Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kan man modtage penge fra Novo Nordisk Fonden og være uafhængig ekspert?

Indsigt 4. apr 2024  -  5 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • De ti mest citerede forskere inden for overvægt og diabetes har økonomiske forbindelser til enten Novo Nordisk A/S eller Novo Nordisk Fonden.

  • Men er der forskel på, om man modtager støtte fra det ene eller det andet selskab i forhold til en eventuelt interessekonflikt?

På TjekDet har vi netop afdækket, at de ti mest citerede fedmeforskere alle har økonomiske forbindelser til Novo Nordisk. I den forbindelse pegede flere af forskerne på, at der er forskel på, hvorvidt man modtager støtte fra Novo Nordisk A/S, der blandt andet producerer Wegovy, eller Novo Nordisk Fonden, der er en almennyttig fond.

Mens alle ti forskere har fået økonomiske bevillinger fra Novo Nordisk Fonden, så har fem af dem også modtaget honorarer direkte fra Novo Nordisk A/S. Det har de modtaget enten for undervisning eller for at sidde i advisory boards tilknyttet Novo Nordisk. 

Selvom der er forskel på virksomheden og fonden, peger eksperter på, at interessekonflikterne overlapper.

“Når man ser på, hvad Novo Nordisk Fonden finansierer af forskning, så er det jo i høj grad emner, som firmaet Novo Nordisk har en potentiel økonomisk interesse i. Så nej, jeg synes ikke, der er forskel på, om man har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden eller firmaet Novo Nordisk. I begge tilfælde må det betragtes som interessekonflikter, som skal deklareres,” siger Karsten Juhl Jørgensen, som er professor på Cochrane Denmark ved Syddansk Universitet 

Novo Nordisk Fonden beskriver selv, hvordan de opretholder en ‘armslængderelation’ til Novo Nordisk A/S, og at de som led i det blandt andet har to særskilte bestyrelser, som er uafhængige af hinanden. 

Karsten Juhl Jørgensen er imidlertid ikke overbevist om, at der er vandtætte skotter.

“Hvis det var skotter i en båd, så er jeg ikke sikker på, at det var en båd, jeg havde lyst til at tage en sejltur i," siger Karsten Juhl Jørgensen.

Han peger blandt andet på, at der er personsammenfald på tværs af fonden og selskaberne i Novo-gruppen. Det kommer til udtryk ved, at der er personer, som sidder i bestyrelsen i både Novo Nordisk Fonden og Novo Holdings, der har aktiemajoriteten i Novo Nordisk A/S: 

“Hvis man virkelig gerne ville holde sig uafhængig, må det være mere hensigtsmæssigt at vælge nogen udefra til bestyrelsen og ikke personer, som har næsten hele deres karriere i Novo Nordisk”.

Hvordan tjener fonden penge?

Strukturen i Novo Nordisk Fonden er ikke særegen i dansk sammenhæng - den ligner på mange måder den, der findes i andre store danske fonde som LundbeckFonden, Carlsbergfondet og A. P. Møller Fonden.

Ifølge Rasmus Kristian Feldthusen, professor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, betyder det, at man rent juridisk skelner mellem Novo Nordisk A/S og Novo Nordisk Fonden, når man ser på deres struktur. 

Han fortæller dog, at fonden og selskabet alligevel er knyttet sammen på to måder. For det første fremgår det af fondens vedtægter, at fonden skal udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af Novo Nordisk A/S. Det er den væsentligste forbindelse mellem de to. 

“Derudover har fonden og selskabet en selskabsretlig forbindelse i form af, at Novo Nordisk Fonden nu via holdingselskabet Novo Holdings har stemmemajoriteten i Novo Nordisk A/S. Novo Nordisk Fonden har altså bestemmende indflydelse i Novo Nordisk A/S,” siger Rasmus Kristian Feldthusen.

 


Christoph Houman Ellersgaard, lektor og magtforsker på Copenhagen Business School (CBS), peger på, at denne tilknytning kan risikere at have indflydelse på, hvilken type forskning, der modtager støtte fra fonden. 

“Man kan komme i tvivl om, hvorvidt fonden også bliver brugt til at tjene virksomhedsinteresser ved særligt at forske i områder eller producere viden, som senere kan patenteres eller bruges af startups, som Novo Nordisk A/S senere kan opkøbe. Altså bliver fonden på en eller anden måde en del af virksomhedernes research and development-strategi," siger han.

Forskerne er splittet

Blandt de fedmeforskerne, som modtager støtte fra Novo Nordisk Fonden eller Novo Nordisk A/S  er der delte meninger om, hvor stor betydning, det har for en eventuel interessekonflikt, om man modtager støtte fra Fonden eller virksomheden. 

“Novo Nordisk Fonden bør jo have et armslængdeprincip til Novo Nordisk A/S, men i praksis er der ikke vandtætte skotter, når en fond får midler fra et firma,” lyder det fra Bente Klarlund Pedersen, som er professor, overlæge og centerleder på TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

“Selvom der formelt er et armslængdeprincip, er der en tendens til ikke at ville bide den hånd, der fodrer én”

En anden af forskerne, Rasmus Køster-Rasmussen, som er praktiserende læge og lektor ved Forskningsenheden for Almen Medicin på Københavns Universitet, skelner personligt  mellem de to selskaber, når det kommer til en potentiel interessekonflikt ved at optræde i medierne. 

