Fra månelanding til pandemi: Ny interaktiv udstilling fortæller historien om fake news

-
Lørdag den 25. februar åbner museet ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation på Østerbro i København
-
Museet sætter fokus på kommunikation i alskens afskygninger og byder blandt andet på installationer om emner som fake news, deepfakes og digital dannelse
-
Museumsdirektør, Jane Mylenberg, håber forud for museets åbning, at museets udstillinger kan udstyre de besøgende med nye handlemuligheder
Fake news rykker på museum.
På lørdag åbner det nye ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation, når snoren til museets lokaler i den historiske postcentral ved Trianglen i København klippes over.
Og selvom du også kan opleve ældgammel kommunikationshistorie fra år 1624, så kommer en stor del af museets installationer til at have et mere moderne fokus på fake news, deepfakes og digital dannelse. Installationer, som TjekDet har bidraget til.
For museets direktør, Jane Mylenberg, er ENIGMA et oplagt rum til at lære om fake news, som hun beskriver som en af de mest bekymrende tendenser i mediebilledet.
“ENIGMA er et museum, der handler om kommunikation, og det er meget bekymrende, at helt almindelige medieforbrugere i højere grad end tidligere er udsat for fake news. På ENIGMA har vi chancen for at vise i helt konkrete handlinger, hvordan man som nyhedsforbruger bedre kan sikre sig mod fake news,” siger hun.

Konspiration og falske nyheder
En af de installationer, man kan opleve, når man træder ind ad museumsdørene, hedder ‘Alternative sandheder’. Her bliver man mødt med forskellige nyheder - blandt andet om, at stråling fra 4G-master skulle kunne gøre hele grisebestande syge, eller at et dansk supermarked omdøber specifikke produkter af religiøse hensyn.
Men nyhederne er ikke nødvendigvis sande, og sandhedsværdien bliver ikke serveret på et sølvfad. Det skal du som gæst selv finde ud af.
“Installationerne er anderledes end det, man normalt oplever på museer, og de inviterer til selv at sætte sit personlige aftryk på museumsbesøget,” siger Jane Mylenberg.

At udstillingen ikke blot er til pynt, men inviterer til deltagelse, ser man også i en af ENIGMAs andre installationer. Den er døbt In 'The Event of Moon Disaster' - 'I tilfælde af en månekatastrofe' på dansk - og her fusioneres deepfakes, historie og konspirationsteori.
I installationen hører og ser man den tidligere amerikanske præsident Richard Nixon holde den tale, han skulle have holdt for nationen, hvis Apollo 11’s månelanding i 1969 havde slået fejl. Installationen er udviklet af Halsey Burgund fra Massachusetts Institute of Technology for at sætte fokus på den stigende rolle deep fake-teknologien spiller i misinformation og vise, hvor svært det er at skelne virkelige videoer fra falske.
Men det er ikke installationens eneste formål, fortæller Jane Mylenberg.
“Det er også omdiskuterede billeder, for er de sande eller falske? Månelandingen er vel et af de historiske emner, som har været underlagt flest konspirationsteorier, og derfor er det et meget virkningsfuldt greb, for installationen inviterer både til diskussion om begrebet deepfake, men også til en samtale om sandt og falsk i historieskrivningen,” siger hun.
Nye handlemuligheder
Jane Mylenbergs ønske er, at man som gæst bliver klogere af at besøge ENIGMA. At man forlader museet med flere handlemuligheder, end man kom med.
“Jeg håber, at det for nogle familier er lettere at tage samtalen om vores digitale liv her end hjemme om spisebordet. Det kan være snakken om, hvornår man må være på sociale medier og med hvem, eller hvor gammel et barn skal være, før forældrene giver barnet lov til at oprette en profil på TikTok eller Instagram,” siger Jane Mylenberg.
Jane Mylenberg er ENIGMAs museumsdirektør. Hun er Cand.phil. i kunsthistorie, master i corporate communication og journalist. Foto: ENIGMA
ENIGMAs installationer om fake news og deepfakes er en del af udstillingen ‘Kommunikation i krise’. I alt vil der være fire udstillinger, blandt andet legelandet ‘Teleportalen’, hvor børn fysisk kan boltre sig i de aktiviteter, der normalt kun findes på vores smartphones.
Læs om alle udstillingerne på ENIGMAs hjemmeside.
ENIGMA åbner for besøgende på lørdag den 25. februar kl. 14:00 på Øster Allé 3 på Østerbro i København.