Kan Trump styre landet gennem veto og dekreter?
-
Donald Trump har erklæret, at han vil gøre brug af sin vetoret de næste to år, hvor der er demokratisk flertal i Kongressen.
-
For selvom han nu får svært ved at få sin politik igennem i Kongressen, så kan han bremse ethvert lovforslag, så længe der ikke kan mønstres to tredjedeles flertal for forslaget i Kongressen.
-
Og faktisk kan han i en vis grad styre landet de næste to år med sin vetoret og dekreter.
Selvom Donald Trump som præsident ikke var på stemmesedlen ved tirsdagens midtvejsvalg, har han gennem hele valgkampen været i fokus. Og det samme var han fra morgenstunden onsdag dansk tid, da han anerkendte Demokraternes sejr.
Men det var ikke hans accept af valgets tale, der trak overskrifter. Det var den kommentar, der fulgte med accepten af hans partis nederlag. Det var hans forsikring til amerikanerne om, at han vil nedlægge veto, hver gang der lander et lovforslag på hans bord, som han anser for at være “vanvittigt”.
Og klokken 5:40 dansk tid onsdag postede Donald Trump på sit sociale medie, Truth Social, et billede af en kasket, hvor der med versaler står: VETO.
En amerikansk præsident kan nemlig nedlægge veto mod enhver lov, selvom den er vedtaget i Kongressen, som Demokraterne altså styrer fra januar 2027.
Men betyder det så bare, at al lovgivning går i stå de næste to år? Og hvordan leder Donald Trump landet alene med veto og dekreter?
Det giver to eksperter deres bud på.
Superflertal kan forhindre veto
Der var spået tæt løb til særligt senatsvalget, og det var forventet, at afgørelsen kunne trække længe ud. Men der gik alligevel ikke mange timer, fra valgstederne i USA lukkede tirsdag, til det stod klart, at Demokraterne havde vundet nok pladser i Senatet og Repræsentanternes Hus til at sikre sig magten i begge kamre.
Republikanerne har de seneste to år siddet på magten i både Senatet og Repræsentanternes Hus, men efter tirsdagens valg er det nu Demokraterne, der har kontrollen begge steder og dermed i den samlede kongres i USA.
“Donald Trump har med flertal i Kongressen haft initiativet, han har været spilstyrende. Uden flertallet kan han mere eller mindre kun blokere lovgivning - i hvert fald indenrigspolitisk - så nu er han mere i defensiven,” siger Jens Ladefoged Mortensen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Efter nederlaget ved midtvejsvalget har Donald Trump svoret, at han vil nedlægge veto overfor love, han ikke bryde sig om. Det annoncerede han blandt andet med dette opslag på sit sociale medie Truth Social. Foto: Skærmbillede af Truth Social.
Tiden vil vise, hvor mange af de lovforslag, Demokraterne fremsætter og vedtager i Kongressen, Donald Trump vil anse for at være “vanvittige”. Hvis han blokerer dem alle, vil han ifølge Jens Ladefoged Mortensen bryde med en tradition om, at præsidenten ikke står i vejen for al politik.
Det anser Jens Ladefoged Mortensen for at være politisk risikabelt, da det i den situation vil være tydeligt, at Donald Trump blokerer for al ny lovgivning.
“Det er nok derfor, han specificerede, at det er “vanvittige” forslag Demokraterne, han vil nedlægge veto mod. Forslag, han kan kalde venstreorienterede og socialistiske. På den måde kan han måske vende det til sin fordel ved at sige, at han beskytter amerikanerne mod socialistisk lovgivning - eller hvad han mener er socialistisk lovgivning,” siger Jens Ladefoged Mortensen.
Hvis præsidenten vælger at blokere alle lovforslag fra Demokraterne, der opnår flertal i Kongressen, vil det i praksis betyde, at der de næste to år ikke bliver vedtaget ny politik i USA. Med mindre at der i begge kamre opstår et to tredjedels flertal - et såkaldt superflertal. Det vil tilsidesætte præsidentens veto.
På trods af den overvældende sejr til Demokraterne er det dog svært at få opbakning fra så mange republikanere, men historisk set er det ikke uhørt, forklarer Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Donald Trump prøvede det faktisk i januar 2021, få uger før hans første embedsperiode sluttede, hvor han nedlagde veto mod en lovpakke på en værdi af 740 milliarder dollar, der skulle finansiere forsvarspolitikken det år. I Senatet blev det til et overvældende flertal på 81-13 blandt de fremmødte senatorer.
