Nyt stormløb på Ceuta udeblev trods kampagne på sociale medier

Indsigt 17. aug 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Der kom aldrig det frygtede stormløb på Ceuta fra marokkanske migranter den 15. august. Her samles migranter på stranden i Ceuta den 16. august med spanske flag og skilte, der kalder på asyl.  Foto: Maria Alejandra Cardona/Reuters/Ritzau Scanpix

Et frygtet nyt stormløb af marokkanske migranter på den spanske eksklave Ceuta i lørdags udeblev.

Blandt marokkanere havde datoen 15. august ellers floreret i stor stil i sidste uge som en opfordring til, at det lige præcis den dag var oplagt at krydse grænsen fra Marokko til Ceuta. I flere opslag blev det fejlagtigt påstået, at de spanske myndigheder ville åbne grænsen i 15 timer lige præcis den 15. august.

Den store aktivitet på sociale medier fik marokkanske og spanske myndigheder til at skærpe indsatsen ved grænseovergangene for at undgå scener som den 30. juli, hvor 72.000 primært marokkanske migranter krydsede grænsen til Ceuta og satte eksklaven på den anden ende.

Men ifølge det marokkanske medie Le360 var tallene i en helt anden størrelsesorden i lørdags.

Blot 294 personer blev anholdt for at forsøge at trænge ulovligt ind over grænsen. Blandt dem var 46 fra Marokko, mens resten kom fra afrikanske lande syd for Sahara. Hvor mange der lykkedes med at krydse grænsen ulovligt uden at blive tilbageholdt af grænsekontrollen, meldes der ikke noget om, men det lykkedes i hvert fald myndighederne at undgå scener som dem den 30. juli.

“Det er en rutinemæssig operation, der har til formål at forhindre forsøg på irregulær migration mod Ceuta,” siger en anonym embedsmand med kendskab til indsatsen til det franske nyhedsbureau AFP.

Tjekdet
Spansk militær var mødt talstærkt op ved grænsen mellem Marokko og Ceuta lørdag den 15. august efter utallige opfordringer på sociale medier om at krydse grænsen lige præcis den dag. Foto: JORGE GUERRERO / AFP

Kommunikationen ebber ud

TjekDet har gennemgået de WhatsApp-grupper, vi har adgang til, hvor marokkanske migranter i ugerne op til den 15. august koordinerede deres forsøg på at krydse grænsen netop den dag – og der tegner sig et tydeligt billede.

Efterhånden som den 15. august nærmede sig, og medier begyndte at skrive om de marokkanske og spanske myndigheders øgede tilstedeværelse ved grænsen, døde kommunikationen om at krydse grænsen lige præcis den lørdag så småt ud.

I enkelte Facebook-grupper var der både i dagene op til og efter den 15. august fortsat aktivitet målrettet potentielle marokkanske migranter, men intet af det gentog desinformationen om, at der ville være fri passage den 15. august eller en anden specifik dato ude i fremtiden.

I stedet er opslagene mere generiske med Facebook-brugere, der ud fra en fast skabelon påstår at kunne hjælpe med arbejdstilladelse til forskellige vestlige lande og desuden lover stor økonomisk gevinst ved at migrere til det pågældende land.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Ifølge AFP skriver de arabisksprogede medier Le360 og Hespress, at marokkanske myndigheder de seneste dage har anholdt over 60 personer, som mistænkes for på sociale medier at opfordre til ulovlig migration.

Forskellige dødstal

Langt størstedelen af de 72.000 migranter, der omkring 30. juli ankom primært fra havet til Ceuta, er ifølge spanske myndigheder sendt retur til Marokko.

De spanske myndigheder oplyser ifølge AFP, at mindst 80 personer omkom i et forsøg på at nå Ceuta, mens de marokkanske myndigheder får dødstallet til 11.

Den marokkanske menneskerettighedsorganisation Moroccan Association for Human Rights anslår imidlertid, at mindst 141 mennesker mistede livet i bestræbelserne på at krydse grænsen omkring den 30. juli. 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her

Opdateret 31. aug 2026