Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bekæmpelse af mis- og desinformation diskuteres i tre online paneldebatter

Forskning 5. nov 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Felicia Buitenwerf

Journalister, demokratieksperter og aktører fra tech-industrien diskuterer mis- og desinformation i tre online paneldebatter. Det er gratis at være med.

Af Maria Salomonsen

Er du interesseret i teknologi og demokrati?

Så skal du følge med mandag 8. november og torsdag 11. november, hvor Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) afholder tre online paneldebatter, hvor journalister, aktører fra tech-industrien og demokratieksperter skal diskutere teknologiens rolle i kampen mod mis- og desinformation.

Paneldebatterne er en del af optakten til Tech for Democracy, en større, virtuel konference om teknologi og demokrati, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod og minister for Udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen er værter. Den bliver afholdt digitalt den 18. november.

Days of Action

Optakten til Tech for Democracy-konferencen har fået navnet Days of Action og består af en række virtuelle workshops og paneldebatter i dagene op til 18. november.

De tre paneldebatter, som DIPD afholder, vil handle om forskellige aspekter af teknologi og demokrati. Den første debat kommer til at handle om, hvordan journalister kan afmontere mis- og desinformation i praksis. 

I den anden debat vil teknologieksperter fremhæve de nyeste teknologiske værktøjer, der kan hjælpe med at finde, afkode og begrænse mis- og desinformation. Her deltager også Kasper Sand Kjær, der er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet.  

Og i den tredje og sidste paneldebat går tre forskere i misinformation tættere på spørgsmålene om, hvad falske nyheder egentlig er, og hvordan det skaber mistillid til medierne. 

Der er lagt vægt på, at paneldebatternes deltagere kommer fra forskellige dele af verden og beskæftiger sig med teknologi og demokrati både i teori og i praksis. 

“På den måde får man flest perspektiver på problemet,” siger Maia Kahlke Lorentzen, der er konsulent for DIPD, til TjekDet. Hun arbejder til daglig med området som rådgiver og ekspert. 

Tech for Democracy

Tech for Democracy er et initiativ under Udenrigsministeriet, der har til formål at holde tech-firmaer og regeringer verden over ansvarlige for, hvordan den digitale verden reguleres. Det er et samarbejde mellem repræsentanter for regeringer, internationale organisationer, tech-industrien og forskere, som vil arbejde på projektet det kommende år. 

Initiativet skal sætte fokus på, hvordan teknologi kan bruges i demokratiets tjeneste, og hvordan vores samfund kan blive mere modstandsdygtige over for mis- og desinformationskampagner. 

Teknologi kan nemlig både være en fordel og en ulempe for demokratiet, lyder det fra Lisbeth Pilegaard, der er direktør for DIPD.

“Vi ser frem til paneldebatterne i næste uge. Teknologi er fantastisk til at understøtte dialog, men det bruges jo også af autokrater og andre, der ikke støtter en demokratisk tankegang.” 

Derfor er der også inviteret politikere til at overvære konferencen, så de kan blive klogere på, hvordan teknologi kan bruges til at styrke demokratiet. 

”Vi arbejder jo for at styrke det repræsentative demokrati globalt, og vi oplever dagligt, at politikere er under pres, når det gælder spredning af desinformation og hadtale,” siger Lisbeth Pilegaard. 

Både Days of Action og Tech for Democracy-konference er åbne for alle og foregår på engelsk. Man kan tilmelde sig til DIPD's paneldebatter for Days of Action her, og til Tech for Democracy-konferencen her.