Lad os aflive 'fake news' og gå til angreb på misinformation og desinformation

Tjekdet

Misinformation, desinformation, falske nyheder og ‘fake news’. Begreberne bruges i flæng i den offentlige debat, men det er vigtigt at skelne mellem dem.

I november 2016 (re)lancerede den tidligere amerikanske præsident Donald Trump begrebet ‘fake news’. Det skete i et forsøg på at miskreditere især de traditionelle mediers dækning, som ifølge Trump forsøgte at forhindre ham i at blive valgt til det magtfulde præsidentembede.

En ting er, at begrebet ‘fake news’ faktisk slet ikke er et nyt begreb. Det har mere end 120 år på bagen. Noget andet er, at begrebet siden 2016 er blevet misbrugt og misforstået. Ikke at falske nyheder ikke eksisterer, for det gør de desværre. Men begrebet ‘fake news’ er blevet brugt i flæng uden en klar definition og tilmed som et nedgørende skældsord om den sandhed, man ikke vil anerkende, eller de videnskabelige fakta, som ikke passer ind i ens eget verdensbillede. 

For at få et bedre overblik over, hvad ‘fake news’ egentlig er, er begreberne misinformation og desinformation dukket op til overfladen som erstatning for ‘fake news’.

Men hvad er så forskellen på misinformation og desinformation, og hvordan definerer vi dem? Det er der i de seneste år givet flere bud på. På TjekDet arbejder vi med en model, der opstiller tre overordnede begreber og syv underkategorier.

Vores model bygger på definitioner, som den amerikanske ekspert i sociale medier, Claire Wardle, har lavet. Modellen kan fungere som en tilføjelse til den kildekritiske værktøjskasse, fordi den kan give et fingerpeg om, hvad man også bør holde øje med, hvis man bliver i tvivl om, hvorvidt en nyhed eller en påstand er sand eller falsk - eller noget midt i mellem.

De tre overbegreber er misinformation, desinformation og malinformation. Dem gennemgår vi på de næste sider, hvor vi også giver konkrete eksempler, der tager udgangspunkt i faktatjek, som TjekDets redaktion har lavet.

Indholdet på denne side og de følgende sider er
skrevet af TjekDets redaktion. Teksten er 
senest opdateret den 9. april 2021

Næste side >>

 

Side 1 af 10