Falske rygter på sociale medier nærer frygt for nyt stormløb på spansk territorium
-
Marokkanske myndigheder frygter endnu et stormløb af migranter mod den spanske eksklave Ceuta.
-
På sociale medier bliver marokkanske migranter opfordret til at krydse grænsen til Ceuta den 15. august.
-
TjekDet har identificeret flere opslag og grupper på sociale medier, som bestyrker mistanken om et nyt stormløb den 15. august.
-
Nogle af opfordringerne indeholder misinformation om, at den spanske grænse vil være ekstraordinært åben i et specifikt tidsrum den 15. august.
Marokkanske myndigheder frygter endnu et stormløb af migranter mod den spanske eksklave Ceuta og skærper derfor kontrollen ved grænseovergangen.
Det sker ifølge myndighederne på baggrund af endnu en bølge af opslag og beskeder på sociale medier, hvor der opfordres til at forsøge at krydse grænsen til Ceuta – og i øvrigt også en anden spansk eksklave, Melilla – den 15. august.
I nogle tilfælde indeholder opfordringerne forkerte oplysninger om, at der vil være fri passage ved grænseovergangene fra klokken 10 til klokken 23 den 15. august.
TjekDet har gennemgået sociale medier og internetsider og fundet flere af de opslag, som kan have fået marokkanske myndigheder til advare mod et nyt stormløb mod Ceuta.
Det drejer sig blandt andet om flere arabiske opslag i marokkanske Facebook-grupper og Instagram-profiler, hvor datoen den 15. er nævnt, eller hvor brugere spørger, hvad der sker den 15. august. I nogle Facebook-grupper deler marokkanere også WhatsApp-grupper med datoen 15. august som en del af gruppens navn.
Visum til EU
I migranternes facebookgrupper rumsterer en masse forskellige links i kommentarsporene.
Klikker man ind på dem, møder man hjemmesider på arabisk, der beskriver, hvordan man let kan få sig visum til en række europæiske lande. Men der er tale om misinformation, for marokkanere kan ikke uden videre få visum til EU-lande.
TjekDets research viser, at flere af hjemmesiderne har samme ophavsmænd: Og det er tilsyneladende marokkanere, der på den ene eller anden måde lukrerer på at vildlede desperate landsmænd om, at de kan få visum til Europa.
På hjemmesiderne findes nemlig en såkaldt “ads.txt”-fil, så hjemmesidens samarbejdspartnere kan identificere siden automatisk med henblik på reklameindhold.
Flere af hjemmesiderne deler et såkaldt AdSense ID. Det betyder, at reklameindholdet på de forskellige sider administreres fra den samme konto. Den konto har tidligere været brugt til at administrere reklameindhold på en marrokansk madblog, som nu er lukket. Ligeledes har kontoen tidligere været brugt til reklameindhold på en marokkansk arkitekturblog. Det peger på, at marokkanere står bag.
Svømmefødder til salg
Også menneskesmuglerne lader til at melde sig ind i de grupper på sociale medier, hvor marokkanere planlægger at tage turen til Spanien.
Profiler, der er oprettet i løbet af den seneste måned, lægger i grupperne videoerne ind af motorbåde ledsaget med en tekst om, at der snart er afgang, prisen er rimelig og skriv til mig privat. Andre poster billeder af deres båd og skriver, at der er en vej ud af ørkenen.
Videoer og opslag i migrantgrupper antyder, at man for en "rimelig pris" blandt andet kan komme med båden her inden for de næste par dage. Billede: Skærmbillede fra Facebook.
I andre tilfælde forsøger brugere at sælge svømmefødder eller oppusteligt udstyr, som migranterne kan bruge i forsøget på at svømme uden om afspærringerne i vandet mellem Marokko og Ceuta. Det er dog langt fra et nyt fænomen, at mulige menneskesmuglere laver opslag i migranternes facebookgrupper, ligesom der længe har været annoncer for forskelligt svømmeudstyr.
Åbne grænser i få timer
Rygterne om de åbne grænser den 15. august begyndte allerede at florere på sociale medier i dagene efter den seneste migranstrøm fra Marokko til Ceuta den 30 juli.
Det skriver det spanske faktatjekmedie Maldita, som har fundet eksempler i fire WhatsApp-grupper, ti Facebook-grupper og på flere end 50 Instagram-konti.
I mange af beskederne og opslagene står der intet om, hvorfor den 15. august er en særligt oplagt dag at krydse grænsen på, men i enkelte opslag får man den påståede forklaring.
I et Instagram-opslag, som ifølge Maldita cirkulerede på sociale medier, fremgår et billede af Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, og en tekst på arabisk, hvor der står følgende:
Det er blandt andet i Instagramopslaget her, at premierminister Pedro Sánchez bliver fejlciteret. Billede: Skærmbillede fra Instagram.
"Erklæring udsendt af den spanske regering: 'Det er blevet besluttet at åbne grænseovergangene midlertidigt den 15. august og i en bestemt periode på højst 15 timer, fra kl. 10.00 til 23.00, for at imødekomme nødsituationer og lette bevægelsen af akkumuleret trafik."
Instagram-opslaget bliver ifølge Maldita også delt i en WhatsApp-gruppe, hvor marokkanere diskuterer de bedste tidspunkter og metoder til at nå spansk territorium.
Over for Maldita slår den spanske regerings kommunikationsafdeling i øvrigt fast, at grænseovergangene mellem Spanien og Marokko i udgangspunktet altid er åbne, men at det ikke betyder, at der er ukontrolleret passage. Personer, der ønsker at krydse grænsen, skal således gennem sædvanlige dokumentations- og sikkerhedsprocedurer.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.
Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

