Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

TjekDet sætter fokus på Facebook-svindel

Indsigt 3. apr 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
Skrevet af: Redaktionen

Null

Anders Lund Madsen, Divya Dass, Anne Glad, Sara Bro, Rasmus Seebach, Mads Mikkelsen.

Listen med kendte, som gennem de seneste år er blevet misbrugt som blikfang på Facebook med det ene formål at lokke danskere i en investerings-fælde, er lang. På TjekDet har vi løbende afdækket, når nye varianter af svindelnumrene er dukket op, og advaret vores læsere. Vores artikler kan du blandt andet finde her i TjekDets arkiv for fup og spam.

Gennem det seneste halve år har vi imidlertid konstateret, at opslagene er taget til i omfang. De fleste af os har efterhånden set Anders Lund Madsen dukke op i vores feed. Det rejser spørgsmålet: Hvor omfangsrig er svindlen? Hvem står bag? Hvad gør politiet? Og hvorfor stopper Meta, som ejer Facebook, ikke opslagene? Det har mange af vores læsere spurgt om. 

Med udviklingen i kunstig intelligens bliver svindlen mere avanceret - og dermed er flere i fare for at blive snydt. Adskillige danskere mister meget store beløb, fordi de først for sent opdager, at den meget veltalende og meget professionelle investeringsrådgiver i den anden ende er en svindler. Særligt ældre borgere er i farezonen. 

Derfor vil TjekDet den kommende tid sætte fokus på svindlen i en ny artikelserie, der går et spadestik dybere. Vi skal blandt andet møde Tina, som mistede hele sin opsparing på halvanden million kroner. Vi afdækker omfanget af svindlen, som er overraskende stort - meget større, end vi havde forestillet os på TjekDet. Og så følger vi pengene og de digitale spor ud af landet for at finde ud af, hvem der står bag svindlen. Sporene fører os til England, og derfra videre til Rusland og Georgien.

Vi samler artiklerne i serien i den kommende tid på siden, du finder ved at klikke her.

Vi håber, du vil læse med i de kommende uger.

Opdateret 5. apr 2024