Pizzaria i Silkeborg offer for falsk konkurrence om biografbilletter
-
Pizzaria i Silkeborg udlodder tilsyneladende biografbilletter i konkurrence på Facebook
-
Men det er fup og svindel, advarer Alanya Pizza Silkeborg
-
Konkurrencen er slået op på en side, der har samme navn som pizzariaet
“Vind en biograftur for 2. Incl popcorn og sodavand ?☀️??”
Sådan lyder indledningen til en konkurrence på Facebook, der er slået op den 19. marts 2022 af “Alanya Pizza Silkeborg”. Og det er tilsyneladende ganske let at deltage.
“Tag den person du vil invitere med. Del og like opslaget. Vi finder vinderen på mandag,” fortsætter opslaget.
Men de omkring 140 personer, der i skrivende stund har budt ind med et lod i konkurrencen, kommer formodentlig til at kigge langt efter billetterne. Alanya Pizza har slet ikke noget med konkurrencen at gøre.
“En fake profil er i omløb med en konkurrence om biografbilletter. Dette har intet med Alanya Pizza at gøre. Det er en fake profil,” advarer det silkeborgensiske spisested.
Både den falske og den ‘ægte’ facebookside for pizzariaet hedder “Alanya Pizza Silkeborg”. Men hvor den falske kun har sølle 12 følgere og er oprettet den samme dag, som konkurrencen er slået op, har pizzariaets rigtige side 11.800 følgere og ti år på bagen.
Grafik: Nathalie Damgaard Frisch
Et trick brugt i årevis
Det er langt fra første gang, at svindlere opretter facebooksider, hvor de misbruger kendte virksomheders navn og logo. Og udlodning af biografbilletter er også svindlernes typiske fup-gevinst.
Hvad er så deres mål? Det er at få snablen ned i din bankkonto.
Som nævnt bliver du opfordret til at dele opslaget og kommentere, hvorefter 'deltagerne' kontaktes og bliver bedt om at betale for en eller anden ydelse, for overhovedet at deltage i konkurrencen. Det er da også, hvad der sker i dette tilfælde.
På Alanya Pizza Silkeborgs rigtige facebookside, er der flere, som deler skærmbilleder af de beskeder, som de modtager, kort efter de har kommenteret konkurrencen.
Beskederne sender svindlerne via Facebooks beskedtjeneste Messenger, hvor de blandt andet skriver:
"Grundet ny dansk lovgivning er du desværre selv påkravet at betale fragten på 9 kr,” står der ordret i beskeden.
Men det noget vås. Der findes naturligvis ikke en lov om, at vindere af et gavekort, selv skal betale for porto. Det er måske også nærliggende at konkludere, at i denne digitale tidsalder, vil gavekort oftest blive fremsendt elektronisk, hvor der som bekendt ikke kræves porto.
Etablerede virksomheder lover ikke først noget væk gratis for så pludselig at bede deltagerne betale. I øvrigt må virksomheder slet ikke opfordre brugere på sociale medier til at dele deres opslag.
I virkeligheden binder du dig til et abonnement
Opkrævningen af ‘falske porto’ er det springende punkt for svindlen. Du vil nemlig blive bedt om at udlevere betalingskortoplysninger, så svindlerne får mulighed for at trække løs på din bankkonto.
Det foregår ved, at du skal klikke på et link i beskeden, der sendes til dig via Messenger. Herefter kommer du videre til en hjemmeside med en mystisk www-adresse. Kigger man godt efter, står det klart, at ikke alene er man tilsyneladende (ikke) ved betale for gavekortet, man er også ved at tegne abonnement på en tjeneste, der slet ikke beskrives. Altså, du tegner abonnement på noget, du ikke aner, hvad er.
Med småt står der kun på siden:
“Takket være dit medlemskab deltager du også i vores konkurrence for at vinde en filmbilletter”.
Så du er altså ikke kun ved at betale ‘porto’. Du er også ved at binde dig til at betale for et abonnement på et eller andet ikke nærmere defineret. Og så kan svindlerne ellers hæve løs - måned efter måned.
Er du kommet til at udlevere dine bankoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.