Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Facebook bekræfter: Dit nyheds-feed ændrer sig i disse dage

Indsigt 30. jan 2018  -  3 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Facebooks stifter og direktør Mark Zuckerberg annoncerede den 12. januar nye store ændringer af det sociale medies algoritme. Målet er, at du skal se flere opdateringer fra venner og familie, når du er på Facebook. Og der gik ikke mange dage, før der kom handling bag ordene. Den første del af ændringerne er allerede nu rullet ud til de danske brugere, bekræfter Facebook overfor TjekDet.dk.

Fremover skal Facebookbrugerne have mere "informativt og underholdende indhold" fra vennerne, lyder budskabet. Dermed er det ikke længere det sociale medies mål at vise sine over to milliarder brugere, hvad der hidtil er blevet kaldt "relevant indhold". I stedet prioriteres nu indhold, der skaber "samtaler og meningsfulde interaktioner mellem mennesker". Det er især indhold, der skaber debat i brugernes virtuelle vennekreds.

"Et af vores store fokusområder i 2018 er at sikre, at den tid vi tilbringer på Facebook også er godt brugt. For at kunne gøre det, vil vi forudsige, hvilke opslag du måske vil reagere på sammen med dine venner, og give de opslag større opmærksomhed i dit nyheds-feed. Det kan være opslag, der skaber frem-og-tilbage-samtaler i kommentarfelter og opslag, som du måske vil dele," oplyste Mark Zuckerberg tidligere på måneden.

Facebook skeler nu mindre til, hvornår dine venner har lagt et opslag på nettet. Det væsentlige er ikke så meget, om et opslag er nyt. Derimod viser dit nyheds-feed nu først opslag fra dine virtuelle venner, som andre af dine venner ’synes godt om’, deler eller kommenterer.

Det betyder også, at du bliver mødt af opslag, der kan være flere dage gamle, mens nyere opslag måske først dukker op senere i dit nyheds-feed.

Organisk indhold er det nye sort

Når flere af dine venner reagerer på det samme opslag, så taler Facebook om ’organisk rækkevidde’. Det vil sige opslag, der får stor opmærksomhed i din vennekreds uden, at der er betalt penge til Facebook for at få opslaget spredt til så mange som muligt. Og det er netop det ´organiske indhold´, som brugerne nu har fået mere af.

Til gengæld får du mindre indhold fra for eksempel medievirksomheder, organisationer og foreninger.

Det gælder også TjekDet, hvor antallet af læsere, der klikker sig ind på www.tjekdet.dk fra et opslag på Facebook, er faldet den seneste halvanden uges tid. Det samme melder andre danske medier, der oplever, at følgerne af deres Facebooksider ikke reagerer i samme omfang som for bare to uger siden.

Mark Zuckerberg har da heller ikke lagt skjul på, at brugerne fremover vil se mindre indhold fra de virksomheder, mærkevarer og medier, som de følger, ligesom opslag med clickbait-overskrifter og falske nyheder vil blive nedprioriteret endnu mere.

Men ifølge Facebook vil for eksempel medierne kunne få noget af trafikken tilbage, hvis deres opslag vitterlig har til formål at skabe - og rent faktisk skaber - "meningsfulde" debatter i brugernes vennekreds på det sociale medie.

Der er en bagdør

Er du ikke helt tilfreds med den nye rækkefølge og prioritering af opslag i dit nyheds-feed, så kan du selv lave nogle justeringer.

Både computer- og mobilversionen af Facebook har stadig valgmuligheden "seneste", der ændrer rækkefølgen af opslag i dit newsfeed, så den i højere grad viser de nyere opslag først. Men den skal du klikke på, hver gang du åbner Facebook.

Vil du være helt sikker på ikke at overse opslag fra dine foretrukne Facebooksider, så er der en nem måde at gøre det på. Gå ind på for eksempel TjekDets Facebookside og klik på knappen "Følger". Nu kan du angive, at opdateringer fra TjekDet fremover skal være blandt de første, der vises, når du åbner Facebook.

Vi vil formodentlig se flere ændringer i den rækkefølge og prioritering, som Facebook bruger til at præsentere opdateringer på. Første fase i justeringen af de danske brugeres nyheds-feed er nemlig endnu ikke gennemført fuldt ud.

LÆS OGSÅ: Nu skal du bruge tiden fornuftigt på Facebook og komme tættere på dine nærmeste

LÆS OGSÅ: 60 dages fængsel for hadefuld kommentar på Facebook

LÆS OGSÅ: Facebook blæser til kamp mod falske nyheder i Danmark

LÆS OGSÅ: Facebook går jo ikke væk, så hvad gør vi så?

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023