Men ifølge Rasmus Sinding Søndergaard er det ikke hverdagskost.
Og hvis Donald Trump konsekvent stiller sig på tværs af lovgivning de næste to år, uden at der findes et superflertal imod ham i Kongressen, kan det ifølge Rasmus Sinding Søndergaard føre til politisk lammelse.
“Herunder nedlukninger af dele af statsapparatet - det de kalder government shutdowns - hvis Kongressen og præsidenten ikke kan enes om bevillinger,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Jens Ladefoged Mortensen påpeger også de økonomiske konsekvenser ved, at præsidenten står i vejen for særligt alle de større lovforslag såsom landets finanslov.
“Det vil betyde, at rigtig mange mennesker bliver sendt hjem uden løn,” siger han.
Kan særligt føre udenrigspolitik
Donald Trump kan altså bruge sin vetoret til at forhindre, at der bliver ført politik i USA, som Demokraterne står bag. Han kan dog ikke bruge den til at få sin egen politik gennemført.
Det kan han dog på anden vis, selvom han har Kongressen imod sig.
“Trump kan føre betydelig politik gennem dekreter, både når det gælder indenrigspolitik og udenrigspolitik,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Et dekret er en præsidentiel ordre eller instruks til den føderale regering og dens myndigheder om, hvordan de skal udføre deres arbejde og gennemføre præsidentens politik inden for rammerne af eksisterende lovgivning og præsidentens forfatningsmæssige beføjelser.
Dekreterne skal dog have grundlag i den amerikanske forfatning eller eksisterende lovgivning, forklarer han. Og dekreterne kan hverken tilsidesætte gældende love eller skabe nye bevillinger. Det er nemlig Repræsentanternes Hus, der sidder på pengekassen, og den kan Donald Trump ikke stikke hånden ned i uden samtykke fra et politisk flertal i Huset.
Derfor er det i højere grad ved udenrigspolitikken, at Donald Trump kan gøre sin magt gældende med dekreter. Jens Ladefoged Mortensen peger særligt på handels- og forsvarspolitikken. Visse lovgivninger kan nemlig give ham mulighed for at indlede en krig uden om Kongressen eller pålægge et land en særlig told.
I begge tilfælde skal han dog stå til regnskab for Kongressen efter en vis periode og have deres opbakning til at forlænge beslutningerne eller gøre dem permanente.
Det gælder eksempelvis visse midlertidige toldsatser, som Kongressen skal godkende efter senest 150 dage. Derudover kan den næste præsident som udgangspunkt ophæve de dekreter, der ikke er blevet gjort permanente i Kongressen.
“Så han kan stadig true med at indføre en told fra den ene dag til den anden, men hans trusler har fået trukket tænderne ud nu, fordi han ikke kan føre permanent politik,” siger Jens Ladefoged Mortensen.
Rasmus Sinding Søndergaard forklarer, at Kongressen desuden kan begrænse dekreternes virkning gennem lovgivning og bevillinger. Samtidig spiller domstolene også en rolle, uagtet Kongressen og præsidenten.
“Domstolene kan underkende ulovlige dekreter, som vi har set det flere gange under Trump,” siger Rasmus Sinding Søndergaard
Langt op til Roosevelt
Donald Trump ville ikke være den første amerikanske præsident til at gøre brug af sit veto. Ifølge Jens Ladefoged Mortensen er det i nyere tid helt normalt for præsidenter at gøre brug af det et tocifret antal gange. Det så vi også hos de to seneste demokratiske præsidenter, Joe Biden og Barack Obama.
“De italesatte det bare ikke på samme måde som Donald Trump, og det var mange små lovforslag af symbolske eller identitetspolitiske karakter. Det har sjældent været ved en finanslov, hvor der er arbejdspladser på spil,” siger Jens Ladefoged Mortensen.
Går vi mange år tilbage i historien, så skal vi se mange vetoer hos Donald Trump, før han slår rekorden. Jens Ladefoged Mortensen fortæller, at Franklin D. Roosevelt, der sad i embedet fra 1933-1945, er topscoreren.
“Han nedlagde veto mod lovgivning vedtaget i Kongressen mere end 300 gange. Men det var også en turbulent periode, og han var præsident i lang tid.”
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

