Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kinesiske regeringstro medier spreder nye teorier om coronavirussens oprindelse

Indsigt 2. dec 2020  -  3 min læsetid
Tjekdet
Passagerer på en station i den kinesiske by Wuhan bærer mundbind i forsøg på at undgå nyt udbrud af smitte. Byen blev verdenskendt, da coronavirussen spredte sig blandt indbyggerne tidligere på året med overfyldte hospitaler til følge. Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix
  • Den kinesiske by Wuhan er kendt som byen, hvor ny coronavirus brød ud på et madmarked

  • Men knap et år efter coronavirussens begyndelse hævder kinesiske, regeringstro medier nu, at coronavirus ikke brød ud i Wuhan

  • I stedet mener flere kinesiske epidemiologer, at virussen kom til landet gennem importerede frostvarer og derfor blev fundet i Kina

  • Medierne forsøger også at pege på Italien som det land, hvor virussen rent faktisk er opstået

 

I takt med lande verden over slår smitterekorder, introducerer kinesiske regeringstro medier nu alternative versioner af, hvor og hvordan den nye coronavirus er opstået.

Indtil videre er det verden over den udbredte opfattelse, at et madmarked i den kinesiske by Wuhan er arnestedet for virussens opblussen. Men flere medier i landet drejer opmærksomheden væk fra Kina ved blandt andet at hævde, at virussen eksisterede lang tid før den blev sporet til madmarkedet. Det skriver flere internationale medier.

Kina er blevet kritiseret for at tilbageholde vigtige oplysninger, da virussen spredte sig hastigt mellem indbyggerne i Wuhan, hvilket udløste kaotiske tilstande på sygehusene. Lækkede dokumenter, som tv-stationen CNN har fået adgang til, viser angiveligt, at de kinesiske myndigheder overfor omverdenen tegnede et mere rosenrødt billede af forholdene i byen, end virkeligheden rent faktisk tog sig ud. Det reelle antal døde var højere end oplyst, og landet havde store problemer med at få sit opsporings- og forebyggelsessystem op at køre. 

Og at den amerikanske præsident Donald Trump løbende har kaldt coronavirussen for Kina-virussen, har næppe hjulpet på kinesernes selvforståelse.

Men det billede forsøger blandt andet det kinesiske regeringstro medie People's Daily at imødegå ved at skrive, at virussen i virkeligheden stammer fra importerede, frosne madvarer. Også andre kinesiske medier peger på, at smitten måske snarere første gang så dagens lys i Italien. 

Derfor er virussen ikke opstået i Wuhan, selvom den rigtignok er sporet dertil, mener kinesiske epidemiologer fra det statslige kinesiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme ifølge de kinesiske medier.

Desuden hævder en af epidemiologerne, at når virussen første gang blev konstateret i Wuhan, skyldes det, at Kinas opsporing og forebyggelse mod infektionssygdomme er særdeles effektiv.

#COVID19 did not start in central China’s Wuhan but may come through imported frozen food and packaging: experts All...

Slået op af People's Daily, ChinaTirsdag den 24. november 2020

Kommer fra frosne fødevarer

De kinesiske epidemiologer mener, at alle beviser peger på, at virussen skulle være kommet til Wuhan i Kina gennem import af frosne fødevarer.

Og det er en påstand, som de holder fast i, selvom hverken verdenssundhedsorganisationen WHO eller eksperter i andre lande konkluderer, at coronavirussen kan spredes gennem frostvarer.

Flere forskere er skeptiske overfor påstanden. Der er nemlig kun lille risiko for sygdom, når man finder virus på frosne madvarer, da virussen spredes gennem luftdråber.

En positiv prøve for virus kan derfor blot betyde, at der er spor af virus, men ikke smitsom virus.

Virus angiveligt fundet i Italien før Wuhan

Det er dog ikke kun de frosne madvarer, der ifølge Peoples Daily kan tyde på, at Wuhan alligevel ikke var den første by, der for alvor blev ramt af virussen.

Et italiensk studie, som er blevet kritiseret i den vestlige verden, skulle angiveligt vise, at virussen blev fundet hos kræftpatienter i Italien i oktober 2019 - altså før man fandt virussen i Wuhan.

Francois Balloux, professor i genetik ved University College i London, siger til Reuters, at det italienske studie ikke viser, at virussen er opstået i Italien, selv hvis der blev fundet virus i den periode. Han deler den almene opfattelse, at alt peger indtil videre på, at virussen stammer fra flagermus i Kina.

Mens også WHO peger på Wuhan som virussens oprindelsessted, mener verdenssundhedsorganisationen, at det er vigtigt at undersøge, hvorvidt sælgerne på madmarkedet i Wuhan har fælles relationer med personer fra andre steder i Kina eller uden for Kina.

Opdateret 2. dec 2020