Trumps påstand om nye olieprojekter afvises af Grønland
-
På sit sociale medie Truth Social skriver USA’s præsident, Donald Trump, at “en omfattende efterforskning efter olie, gas og mineraler står til at gå i gang i Grønland”.
-
Men departementschefen for Departementet for Erhverv og Råstoffer i Grønland afviser, at der foreligger nye projekter om olieudvinding i Grønland.
-
Der findes et eksisterende olieprojekt, men det er i øjeblikket sat på pause, og Grønland giver ikke tilladelse til nye olieprojekter efter en beslutning i 2021
“Omfattende efterforskning efter olie, gas og mineraler står nu til at gå i gang i vores nye og smukke Grønland.”
Sådan skriver USA’s præsident, Donald Trump, på sit sociale medie Truth Social onsdag morgen dansk tid.
Det er uvist, hvilken omfattende efterforskning, der står til at begynde, som Donald Trump præcist henviser til.
Udmeldingen fra den amerikanske præsident kommer knap en måned efter, at Danmark, Grønland og USA indgik en sikkerhedsaftale.
Men ifølge Jon Rahbek-Clemmensen, lektor på Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet, giver sikkerhedsaftalen ikke USA øget adgang til råstofferne.
Over for TjekDet afviser Jørgen T. Hammeken-Holm, der er departementschef for Departementet for Erhverv og Råstoffer i Grønland, da også, at der er nye projekter på vej.
“Det korte svar er nej,” skriver han i en mail.
Et igangværende projekt sat på pause
Der foreligger dog et igangværende projekt i Grønland, som et amerikansk selskab er involveret i, men det har været undervejs i flere år og er ikke nyt.
Det drejer sig om projektet i Nunap Qeqqa/Jameson Land i det østlige Grønland. Her findes tre eksisterende tilladelser til olieefterforskning, som også giver mulighed for senere at søge om udvinding.
Tilladelserne er givet til White Flame Energy A/S, et grønlandsk datterselskab, som ejes af det britiske råstofselskab 80 Mile. Det amerikanske olieselskab Greenland Energy Company er gået ind som investor og operatør på projektet og skal både finansiere efterforskningen og stå for selve boringerne. Ifølge DR og Danwatch har selskabet desuden knyttet flere personer med forbindelser til Donald Trump og det amerikanske forsvar til projektet.
Naalakkersuisut, Grønlands regering, besluttede i 2021, at der ikke gives nye tilladelser til olieefterforskning, men tilladelserne til White Flame Energy A/S blev givet i 2015 og 2018. Det fremgår af Naalakkersuisuts hjemmeside, som har en informationsside om projektet.
Planen var, at boringerne skulle gennemføres i vinteren 2026/2027. Men i august meddelte Naalakkersuisut, at det ikke kan lade sig gøre, fordi den nødvendige myndighedsproces ikke kan nå at blive afsluttet inden den planlagte borestart.
De planlagte boringer er dermed udskudt på ubestemt tid. Projektet er ikke opgivet, og myndighederne behandler fortsat selskabets ansøgninger, men det er endnu uvist, hvornår boringerne kan gennemføres.
Jon Rahbek-Clemmensen vurderer, at Donald Trumps udmelding bør ses i lyset af det kommende midtvejsvalg i USA, hvor han står til at få et nederlag og dermed miste sine indenrigspolitiske handlemuligheder.
“Præsidenten har gentagne gange lovet amerikanerne billigere brændstof, så han vil gøre alt for at give amerikanerne indtryk af, at han rent faktisk gør noget for at få priserne ned,” siger han.
TjekDet har spurgt Det Hvide Hus, hvilken efterforskning Donald Trump henviser til, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Hvis vi senere får et svar, vil denne artikel blive opdateret.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
