Falck overdriver ulykker og brande med manipulerede billeder
-
Flere lokale Falck-facebooksider bruger kunstig intelligens til at generere billeder, der skal vise de situationer, de rykker ud til.
-
Nogle af billederne gør ulykker og brande værre, end de er.
-
Eksperter undrer sig over Falcks brug af kunstig intelligens, fordi det kan rykke ved borgernes tillid.
-
Falck oplyser, at de er i gang med at indskærpe politikken om brug af kunstig intelligens over for alle lokale afdelinger.
Voldsomme flammer er ved at æde et skib op på havnen i Hirtshals i Nordjylland.
Flere brandfolk fra Falck står ved havnekajen og forsøger forgæves at få bugt med ildebranden, mens sort røg stiger til vejrs.
Det er i hvert fald det indtryk, man får i et nu slettet facebookopslag fra Falck Hirtshals fra den 19. marts 2026.
Men billedet er genereret med kunstig intelligens og illustrerer ikke det faktiske forløb, der udspillede sig på havnen i Hirtshals torsdag den 19. marts.
Branden var nemlig ikke så kraftig, som det fremgår af billedet.
I en artikel fra Nordsøposten fra samme aften kan man læse, at Falck rigtignok rykkede ud med flere udrykningskøretøjer efter meldinger om brand på et fartøj. Opmærksomme forbipasserende så kraftig røg stige op fra en fiskekutter ved kajen, står der i artiklen.
Videre kan man læse, at da brandfolkene fik adgang til kutteren, viste det sig, at der ikke var tale om åbne flammer, men at røgen stammede fra et oliefyr, der havde slået teknisk fejl. Brandfolkene fik derefter hurtigt styr på situationen, og der var ikke behov for en større slukningsindsats, som Falcks facebookopslag ellers givet indtryk af.
Og det er ifølge flere eksperter, TjekDet har talt med, problematisk, at Falck bruger billeder genereret med kunstig intelligens til at overdrive situationer, de rykker ud til.
“Det er problematisk, fordi Falck er en del af beredskabet, så det er ret vigtigt, at vi har tillid til dem. Når Falck bruger kunstig intelligens til at skabe fotorealistiske billeder, der ikke viser de faktiske omstændigheder, taler det lige ind i diskussionen om mis- og desinformation og tillid til myndighederne,” siger Sille Obelitz Søe, der er lektor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i informationsetik.
På Falck Hirtshals' facebookside kunne man den 19. marts se dette billede, der angiveligt viste en aktion på havnen i Hirtshals. Billedet er dog AI-genereret og viser noget lidt andet end det, der skete i virkeligheden. Opslaget er siden blevet taget ned Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Flere eksempler
Det kunstigt genererede billede fra havnen i Hirtshals er ikke det eneste eksempel på, at lokale Falck-facebooksider bruger kunstig intelligens til at illustrere de hændelser, de rykker ud til.
TjekDet har fundet over 10 opslag fra lokale Falck-facebooksider, hvor billederne er genereret med kunstig intelligens. Nogle af billederne er forholdsvis nemme at gennemskue, fordi de er genereret som en tegning eller et maleri, mens andre er fotorealistiske og nemt kan forveksles med et ægte billede.
Facebooksiderne Falck Aarup og Falck Nyborg deler for eksempel begge et billede af en bil i brand, som de har været rykket ud til. Branden fremstår meget voldsom med store flammer og den ene bil er mere udbrændt end den anden. Begge sider angiver dog i teksten, at billedet er AI-genereret, og Falck Nyborg skriver, at billedet ikke har noget med den aktuelle indsats at gøre.
Falck Aarup deler også et andet opslag med et AI-genereret billede, der viser flere brandfolk, der tilsyneladende er ved at vurdere alvorligheden af et brud i en gasledning.
Endnu et eksempel er Falck Sindals facebookside, der deler et kunstigt genereret billede af to udrykningskøretøjer, der holder ved udbrændte shelters. Samme side deler også et falsk billede af en traktor i brand. Falck Assens deler et AI-genereret billede af fem udrykningskøretøjer, der kæmper for at slukke en brand i en gård. Også her fremstår branden som meget voldsom.
Flere af Falcks lokalafdelinger har i flere tilfælde delt AI-genererede billeder på Facebook. Her er det Falck Aarup og Falck Nyborg, der beretter om hændelser i deres lokalområder og illustrerer dem med dramatiske AI-billeder. Fotos: Skærmbilleder af Facebook.
Eksperter og brugere undrer sig
Thessa Lindof, der er lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet, mener, at det er underligt, at Falck-sider bruger AI til at lave opslag på Facebook, fordi det kan lede til en normalisering af brug af vildledende AI-genererede billeder fra tillidsbaserede virksomheder og myndigheder.
“Hvis vi bliver vant til, at billeder ser ud på den måde og tekst laves af AI, så bliver muligheden for at manipulere med billeder og tekst og dermed information endnu større end det allerede er i forvejen,” siger hun og tilføjer, at Facebook og andre online platforme favoriserer sensationelle opslag med billeder modsat opslag med ren tekst uden billeder.
I det hele taget har hun svært ved at forstå, hvorfor Falck har behov for at bruge AI til at oplyse om deres arbejde.
“Hvad er meningen? At skaffe flere brugere eller kunder? At skabe opmærksomhed? Hvis ja, så er AI genererede billeder selvfølgelig en billig måde at gøre det på. Men om det øger tilliden til virksomheden? Måske på et tidspunkt, hvor vi alle er blevet vant til, at verden vises på den måde.”
Sille Obelitz Søe bemærker også, at nogle brugere i kommentarsporet undrer sig over, hvorfor Falck bruger AI-genererede billeder.
“Det kan rykke ved borgernes tillid, hvis de myndigheder, som skal hjælpe os, når vi har brug for det, bruger sensationelle glansbilleder til at vise deres arbejde, og når vi taler beredskabet, er det nogle gange alt andet end glamourøse hændelser, de rykker ud til,” siger hun.
TjekDet har spurgt Falck, hvorfor de bruger billeder genereret med kunstig intelligens i opslag på Facebook.
“Det er imod Falcks politik at anvende AI-genererede billeder til kommunikation. I Falck er vores retningslinjer, at vi bruger autentiske billeder for at sikre fuld gennemsigtighed og for at bevare den høje tillid, vi er afhængige af. Som en stor organisation med 25.000 engagerede medarbejdere, er det en løbende proces at sikre, at alle kender og efterlever vores retningslinjer, og vi er i gang med at indskærpe politikken over for alle lokale afdelinger,” skriver Falck i en mail.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.



