Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ny Nürnbergproces mod pandemiens ‘elite’ er noget sludder, men advokat drømmer om digital folkedomstol med coronaskeptisk jury

Faktatjek 3. feb 2022  -  9 min læsetid
Tjekdet
Håndteringen af coronapandemien er "den største forbrydelse mod menneskeheden nogensinde", siger en tysk advokat, der over hele verden bliver udnævnt til helt og redningsmand. Han vil retsforfølge bagmændene. Foto: Stefani Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
  • I sidste uge trak to CBS-lektorer overskrifter, da de bebudede, at de ikke ville undervise, så længe der var krav om coronapas på universitetet. Coronapasset er nemlig i strid med lovgivningen, og derfor forventer de et retligt efterpil ovenpå pandemien

  • "Nogle taler sågar om en Nürnbergproces 2.0," skriver de i mailen og henviser til den retsproces, der fandt sted efter Anden Verdenskrig, hvor Nazitysklands største forbrydere blev retsforfulgt

  • Netop idéen om en ny Nürnbergproces er udbredt i coronaskeptiske kredse både herhjemme og i udlandet

  • Idéen stammer tilsyneladende fra en gruppe tyske læger, der mener, at pandemien er et stort svindelnummer

  • Advokaterne tager afstand fra idéen om en ny Nürnbergproces, men er angiveligt i gang med at forberede en internetbaseret international retssag mod pandemiens "bagmænd," der angiveligt skulle tilhøre en pengemafia, djævleklikke og være ude på at affolke planeten

Det er slut med coronarestriktioner i Danmark. Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag 26. januar. Næsten alle restriktioner blev smidt på porten tirsdag den 1. februar, og ny coronavirus betragtes ikke længere som en samfundskritisk sygdom herhjemme.

Mange håber formentlig, at det dermed er tid til at lade mundbind, testkøer og coronapas falde hen i glemslen.

Men det er ikke alle, der mener, at det er i glemslen, restriktionerne hører til.

Fra flere kanter forlyder det nemlig, at coronahåndteringen i form af eksempelvis indførslen af coronapas og udrulningen af vacciner har været i strid med både lovgivning og konventioner. Rundt omkring i coronaskeptiske kredse bliver der kaldt på et retsopgør. Det er tid til at gøre regnskabet op, lyder det.

Og i sidste uge trak de to CBS-lektorer Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjerg så overskrifter, da de i en mail til universitetets studerende bebudede, at de ikke havde i sinde at undervise på universitetet, så længe det krævede fremvisning af coronapas.

Ifølge de to lektorer var indførelsen af coronapasset nemlig lovstridig. De gjorde sig især bemærket ved at skrive, at der "ingen væsentlig forskel" er på coronapasset og det jødepas, jøder skulle bære under Anden Verdenskrig. Og de forudser, at der kommer et stort retligt efterspil oven på coronakrisen.

“Nogle taler sågar om en Nürnbergproces 2.0,” skriver de i mailen og henviser dermed til den oprindelige Nürnbergproces, der fulgte efter Anden Verdenskrig, hvor krigens største krigsforbrydere blev retsforfulgt for blandt andet Holocaust.

Og har man de seneste år stiftet bekendtskab med coronaskeptiske miljøer, er det meget muligt, at man også tidligere har hørt om den angiveligt nært forestående nye Nürnbergproces.

I talrige opslag på sociale medier kan man nemlig læse, at retsopgøret allerede er i gang, mens det i andre opslag fremgår, at retssagen skulle være lige om hjørnet.

Alle, der på en eller anden måde har skabt, støttet eller underbygget “det officielle narrativ” om coronavirussen står for skud, må man forstå på opslagene. Det være sig politikere, journalister, læger, virologer og en ikke nærmere defineret 'elite.'



Den nye Nürnbergproces er dog ikke en dansk idé. Også i ulandet kaldes der på et retsopgør, ligesom der florerer rygter om, at det retlige slagsmål allerede er i gang.

I Australien vakte en mand opsigt, da han midt i et pressemøde om covid-19 afholdt af landets myndigheder pludselig råbte “Nürnberg 2.0,” og ved demonstrationer mod coronarestriktioner i Tyskland har man ved flere lejligheder kunnet se skilte med budskaber om det angiveligt forestående retsopgør.

Idéen om den nye Nürnbergproces trækker tråde tilbage til en lille gruppe tyske advokater, der har brugt de seneste år på at indsamle beviser mod dem, de kalder pandemiens bagmænd. Advokaterne fortæller om pengemafiaer, mystiske ritualer med børnemishandling og et stort plot, der har til formål at affolke planeten.

