Ny forskning: Vi vil hellere latterliggøre nettets 'sølvpapirshatte' end bygge bro
Et nyt studie fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet af danske tweets om mundbind sætter spørgsmålstegn ved de sociale mediers rolle som en platform for demokratisk debat og udveksling af information.
Demokratiet bygger i vid udstrækning på en forestilling om, at vi som borgere kan diskutere frit på et nogenlunde fælles og oplyst grundlag.
Men hvad sker der med den ’demokratiske samtale’, når andre mennesker spreder vrangforestillinger og misinformation? Netop det spørgsmål undersøger studiet, der med Twitter og corona-pandemien som udgangspunkt har analyseret spredning og imødegåelse af misinformation om mundbind.
Konklusionen er set med demokratiske briller ikke opmuntrende, vurderer professor Rebecca Adler-Nissen, der er en af fem forskere bag studiet:
”Vi har generelt en forestilling om, at netop folk, der gerne vil korrigere misinformation, også er dem, der holder fast i det faktuelle. Men vores studie viser, at de fleste i stedet vælger at latterliggøre dem, der spreder forkert information. Man bygger ikke bro eller inviterer folk til at ændre forestillinger. Svaret på misinformation bliver i stedet en lidt bedrevidende markering, hvor det mere handler om at nedgøre modparten og fremhæve sig selv.”
Læs mere om studiet her.
Find forskningsartiklen på engelsk her.