Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bølgen af illegale kasinoer fortsætter på Facebook

Fup og spam 7. aug 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
En bølge af annoncer for falske onlinekasinospil dukker i øjeblikket op i danske facebookbrugeres feed. Det sker blandt andet med det æggende spørgsmål: "Har du ingen penge?". Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Flere illegale kasinoer forsøger fortsat at lokke danskere ind på deres hjemmesider via en bølge af annoncer på Facebook.

  • TjekDet har tidligere afdækket, hvordan de illegale kasinoer forsøger at nå danskerne, og spillemyndigheden har blokeret flere af dem.

  • Men TjekDets research viser, at annoncerne for illegale kasinoer fortsat florerer i stort omfang.

  • Blandt andet bliver den kendte rapper Drake brugt som blikfang i nogle af annoncerne.

 

Efter TjekDets artikler om illegale kasinoer tidligere på sommeren udsendte Spillemyndigheden en pressemeddelelse, hvor de meddelte, at de havde fået blokeret 178 kasinosider, som opererede ulovligt på det danske marked. Det var det højeste antal blokeringer siden 2012.

 

Men det har tilsyneladende ikke stoppet de illegale kasnoer.

 

I utallige annoncersom netop nu kører på Facebookbliver danske Facebook-brugere lovet store vinderchancer samt store velkomstbonusser.

 

“Har du ikke penge? Tilmeld dig og få 170 kroner”, lyder det blandt andet i en af annoncerne.

 

I annoncerne ser man enten videoer af kendte kasinospil eller kendte personer, som skal forsøge at skabe troværdighed omkring kasinosiderne, men i virkeligheden havner man på sider, som opererer illegalt i Danmark.

 

I forbindelse med vores tidligere artikler oplyste Spillemyndigheden i Danmark, at spillere, der benytter ulovlige spilsider, risikerer at lide betydelige økonomiske tab.

 

Tjekdet
Her er en af annoncerne, der lige nu cirkulerer på TjekDet. Følger man opfordringen til at tilmelde sig, er der risiko for store økonomiske tab. Foto: Skærmbillede fra Facebook

Drake som blikfang

I vores tidligere artikler blev kendisser som Christian Eriksen blandt andet brugt som blikfang. 

I den nye bølge har TjekDet blandt andet fundet et eksempel med den kendte rapper Drake, som i et manipuleret klip fortæller, at han har lavet casinosiden “Drakecash.com”, hvor man får 1000 dollars i velkomstbonus, som man enten kan spille for eller bare udbetale til sig selv.
 

Vi har også fundet annoncer for kasinoet “oscarspin89” som på deres hjemmeside lover en velkomstbonus på op til 45.000 kroner, mens kasinosiden “casoo45også forsøger at lokke danskere ind via Facebook.


Ovenstående kasinosider opererer illegalt i Danmark og har ikke har tilladelse til at udbyde spil i Danmark. De er derfor ikke overvåget af myndighederne, hvilket betyder, at spillernes rettigheder ikke er beskyttet, når de spiller på siderne.
 

Er du i tvivl om, hvorvidt en kasinoside har licens i Danmark, så kan du altid tjekke det på Spillemyndighedens hjemmeside.

 

Lukkede 178 kasinosider

I Danmark er det Spillemyndigheden - en styrelse under Skatteministeriet - der regulerer spillemarkedet. Styrelsen er ansvarlig for at udstede spillelicenser og fører tilsyn med spillemarkedet.

Udover at blokere 178 kasinosider, har Spillemyndigheden oplyst til TjekDet, at de samarbejder med Facebook og Google om at fjerne annoncer, som leder ind til illegale sider.

Men de illegale sider florerer altså fortsat i stort omfang. Meta, som ejer Facebook, har i forbindelse med TjekDets afdækning erkendt, at de har svært ved at stoppe annonceringen. 

"En effektiv indsats mod organiseret svindel kræver en bredere indsats på tværs af brancher. Vi ved, at vores håndhævelse ikke altid er perfekt, og derfor investerer vi ikke kun i forbedringer af vores detektionsteknologi, men arbejder også sammen med politiet for at støtte efterforskninger og holde svindlere væk fra vores platforme”.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 1. dec 2025

Vil du vide mere?