Dronningen advarede mod kunstig intelligens: Skal vi være begejstrede eller bekymrede?
-
“Skal vi være begejstrede eller bekymrede?”
-
Sådan spurgte Dronning Margrethe, da hun i sin nytårstale talte om kunstig intelligens
-
Nu lancerer TjekDet undervisningsmateriale om kunstig intelligens til udskolingen og ungdomsuddannelserne
“En ny teknologi, som vil kunne ændre vores liv på måder, vi næppe kan forestille os,” sagde dronningen i sin nytårstale den 31. december 2023.
Med talen satte hun et punktum for et år, hvor ChatGPT blev kåret til årets ord, og hvor kunstig intelligens ikke kun var på dronningens dagsorden, men også var det hos samtlige tech-giganter og regeringer rundt om i verden.
På landets uddannelsesinstitutioner, som skal forberede en ny generation på kunstig intelligens, stiller man sig samme spørgsmål som dronningen.
Derfor lancerer TjekDet nu et undervisningsmateriale, der stiller udskolingens og ungdomsuddannelsernes elever de mest centrale spørgsmål om kunstig intelligens - på engelsk kaldet artificial intelligence og forkortes AI - og hjælper dem med at komme svarene nærmere.
Materialet sætter især fokus på, hvordan man som bruger af kunstig intelligens forholder sig kritisk til de informationer, teknologien tilvejebringer.
Undervisningsmaterialet giver blandt andet eleverne en introduktion til, hvad kunstig intelligens er, samt hvorfor og hvordan man skal være på vagt over for de informationer, teknologien tilvejebringer - blandt andet gennem videoer.
Materialet bærer titlen Kunstig intelligens i skolen og indeholder en række lektioner, interaktive elementer og konkrete opgaver, som lærere let kan integrere i en undervisningssammenhæng.
“Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens kommer til at fylde stadig mere i samfundet - på godt og ondt. Og med de muligheder for at generere desinformation og udbrede misinformation, som teknologien også kan føre med sig, er det vigtigt, at vi kommer i gang med at lære børn og unge, hvordan de kan og bør forholde sig til den,” siger han.
Netop kildekritikken er i højsædet i materialet, fortæller Thomas Hedin. Og det er der en god grund til.
“Vi har fået mange henvendelser fra undervisere og institutioner rundt omkring i landet, der fortæller, at de mangler undervisningsmateriale om kunstig intelligens - særligt med fokus på kildekritikken. Det er vi rigtig glade for at kunne give dem nu,” siger han og tilføjer, materialet også kan være lærerigt for de ældre generationer.
Du kan læse mere om undervisningsmaterialet og den efterspørgsel, der er på det her.
Kunstig intelligens i skolen er udviklet i samarbejde med undervisningsportalen Tenk, der drives af det norske faktatjekmedie Faktisk.no.