Problematikken opstår, når du får penge ned i lommen udover din løn fra universitetet eller hospitalet,” siger han.

Rasmus Køster-Rasmussen anerkender, at der er en vis grad af afhængighedsforhold mellem forsker og det selskab, vedkommende modtager støtte fra.

Han fik selv finansieret sin postdoc på Københavns Universitet i 2018 af en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og er aktuelt tilknyttet forskningsprojektet LightCOM, der fokuserer på vægttab og er støttet af Novo Nordisk Fonden med 180 millioner kroner. Mere specifikt er Rasmus Køster-Rasmussen med i den del af projektet, hvor fokus er på vægtneutral sundhed - altså om hvordan man kan være tyk og sund.

“Selvom der formelt er et armslængdeprincip, er der en tendens til ikke at ville bide den hånd, der fodrer én”, siger Rasmus Køster-Rasmussen, og tilføjer:

“Jeg tror, jeg har en vis grad af selvcensur.”

Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor på Aarhus Universitet og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus og leder på Nationalt Center for Overvægt, mener, at forskellen på de to selskaber er markant, da Novo Nordisk A/S sælger egentlige produkter, hvor fonden derimod donerer midler til forskellige former for forskning. 

Af den grund ser han grundlæggende ikke et problem i, at forskere på overvægts- og diabetesområdet har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden, da de ikke har kommercielle interesser for øje. 

Og han afviser, at fonden skulle have en økonomisk interesse i, at det går godt hos Novo Nordisk, så der er flere penge at uddele. 

“Det er lidt forsimplet at udlægge det på den måde. Fonden får selvfølgelig også nogle penge fra Novo Nordisk A/S, men det er ikke 1:1,” siger Jens Meldgaard Bruun. 

Men fonden har jo også en ejerandel i Novo Nordisk A/S?

“Det er fuldstændig rigtigt. Men jeg synes stadig der er afgørende forskel på, om man får midler fra Novo Nordisk Fonden eller Novo Nordisk A/S,” svarer Jens Meldgaard Bruun. 

“Fonden bliver på en eller anden måde en del af virksomhedernes research and development-strategi”

Thorkild I. A. Sørensen, professor emeritus på Københavns Universitet, tilknyttet Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research og strategisk rådgiver ved Center for Sundt Liv og Trivsel, mener også, at man bør skelne skarpt mellem fonden og firmaet.

“Det er helt nødvendigt. Fonden stiller ingen krav, der på nogen måde kan anskues som indbyggede mere eller mindre åbenlyse firmainteresser,” siger Thorkild I. A. Sørensen. 

Han anerkender dog, at der kan være interessekonflikter til stede i samarbejdet mellem forskere og virksomheder. Og da han ikke samarbejder med Novo Nordisk A/S, men i stedet har fået støtte af Novo Nordisk Fonden, ser han ingen interessekonflikt i sit eget tilfælde.

“Da jeg ikke har nogen relationer til firmaet, ser jeg ikke noget problem i at udtale mig om disse fagområder, hvor mit fokus i øvrigt er meget forskelligt fra firmaets,” siger Thorkild I. A. Sørensen.

Hvad mener fonden selv?

Vi har forelagt Novo Nordisk Fonden spørgsmålet om eventuelle interessekonflikter og spurgt, om de selv ser, at den økonomiske støtte til forskerne kan påvirke sundhedsdebatten i en bestemt retning.

“Det håber vi ikke er tilfældet. Vi ønsker at støtte de bedste forskere og den bedste forskning, og med det store antal forskere, vi støtter, er det naturligt, at nogle af disse også er omtalt i medierne,” svarer pressechefen i Novo Nordisk Fonden, Christian Mostrup, i en mail til TjekDet.

Christian Mostrup understreger i mailen, at Novo Nordisk Fonden er en erhvervsdrivende fond underlagt fondslovgivning og vedtægter, der beskriver deres formål og virke. 

“Novo Nordisk A/S er et børsnoteret selskab med en uafhængig bestyrelse. Fondens bevillinger går til almennyttige formål. Ikke kommercielle. Fonden har også regler for habilitet i forbindelse med tildeling af bevillinger, hvilket skal sikre objektivitet og transparens i bevillingsprocessen,” skriver han.

I forhold til det personsammenfald, som Karsten Juhl Jørgensen adresserer, svarer Christian Mostrup: 

“Novo Holdings er 100 pct. ejet af Novo Nordisk Fonden, så det er ikke relevant at tale om vandtætte skotter her”.  

Vi har forelagt kritikken for Novo Nordisk A/S i forhold til, om deres støtte kan påvirke sundhedsdebatten i en bestemt retning. De ønsker ikke at medvirke, men henviser til fonden.

Opdateret 12. apr 2024