi og Nikolaj tager klart afstand fra det," siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Vellignende svindel. Til venstre: Fupartiklen om Nikolaj Coster-Waldaus påståede it-eventyr. Artiklen ligger på fupmagernes hjemmeside, der har www-adressen https://berlinqske-dk.com. Til højre: En rigtig artikel fra Berlingskes hjemmeside, der rettelig har www-adressen https://www.berlingske.dk.

Hun håber, at Facebook undersøger de falske annoncer nærmere, og at det sociale medie i fremtiden vil dæmme op for lignende svindelnumre.

"Jeg vil faktisk sige, at de er forpligtede til at gøre noget ved det. Der er sikkert mennesker, der falder i fælden, og det går jo ikke," siger Anne Lindberg.

Det er anden gang på få uger, at Nikolaj Coster-Waldau misbruges i en fupartikel, der lover hurtig rigdom.

Efter at en artikel sidst i juli gjorde ham til bitcoin-millionær, lagde skuespilleren en video på sin Instagram-profil, hvor han advarede sine fans og følgere mod svindelen.

"Der florerer åbenbart en masse annoncer på sociale medier, hvor jeg opfordrer folk til at investere i bitcoins. Jeg har ikke noget med de annoncer at gøre. De er alle sammen falske," siger Nikolaj Coster-Waldau i videoen.

Artiklen fortsætter under videoen

Veludført svindel

TjekDet har de seneste måneder afdækket et utal af lignende fupartikler. Den seneste artikel med Nikolaj Coster-Waldau er dog et skoleeksempel på, hvor store anstrengelser svindlerne efterhånden lægger i at efterligne de danske mediers hjemmesider.

Fupartiklens deisgn er næsten helt identisk med artikler på berlingske.dk. Logo, farver, og faneoverskrifter stemmer alle overens. Selv de rullende aktiekurser for C25-indekset, man som regel finder øverst på Berlingskes sider, kører i rundgang i toppen af den falske artikel. Og svindlerne misbruger endda også billede og navn på en af Berlingskes journalister.

Også fupartiklens www-adresse (URL’en) er let at forveksle med originalen. Her er berlingske.dk blevet til berlinqske-dk.com - berlinqske her stavet med ’q’.

Og skulle man som læser - trods alle lighederne - alligevel tænke, at artiklen virker lidt lodden, så har svindlerne forsøgt at bortforklare det med en besked øverst på siden. Der fremgår det, at siden lige nu er under "rutinemæssig vedligeholdelse". Og det kan give forstyrrelser på siden, må man forstå.

Berlingske: Det skader vores brand

Men som ved tidligere svindelnumre er artiklen udstyret med flere links, der alle leder hen til en side, hvorfra man kan starte sit eget investeringseventyr. Alt man skal gøre er at indbetale minimum 250 euro – svarende til knap 1900 kroner – og så vil platformen automatisk generere et overskud på valutahandel, som det hævdes, du kan stikke lige ned i lommen. Og hvis ikke, så har svindlerne i hvert fald fået dit kreditkort op af lommen, og de kan nu hæve løs på din konto.

Berlingske politianmeldte sidste år en lignende sag, hvor avisens design og logo blev misbrugt.

TjekDet afprøvede sidste år et lignende løfte, der lovede hurtig fortjeneste ved investering i bitcoins. Her kan du læse, hvad der sker hvis man tilmelder sig platformen.

Er du allerede faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

 

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023