Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nordiske faktatjekmedier og universiteter sparker gang i fælles indsats mod misinformation

Forskning 17. sep 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Fire universiteter og fire faktatjekmedier - herunder TjekDet - fra de nordiske lande lancerede i denne uge nyt samarbejde, der skal munde i en større fælles indsats mod misinformation i Norden. Samarbejdet er døbt NORDIS. Foto: Maskot/Ritzau Scanpix

Forskere og faktatjekkere i Norden lancerede i denne uge et samarbejde om indsats mod misinformation. TjekDet og Aarhus Universitet repræsenterer Danmark.

Af Maria Salomonsen

Et nyt samarbejde mellem nordiske faktatjekmedier og forskere er blevet lanceret. Projektet hedder NORDIS, som står for The NORdic observatory for digital media and information DISorder. Fra Danmark deltager Aarhus Universitet og TjekDet.

Lanceringen foregik onsdag den 15. september som en online livestream, hvor initiativtageren til projektet, professor Anja Bechmann, sad som tovholder. Hun ser frem til samarbejdet mellem faktatjekkere og forskere, som NORDIS lægger op til.  

“Vores faktatjek-partnere ser ligheder i, hvordan falsk information bliver spredt i de nordiske lande. I Norden bruger en langt større del af befolkningen sociale medier, end man gennemsnitligt gør i Europa. Det gør den ellers veluddannede og tillidsfulde nordiske befolkning mere modtagelig for falsk information, der er spredt via sociale medier,” sagde Anja Bechmann ved lanceringen. 

Undervejs fik forskerne lejlighed til at præsentere sig selv og forklare deres bidrag til projektet.

Bestyrelsesformand for det tværnationale faktatjekforbund, European Digital Media Observatory (EDMO), Madeleine de Cock Buning understregede vigtigheden af at fortsætte med at forske i, hvordan disinformation påvirker Europa. 

“Det er på tide, at vi tager vores arbejde til et højere niveau,” sagde hun ved lanceringen.

Artiklen fortsætter under videoen...

 

Formanden for Nordisk Ministerråd og finske forsvarsminister Antti Kaikkonen var blandt hovedtalerne ved onsdagens lancering. Han ser det nye nordiske initiativ som endnu et eksempel på, hvordan landene i regionen igen og igen finder sammen om at beskytte landenes tillidsbaserede samfund, og hjælpe hinanden, når det brænder på.

”Vi i de nordiske lande er hinandens nærmeste venner. Både i det daglige og i svære situationer. Det er noget, jeg har lært i l mine år som parlamentsmedlem. Og jeg har lært at respektere dette endnu mere som forsvarsminister. Når der sker noget alvorligt, er nogle af de første, vi ringer til, vores nordiske kolleger,” sagde Antti Kaikkonen.

Han henviser blandt andet til evakueringen af borgere i Afghanistan forleden, hvor de nordiske lande var i tæt kontakt og hjalp hinanden.

I den ånd ser han frem til, hvordan NORDIS-projektets arbejde med at dæmme op for misinformation inden for og på tværs af de nordiske grænser, også kan blive et eksempel på en fælles indsats, der kommer alle landene til gode.

Som en del af lanceringen havde faktatjekkerne fra Danmark, Norge, Sverige og Finland i samarbejde lavet en kort video for at demonstrere, hvordan hvert faktatjekmedie vil kunne bidrage til at faktatjekke en påstand, der er udbredt på tværs af landegrænser.

Ud over Aarhus Universitet og TjekDet består NORDIS af et universitet og et faktatjekmedie fra hvert af de nordiske lande. Det er Bergen Universitet i Norge, Uppsala Universitet i Sverige, Helsinki Universitet i Finland, mediet Faktisk fra Norge, det svenske Källkritikbyrån og finske Faktabaari

Du kan se hele lanceringen af NORDIS i videoen herover. Den varer cirka 50 minutter.

Om projektet

NORDIS har til formål at danne et grundlag for samarbejde mellem forskere og faktatjekkere, der udmønter sig i ny viden, teknologiske løsninger, anbefalinger til journalistisk praksis samt værktøjer, som undervisere kan bruge til at styrke den digitale dannelse blandt elever og i den brede offentlighed
 

Vildledende og falsk indhold, der spreder sig i de nordiske lande, er ofte de samme eller har samme karakter, hvorfor et samarbejde som NORDIS kan spille en nøglerolle til at dæmme op for misinformation og desinformation i regionen
 

Projektet skal også tilvejebringe anbefalinger, der kan danne grundlag for en offentlig debat om, hvordan der kan dæmmes op for spredning af misinformation
 

NORDIS er finansieret af en toårig bevilling på i alt 1,5 millioner euro
 

Bag bevillingen står det overnationale samarbejdsprojekt European Digital Media Observatory (EDMO), der er etableret som en del af af EU's handlingsplan mod misinformation og desinformation