Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Tusindvis af danskere deler forkert påstand om Venstre-formands tidligere jobs

25. aug 2020 -
3 min læsetid
This describes the image
Foto: Jakob Ellemann-Jensen har aldrig løftet noget tungere end et ringbind, hævder facebookopslag. Venstreformanden selv kan godt komme på et par ting. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
  • Jakob Ellemann-Jensen var 27 år gammel, før han kom på arbejdsmarkedet, hævder populært facebookopslag
  • Men opslaget tager fejl
  • Inden Venstre-formanden tog hul på sit 28. år havde han både gjort karriere i Forsvaret og kortvarigt arbejdet fuldtid på en skrotplads i Københavns Sydhavn

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen fyldte hele 27 år, før han trådte ind på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det i hvert fald i et særdeles populært facebookopslag, der revser partiformanden for at kritisere regeringens forslag om en ret til tidlig pension

Budskabet om, at Jakob Ellemann-Jensen skulle have nølet med at komme i rigtigt arbejde, har fået flere end 12.000 facebookbrugere til at klikke på deleknappen.


Facebookopslag langer ud efter Venstres formand for at være sløv til at komme i arbejde. (Skærmbillede)

Og siden opslaget er lagt på det sociale medie, er det vist flere end 650.000 gange.

Sagen er bare den, at det ikke er korrekt, at Jakob Ellemann-Jensen var hele 27 år gammel, før han tiltrådte arbejdsmarkedet.

Forsvar og skrot

På Folketingets hjemmeside kan man se hvert af de folkevalgtes cv. Af Jakob Ellemann-Jensens fremgår det, at han som 19-årig i 1992 begynder i Forsvaret som værnepligtig.

Værnepligten tæller i øvrigt med i de år, man skal have tilbragt på arbejdsmarkedet for at kunne opnå tidligere pension, hvis det altså står til regeringen.

Jakob Ellemann-Jensen med bjørneskindhuen på hovedet og sin mor ved siden i vagtstuen på Amalienborg i sommeren 1994. (Foto: Privat)

Hvad der ikke fremgår af partiformandens cv på Folketingets hjemmesiden, er, at han inden soldatertiden arbejdede fire måneder på en skrotplads i Københavns Sydhavn. Det påpeger Jakob Ellemann-Jensen i en mail til TjekDet.

Det vidt delte opslag påstår også sarkastisk, at Venstre-formanden aldrig har løftet noget tungere end et ringbind. Men heller ikke den påstand er der bund i, skriver Jakob Ellemann-Jensen:

“Første gang, jeg arbejder fuldtid, er fire måneder hos Børge Kristiansen & søn – Jern og Metal i Københavns Sydhavn, mens jeg ventede på at starte i militæret. Her løfter man på en del tunge ting, samtidig med jeg lærte at køre gaffeltruck og bruge en skærebrænder.” 

Efter gymnasiet arbejdede Jakob Ellemann-Jensen i et par måneder hos Børge Kristiansen & søn – Jern og Metal i Københavns Sydhavn. (Foto: Privat)

“Derefter gik jeg ind i militæret, hvor jeg var værnepligtig menig og værnepligtig sergent i Den Kongelige Livgarde. Derefter blev jeg løjtnant i Sjællandske Livregiment og kampvognsdelingsfører. Her bærer man på maskingevær og dele til kampvogne, og de har det altså med at veje en del.”

“I 1996 bliver jeg så ved siden af mine studier premierløjtnant i Den internationale Brigade og tilbragte i den forbindelse de fleste af mine ferier i Forsvaret. I 1999-2000, da jeg var 26, var jeg udsendt som kaptajn i Bosnien-Herzegovina. Og da jeg så kommer hjem derfra, begynder jeg for første gang i min karriere at bære ringbind, da jeg startede som student i PWC,” skriver Jakob Ellemann-Jensen i mailen. 

I 1999-2000 var Jakob Ellemann-Jensen udsendt som kaptajn til Bosnien-Herzegovina. På billedet i kamp med juleanden. (Foto: Privat)

Facebookbrugeren bag opslaget forsvarer den upræcise skildring af Jakob Ellemann-Jensens arbejdsliv med, at det ikke er “en biografi over Jakob”:

“Desværre har han som mange andre ikke forståelse for, at andre mennesker har arbejdet hårdt siden den pure ungdom og derfor ofte er slidt efter 40 år på arbejdsmarkedet,” skriver brugeren, men medgiver dog, at “enhver udsendelse som soldat er hårdt både psykisk og fysisk.”

Opdateret 8. sep 2020