Danske apoteker misbruges til salg af slankeplastre

Svindel 26. maj 2026  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Shutterstock. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch/TjekDet
  • En AI-genereret video af en angivelig apoteker på et dansk apotek viser, hvordan slankeplastre fra virksomheden Glorenda kan hjælpe til store vægttab.

  • Men videoen er AI-genereret og har intet med danske apoteker at gøre. 

  • Slankeplastrene markedsføres som danske, men heller ikke den oplysning er korrekt.

  • I stedet er det en webshop med adresser i udlandet, der med vildledende markedsføring og AI-generede billeder lover danskerne store vægttab.

  • Forbrugerrådet Tænk fraråder køb af plastrene, der ikke har nogen dokumenteret virkning.

En kvindelig apoteker løfter op i trøjen og sætter et plaster på maven. Bagefter gennemgår hun et vægttab, som gør hende næsten uigenkendelig.

Det viser en video knyttet til annoncer for “Moringa 10-i-1 mikronåleplastre”, som cirkulerer på Facebook. Annoncerne fremhæver de mange fordele, som plasteret angiveligt har, og lover synlige resultater efter kun syv dage med konsekvent brug.

Plasteret beskrives som en naturlig støtte til vægtkontrol, som ikke kræver slankekure eller operationer.

Men pas på med at lade dig friste - apotekeren er nemlig AI-genereret og plastrene kan ikke købes på danske apoteker. Plastrene er desuden ikke godkendt til markedsføring i Danmark. 

Null

I annoncer på Facebook reklameres for slankeplastrene "Moringa 10-i-1 mikronåleplastre". Men videoen i annoncerne er AI-genereret, og plastrene er ikke produceret i Danmark, som det hævdes. Faktisk er de slet ikke godkendt til markedsføring herhjemme. Foto: Skærmbillede af Meta Content Library.

AI-apoteker og ukendte forskere

Apotekeren i videoen har en hvid kittel på med apotekets logo. Logoet kan også ses i baggrunden og på indgangsdøren til ‘apoteket’, hvor der også står danske åbningstider. Men ser man nærmere på videoen, bliver det tydeligt, at logoet er redigeret ind og at apotekeren er AI-genereret. Desuden siger apotekeren noget til sidst i videoen, som lyder helt forvrænget og uforståeligt.

Når du klikker på annoncen, ledes du ind på en produktside (arkiveret her), hvor du kan købe plastrene fra virksomheden Glorenda. Her kan du også læse flere detaljer om produktet. Der står blandt andet, at det har været under udvikling i mere end 20 år, og at der har stået et stort hold af forskere bag.

Det fremgår dog ikke, hvem forskerne er, hvor de arbejder, eller hvad forskningen konkret består i. Et billede viser forskerne, som står samlet under et banner med titlen “Global Healthcare Symposium”.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Der vajer også et dansk flag i baggrunden af billedet som tegn på, at konferencen har været holdt i Danmark. Men en omvendt billedsøgning, TjekDet har lavet, viser, at samme billede optræder mange steder - dog med forskellige flag i baggrunden. Billederne leder videre til lignende hjemmesider på andre sprog - for eksempel fransk, amerikansk og tysk. Det er heller ikke lykkedes TjekDet at finde en konference i Danmark, der matcher det pågældende billede.

På hjemmesiden fremgår flere anmeldelser fra personer, som angiveligt har prøvet plasteret og oplevet stor effekt af det. Men også her finder TjekDet billederne andre steder og i en anden kontekst. Her er vægttabet sket ved regelmæssig motion og nedskæring på indtag af alkohol.

TjekDet finder ingen positive anmeldelser eller anbefalinger af plastrene andre steder end på virksomhedens egen side. Tværtimod finder vi på Trustpilot en række anmeldelser fra kunder, som er stærkt utilfredse. 

Null

På hjemmesiden, hvor plastrene sælges, kan man blandt andet læse, at et stort hold forskere står bag plastrene. En gruppe forskere er også afbildet. Men TjekDets research viser, at billedet er manipuleret, og at det optræder flere andre steder på internettet i andre sammenhænge. Foto: Skærmbillede af hjemmeside.

Manglende virksomhedsoplysninger

Flere ting i virksomhedens købsbetingelser er bemærkelsesværdige. Glorenda skriver flere gange på deres hjemmeside og i annoncerne, at plastrene er produceret i Danmark, og at virksomheden tilbyder hurtig levering til Danmark og resten af verden. Det fremgår dog af hjemmesiden, at der bliver pålagt en standard forsendelsesomkostning på 2,99 amerikanske dollars uanset destination - en valuta som ikke giver mening for en dansk virksomhed. Hjemmesidens domæne er ligeledes registreret i USA.

Glorenda skriver, at de har kontor i Hong Kong og Storbritannien. TjekDet finder ingen dansk adresse nævnt på hjemmesiden.

I deres returpolitik oplyser Glorenda, at man kan returnere varer købt på hjemmesiden i op til 14 dage. Der fremgår dog ingen returadresse på hjemmesiden, og de skriver eksplicit, at man ikke skal sende varen retur til producenten. Man kan kun få returadressen oplyst ved at skrive til virksomhedens kontaktmail.

Ikke godkendt som kosttilskud i Danmark

TjekDet har kontaktet Lægemiddelstyrelsen, som fortæller, at produktet ikke vurderes som lægemiddel, men kan kategoriseres som et kosttilskud.

I Danmark er kosttilskud underlagt Fødevarestyrelsen, og for at et kosttilskud må markedsføres i Danmark, skal det være registreret i Fødevarestyrelsens offentlige register over anmeldte kosttilskud. TjekDet har ikke kunnet finde hverken virksomheden “Glorenda” eller “Moringa 10-i-1 mikronåleplastre” i registeret, ligesom vi ikke kan finde produktet på nogen onlineapoteker. 

Forbrugerrådet Tænk anbefaler også forbrugerne at holde sig fra slankeplastrene:

"Det ligner i meget høj grad en svindelhjemmeside, der foregiver at være dansk. De underbygger ikke nogen af deres påstande, og hvis man slår produktet op, kan man se, at folk har dårlige erfaringer med det", siger Christel Søgaard Kirkeby, som er teamleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi. 

Desuden fremhæver hun, at Forbrugerrådet Tænk generelt advarer imod sider, hvor det er svært at gennemskue, hvem der står bag. 
Vi har kontaktet Glorenda og forelagt dem kritikken, samt spurgt ind til deres brug af AI-genererede videoer i markedsføringen af deres produkt. Vi har ikke modtaget noget svar.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 2. jun 2026

Vil du vide mere?