Men rygtet om en ny Nürnbergproces har ikke noget på sig, lyder det fra den stærkt coronaskeptiske tyske advokat Reiner Füllmich, der er medlem af den selvproklamerede undersøgelseskomite.

"Det er falske rygter," siger han.

Han har dog en internetbaseret retssag mod blandt andet WHO, Pfizer og flere virologer på tegnebrættet, fortæller han.

Den første Nürnbergproces

Den 8. maj 1945 kapitulerede det nazistiske styre i Tyskland, og Anden Verdenskrig nåede dermed sin afslutning.

Tyskland havde tabt krigen og tilbage stod de allierede lande Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA som krigens sejrende nationer.

Oprydningen efter krigen gik i gang, og det omfattede blandt andet, at krigens forbrydere skulle stilles til regnskab.

Kort efter krigens afslutning oprettede sejrherrerne en domstol, der skulle retsforfølge personer, der havde begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, og som i deres krigsførelse havde brudt internationale traktater.

Artiklen fortsætter efter galleriet



Omfattet af disse anklager var blandt andet mordene på seks millioner jøder, mordene på adskillige tusinde handicappede og udførelsen af brutale medicinske forsøg på fanger i nazisternes koncentrations- og udryddelseslejre.

Domstolen placerede de allierede i Nürnberg i Tyskland.

I 1946 blev 22 ledende nazister fremstillet ved domstolen. 12 af dem blev dømt til døden, tre fik livsvarigt fængsel og fire blev idømt fængselsdomme på mellem 10 og 20 år.

Frem til 1949 blev yderligere 11 retssager gennemført mod blandt andet medlemmer af Nazi-partiet, den nazistiske organisation SS og det hemmelige tyske politi, Gestapo.

Retssagerne betegnes tilsammen Nürnbergprocessen.

En ny Nürnbergproces

Det er altså en retsproces svarende til den, der blev ført mod Nazitysklands største forbrydere, der i coronaskeptiske kredse både efterspørges og forventes ovenpå coronakrisen.

Kritikerne er dog ikke helt enige om, hvem forbryderne egentlig er, og hvorfor de skal stilles for en domstol, men der lader altså til at være enighed om, at 'noget' er så alvorligt, at der er behov for en ny Nürnbergproces.

På Twitter har længe floreret et hashtag, der 'stempler' personer som værnemagere - det vil sige som samarbejdspartnere med "fjenden." På eksempelvis journalisters og politikeres profiler kan man således læse kommentarer om, at den givne journalist eller politikers er tilføjet til "værnemagerlisten." Det kan være for alt fra at udtale sig positivt om coronavacciner til at skrive artikler om coronadødsfald eller på anden vis at udøve "propaganda," der understøtter det angiveligt svindelagtige narrativ om pandemien. 

Det fremgår ikke klart, hvad konsekvensen af at være på den såkaldte værnemagerliste skulle være. Men begrebet 'værnemager' stammer fra besættelsen under Anden Verdenskrig, hvor tilnavnet blev givet til danskere, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt ved for eksempel at sælge varer til tyskerne. Efter krigen ønskede store dele af modstandsbevægelsen værnemagerne retsforfulgt, og en del af værnemagerne fik også fængselsstraffe efter befrielsen.

En anklage, der går igen i både danske og udenlandske facebookopslag, er desuden, at håndteringen af coronapandemien - og særligt udrulningen af coronavaccinerne - er i strid med det såkaldte Nürnberg-kodeks.

I oktober 2021 blev en 49-årig dansk mand fængslet for at have truet statsminister Mette Frederiksen på livet. 

“Staten har brudt Nürnberg-kodekset. Straffen er døden. Mette Frederiksen og co. skal henrettes,” havde han skrevet på et skilt, han havde placeret i et vindue ud mod en gade i Esbjerg.

Og ifølge en klumme på den selvproklamerede “systemkritiske netavis” 24NYT har også direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, forbrudt sig mod Nürnberg-kodekset. Klummeskribenten sammenligner Søren Brostrøm med den tyske læge Josef Mengele, der under Anden Verdenskrig udførte brutale forsøg på fanger i den tyske koncentrationslejr Auschwitz.

På opslag på sociale medier turnerer brugere desuden med lignende pointer.

Nürnberg-kodekset er et sæt nedskrevne etiske regler for udførelsen af medicinske forsøg med menneskelige forsøgspersoner.

Kodekset blev til efter 1940’ernes Nürnbergretssager, hvor også personer fra Nazitysklands sundhedsvæsen var under anklage. Der var blandt andet tale om de læger, der havde udført grusomme forsøg på fanger i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre.

Den del af Nürnbergprocessen kaldes “lægeprocessen” og fandt sted i 1946-1947.


