Siden han blev valgt for anden gang, har Trump og familien allerede tjent milliarder
-
Der er ikke bevis for, at Trump-familien har beriget sig selv i sin tid som præsident.
-
Sådan siger USA’s vicepræsident J.D Vance i interview med amerikanske medier.
-
Men et 900 sider langt statsligt dokument med oplysninger over præsidentens økonomi viser, at Donald Trumps indtægter alene sidste år var i milliardklassen.
Ifølge USA’s vicepræsident JD Vance er Donald Trump ikke blevet rigere i sin tid som præsident.
I et interview med det amerikanske medie 2WAY bliver JD Vance foreholdt, at Donald Trump og hans familie er blevet langt rigere i den tid, hvor han har været præsident. Især ved at tjene penge på kryptovaluta.
JD Vance svarer blandt andet, at han “ikke mener, der er belæg for, at Trump-familien er blevet beriget gennem politik”.
Vicepræsidenten anfører, at Donald Trump var tæt på at miste livet, og at han har haft op til flere sagsanlæg mod sig.
I et interview med tv-stationen CBS udtaler vicepræsident desuden:
“Man kan kritisere vores politik og beslutninger på alle mulige måder, men jeg kan ikke se et eneste bevis – jeg har aldrig set nogen beviser – på, at Donald Trump har beriget sig selv.”
I sidste måned lød noget nær det samme fra den amerikanske minister for indenrigssikkerhed, Markwayne Mullen. Til et vælgermøde i delstaten Oklahoma påstod republikaneren, at Donald Trump ikke har haft økonomisk gevinst ved at være præsident i USA.
“Det har kostet ham penge at være præsident,” hævder Markwayne Mullen.
Men målt i amerikanske dollars er Donald Trump blevet rigere som præsident. Alene sidste år steg den amerikanske præsidents formue med milliarder af kroner.
Kryptomilliarder
Selvom Donald Trump bedst var kendt som en ejendomsmogul, inden han blev præsident, er det kryptovaluta, der nu er hans mest indbringende forretning.
Det amerikanske medie The Wall Street Journal har foretaget en analyse af præsidentens føderale oplysningsskema med alle hans indtægter. Af det fremgår det, at Donald Trump i 2025 havde en samlet indkomst på omtrent 14 milliarder kroner (2,2 milliarder amerikanske dollars).
Heraf tegner kryptovaluta sig for godt 9 milliarder kroner. Det dækker blandt andet over indkomst gennem præsidentens kryptovalutaforretning World Liberty Financial, hvor sønnen Eric Trump underskrev en aftale, der gav en investeringsforening fra De Forenede Arabiske Emirater 49 procent af virksomheden for 3,4 milliarder kroner.
Kort efter indgik den amerikanske regering en aftale med Forenede Arabiske Emirater (UAE) om adgang til amerikanske AI-chips, skriver The Wall Street Journal. Sammenfaldet har givet kritikere ammunition til at anklage Donald Trump for at bruge præsidentposten til at berige sig selv.
Derudover har en licensaftale med virksomheden Celebration Coins givet Donald Trump royalties ved salg af sine egne kryptovalutaer som $TRUMP og $WILFI, hvilket i dollars har indbragt præsidenten, hvad der svarer til 4,3 milliarder kroner.
Donald Trump lancerede sin egen kryptovaluta $Trump i januar sidste år lige op til hans indsættelse som præsident. Ifølge kritikere udnyttede Donald Trump på den måde bevidst opmærksomheden på hans indsættelse til at sælge valutaens tokens og derigennem tjene penge igen at blive præsident.
Sådan så det ud, da Donald Trump præsenterede nyheden om sin nye kryptovaluta på sit sociale medie Truth Social. Foto: Skærmbillede fra Truth Social.
Handler med ørkenstater
Også Donalds Trumps investeringer oplevede stor fremgang sidste år og steg fra mindst 1,6 milliarder kroner til 5,8 milliarder kroner.
I det føderale oplysningsskema har præsidenten offentliggjort flere end 20.000 handler med aktier og værdipapirer, og han købte stort ind af tech-aktier som Apple, Nvidia og Alphabet og har værdipapirer for mere end 60 millioner kroner i hver af de tre virksomheder.
Hotelforretning og ejendomshandel var også indbringende for Donald Trump sidste år. Indtægterne fra hoteller og golfresorts tæller for eksempel 3,5 milliarder kroner. Præsidentens Mar-a-Lago-resort i Florida indbragte omtrent 516 millioner kroner i 2025, hvilket er knap 150 millioner kroner mere end året før.
The Wall Street Journal har tidligere beskrevet, hvordan Mar-a-Lago har sat priserne for medlemskab stærkt i vejret og i øvrigt er blevet en magnet for folk, der ønsker at donere penge til præsidenten.
Rigeste præsident nogensinde
Derudover er der meldinger om andre kuriøse handler med ørkenstater. Ifølge mediet The New York Times har Trump-familien solgt ud af rettigheder til Trump-navnet i både Qatar og Saudi-Arabien.
Eric Trump var for eksempel sidste år i Qatar og indgik på The Trump Organizations vegne en aftale på 36 milliarder kroner med selskabet Dar Global, som er knyttet til den saudiske kongefamilie. Aftalen går på at anlægge golfbaner og luksusvillaer, og Dar Global-selskabet er allerede involveret i forretninger med Trump-organisationen i en række lande.
Magasinet Forbes, der hvert år opgør verdens rigeste menneske, har regnet sig frem til, at Donald Trump i september i år har en samlet formue på 47 milliarder kroner.
Det er ifølge mediet 18 milliarder kroner mere, end da han blev valgt som præsident for anden gang i november 2024. Og ingen anden amerikansk præsident har tjent så mange penge i embedet.
Må godt tjene penge
Amerikanske præsidenter må dog godt handle med aktier og tjene penge ud over lønnen, de får for at sidde på posten. Og en præsident er ikke forpligtet til at sælge sine virksomheder inden indtrædelsen i embedet, ligesom præsidenten i modsætning til andre offentligt ansatte i USA ikke er afskåret fra at træffe beslutninger, der har betydning for egne økonomiske interesser.
Den amerikanske forfatning indeholder såkaldte vederlagsklausuler,der siger, at præsidenten som udgangspunkt ikke må modtage gaver eller betalinger fra fremmede stater, den føderale regering eller delstater uden Kongressens godkendelse. Præsidenten må naturligvis heller ikke modtage betaling i bytte for en politisk beslutning. Altså bestikkelse.
Det Hvide Hus har ifølge det britiske medie The Guardian tidligere udtalt, at Donald Trumps aktieportefølje bliver forvaltet af uafhængige finansvirksomheder, og at der ikke var nogen interessekonflikter at finde i den seneste indberetning.
“Hverken præsident Trump eller nogen i hans familie har mulighed for at bestemme, påvirke eller bidrage med input til, hvordan porteføljen investeres, eller hvornår investeringer købes eller sælges. Alle investeringsbeslutninger træffes udelukkende af uafhængige forvaltere,” udtaler Det Hvide Hus ifølge The Guardian.
Det Hvide Hus har også meddelt, at Donald Trump har placeret sine virksomheder i en trust, som bliver styret af hans sønner, og afviser derfor enhver interessekonflikt.
TjekDet faktatjekker løbende påstande fra og om amerikansk politik. Du kan finde alle vores artikler om emnet her. Frem mod midtvejsvalget den 3. november 2026 anbefaler TjekDet desuden faktatjek fra andre internationalt certificerede faktatjekmedier. Du finder alle anbefalingerne i livebloggen her.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