Nürnberg-kodekset fastslår blandt andet, at forsøgspersoner skal give samtykke til at deltage i medicinske forsøg, og at de, inden forsøget går i gang, skal være informeret om alle risici forbundet med deltagelsen.

Og det kodeks skulle angiveligt være brudt i forbindelse med håndteringen af de seneste års coronapandemi.

Blandt andet hævdes det, at de påbud om brug af mundbind, der har været indført i mange lande, er i strid med kodeksets regler - en påstand, flere faktatjekmedier tidligere har afvist

På samme måde skulle udrulningen af coronavacciner være i strid med kodekset. Argumentet er, at vaccinerne er eksperimentelle, og at udrulningen af dem derfor må betragtes som et medicinsk eksperiment, men også den påstand har flere faktatjekmedier manet til jorden.

Idé stammer fra tyske advokater

Idéerne om et stort, internationalt retsopgør efter coronakrisen leder tilsyneladende alle sammen tilbage til samme person - nemlig den tyske advokat Reiner Füllmich. Hans navn går igen i talrige opslag om den nye Nürnbergproces.

Rundt omkring på internettet kan man læse, at Reiner Füllmich blandt andet kan bryste sig af at have ført sager mod blandt andre den tyske bilproducent Volkswagen.

Og nu har han rettet blikket mod coronapandemiens “bagmænd”.

I juni 2020 stiftede Reiner Füllmich nemlig sammen med tre andre tyske advokater den såkaldte Corona Auschuss - en slags komite, der har til formål at undersøge de forbrydelser mod menneskeheden, der angiveligt er begået under coronakrisen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Tjekdet
Rygterne om en forestående ny Nürnbergproces synes alle at lede tilbage til samme mand - nemlig den tyske advokat Reiner Füllmich. Sammen med en lille gruppe advokater har han stiftet en selvproklameret undersøgelseskomite, der de seneste år har indsamlet "beviser" for, at coronapandemien er et stort svindelnummer. Selv tager han afstand fra tanken om en Nürnberg 2.0, men han fortæller samtidig, at han og komiteens øvrige medlemmer arbejder på at retsforfølge coronakrisens største "forbrydere." Foto: Paul Zinken/AP/Ritzau Scanpix


Siden da har de fire advokater indsamlet “bevismateriale”, der alt sammen skulle underbygge, at coronapandemien er et stort svindelnummer. Og Reiner Füllmich er i mellemtiden blevet udråbt til både redningsmand og den helt store helt blandt komiteens ligesindede.

Siden komiteens grundlæggelse har han delt dens “fund” i en række timelange videoer på sin hjemmeside, ligesom han har deltaget i flere interviews med coronaskeptiske alternative medier, grupper og foreninger.

På sociale medier vandt idéen om en international retssag hurtigt opbakning blandt modstandere af restriktioner både i og udenfor Tyskland. Og på et tidspunkt fik den tilnavnet Nürnberg 2.0 - inspireret af retssagerne mod Anden Verdenskrigs krigsforbrydere.

Men Reiner Füllmich og hans komite har ingen planer om at gøre Nürnbergprocessen kunsten efter. Det har han selv fortalt ved flere lejligheder.

“Der har været meget snak om Nürnberg 2.0. Det er bare rygter. Det er falske rygter,” fortæller han i en video fra den 24. januar.

I videoen kommer han også med sit eget bud på, hvor rygtet er startet.

I en tidligere video kalder han nemlig coronahåndteringen den største forbrydelse mod menneskeheden, der nogensinde er begået. Og i den forbindelse nævner han også, at definitionen på sådanne forbrydelser første gang blev fastlagt i forbindelse med Nürnbergprocessen.

“Så det er hvad, jeg tror, er skyld i rygterne om Nürnberg 2.0,” siger han.

Penge-mafia, djævle-klike og en plan om at affolke verden

Men selvom der ifølge Reiner Füllmich ikke bliver tale om en ny Nürnbergproces, er der ifølge ham mere end rigeligt med grundlag for at føre retssager mod pandemiens “bagmænd.”

Blandt andet forklarer han i en video fra den 6. januar, at coronavaccinerne slet ikke er vacciner, men kun har til formål at affolke verden. Og hele coronapandemien er et røgslør, der skal distrahere den brede befolkning, mens bagmændene ruller deres store plan ud, siger han. PCR-testene virker angiveligt heller ikke, og eftersom PCR-testresultater har været brugt som argument for indførslen af coronatiltagene, har det altså ikke fundet sted på et legitimt grundlag, mener han.

Bag det hele står en verdenselite bestående af svindlere og forbrydere - eller det, Reiner Füllmich kalder en “pengemafia”, der har som ultimativ målsætning at købe sig til kontrol verden over. Denne elite, som Reiner Füllmich har givet tilnavnet “Devils Clique” eller “Djævelens klike” på dansk, skulle angiveligt både udføre ritualer med børnemishandling og have kontrol over ledende skikkelser overalt i verden, herunder nationale ledere.

Og det er netop det, Reiner Füllmich og undersøgelseskomiteen mener at have indsamlet beviser på de seneste år.


“Som det vil blive meget klart, handler det her om liv og død nu. Vi har ingen tid at spilde.”



Da Corona Auschuss havde været i gang med deres indsamling af bevismateriale i et par måneder, begyndte advokater over hele verden at kontakte komiteen for at få indblik i dens bevismateriale og adgang til dens ekspertkilder. De ønskede at hjælpe deres klienter med at sagsøge svindelnummerets bagmænd, siger Reiner Füllmich i videoen fra 24. januar.

Komiteen besluttede at dele ud af deres viden og på den måde hjælpe kolleger verden over med at lægge sager an. Og lidt efter lidt blev det internationale netværk af advokater større og større, hævder Reiner Füllmich.

Komitéens tilhængere skal være jury

Målet med alt arbejdet er at føre en international retssag mod coronakrisens værste forbrydere, fortæller Reiner Füllmich.

Men der er ikke udsigt til nogen helt almindelig retssag.

Første skridt er nemlig at føre sagen live på internettet inspireret af storjury-sager, som man kender fra eksempelvis USA, fortæller Reiner Füllmich. Ved sådan en retssag er det en jury, der afgør, om der er tilstrækkeligt med beviser mod en anklaget person eller institution til, at der kan føres en retssag.

Juryen ved coronaretssagen skal ifølge Reiner Füllmich være Corona Auschuss’ publikum og tilhængere, og dommeren har gruppen selv udpeget. Ved retssagen vil der også indgå flere af de eksperter, der har hjulpet komiteen med at indsamle deres bevismateriale, fortæller han.

“Og vi har virkelige vidner, der vil forklare og fortælle folk om de skader, som de har lidt - især på grund af den såkaldte vaccine,” lyder det fra Reiner Füllmich.

Ved domstolen skal juryen vurdere, om der er tilstrækkeligt med beviser mod den tyske virolog Christian Drosten, den amerikanske statsepidemiolog Anthony Fauci, World Health Organizations generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, Microsoft-medstifter Bill Gates, vaccineproducenten Pfizer og det amerikanske investeringsselskab BlackRock.

Og forhåbentlig ender det altså med, at juryen mener, at der er grund til at anklage de seks personer og institutioner for forbrydelser mod menneskeheden, siger Reiner Füllmich. I så fald vil de fungere som symbolske anklagede, forklarer han. Det vil sige, at de anklages på vegne af alle coronakrisens forbrydere.

Tjekdet
World Health Organizations generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus er blandt de personer, en storjury ifølge Reiner Füllmich skal tage stilling til ved det angiveligt kommende internationale "retssag." Målet er, at han sammen med fem andre personer og institutioner skal anklages symbolsk på vegne af alle coronakrisens "forbrydere." Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix


Retssagen vil tage form som en almindelig storjury-sag, fordi det giver troværdighed og autoritet, men ifølge Reiner Füllmich er det europæiske retssystem så korrupt og fyldt med “bagmændenes” håndlangere, at det ikke ville kunne lade sig gøre at føre sagen derigennem.

Og i første omgang handler det da heller ikke om rent faktisk at få de anklagede dømt.

“I stedet er dét, vi virkelig har i tankerne, at give folket hele historien, ikke kun dele af puslespillet, men hele historien,” siger han.

Og målet er, at coronakrisens forbrydere en dag skal stilles for en rigtig domstol. Han forklarer dog ikke nærmere, hvad forskellen på en sådan retssag og Nürnbergretssagerne konkret er.

“I sidste ende er det vigtigste at få folk til at forstå, hvad der virkelig foregår, så de vil rejse sig og bekæmpe det,” lyder det fra Reiner Füllmich.

For når først folket har fået øjnene op for svindelnummeret, kan man oprette et helt nyt retssystem, der gør det muligt at give bagmændene den straf, de har fortjent, forklarer Reiner Füllmich.

“Som det vil blive meget klart, handler det her om liv og død nu. Vi har ingen tid at spilde," siger han.

Det er ikke helt klart, nøjagtigt hvor langt Reiner Füllmich og hans bagland er med planlægningen af den angiveligt forestående retssag. Men i videoen fra 6. januar fortæller han, at komiteen nu har fundet bevismateriale, der er så graverende, at den store retssag kan finde sted “om få uger.” Er det rigtigt, må retsopgøret altså være lige om hjørnet.

Opdateret 13. dec 2022

Vil du vide mere?