Hjemmeside lover grilltilbehør af høj kvalitet – men tilsyneladende identiske varer sælges på Temu
-
En dansk hjemmeside markedsfører grillkurve som produkter af høj kvalitet, produceret efter skandinaviske standarder.
-
Men TjekDets research viser, at identiske produkter kan købes langt billigere på Temu, og at varerne tilsyneladende sendes fra Kina.
-
Hjemmesiden anvender billeder af angivelige influencere, men TjekDets research peger på, at billederne er AI-genererede.
Grillsæsonen er skudt i gang, og det giver anledning til en opgradering af grilludstyret derhjemme.
I den forbindelse kan du støde på annoncer fra Bryn Grill, der sælger grillkurve, som du kan bruge til nemmere tilberedning af eksempelvis grøntsager på grillen. Kurvene er ifølge hjemmesiden produceret efter skandinaviske standarder, og der er endda livstidsgaranti på produkterne.
Men det kan være en god idé at træde varsomt med at handle på hjemmesiden. TjekDets research peger nemlig på, at produkterne ikke er kvalitetstjekket, og at de produceres og sendes fra Kina.
Her ses et eksempel på annoncerne fra Grilltips, der leder ind på hjemmesiden bryngrill.dk. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
AI-genererede annoncer
Annoncerne på Facebook er udsendt af siden “Grilltips”, men leder alle ind på hjemmesiden Bryn Grill med domænet bryngrill.dk. Her kan kurvene købes enkeltvis, i en 2-pak eller en 4-pak - hvor du endda får en gratis grillspray med i købet.
Tilsyneladende identiske grillkurve kan dog købes til under en tyvendedel af prisen på Temu. Her fremgår det, at produktionen finder sted i Kina.
På hjemmesiden reklamerer tilsyneladende ‘ægte’ kunder også for produktet, som de har brugt til sommerens havefester. De fremstår med billede og navn på deres instagram-profil. Men søger man på navnene på Instagram, kommer de samme personer ikke frem.
Analyserer man billederne med et AI-detekteringsværktøj, viser det til gengæld, at billederne med stor sandsynlighed er fremstillet med kunstig intelligens. Der er altså ikke tale om reelle influencere, som har delt produktet på deres sociale medier.
Også billeder og videoer i annoncerne bærer ifølge TjekDets research præg af at være AI-genererede.
På hjemmesiden bringer virksomheden billeder af tilsyneladende glade kunder samt navnene på deres Instagram. Men personerne eksisterer slet ikke. Foto: Skærmbillede fra hjemmeside.
Slår vi domænet op, kan vi se, at det er registreret på en adresse i Sverige. På adressen findes ifølge offentlige registre ingen registrerede virksomheder. Adressen fører i stedet til en privat villa. Adressen figurerer heller ikke på hjemmesiden, hvor kun en kontaktmail er opgivet.
TjekDet har kontaktet Forbrugerrådet Tænk og forelagt dem hjemmesiden bryngrill.dk. De anbefaler, at man er påpasselig, når man som forbruger handler på sider som denne, der kan vække mistanke om dropshipping:
"Et stort nordisk fælles kontrolprojekt har vist, at mange produkter fra dropshippingvirksomheder er fejlbehæftede. Helt op til 87 procent for nogle produkttyper. Vi laver løbende tests, som viser, at produkter fra onlinemarkedspladser generelt har problemer med at leve op til EU-lovgivningen,” fortæller Helen Amundsen, der er seniorrådgiver hos forbrugerrådet Tænk.
Hun anbefaler, at man undgår at købe grillkurvene fra Bryn Grill.
“Det er en unødvendig risiko at tage. Jeg kan ikke endegyldigt sige, om netop dette produkt er sundhedsskadeligt, men vi har i vores tests flere gange set, at for eksempel elektronik, legetøj og pap- og papirservice fra sider som Temu har problemer med sikkerhed og indhold af uønskede kemikalier,” siger Helen Amundsen.
Utilfredse kunder advarer om køb
Det tyder heller ikke på, at kunder, der har købt produktet, er tilfredse. På Trustpilot kan man læse, at flere har oplevet lang leveringstid på produkterne, og at de er blevet informeret om, at varerne sendes fra Kina.
Der står dog intet om en ekstern producent på hjemmesiden. Man kan heller ikke få information om en returadresse, da den først bliver oplyst, når du vil sende din vare retur. Kunden betaler fragt for returnering.
Kunder, som har modtaget produktet, skriver også, at kvaliteten på produkterne er meget lav. De advarer samtidig andre om at købe produkter fra hjemmesiden.
TjekDet har kontaktet Bryn Grill og forelagt dem kritikken, samt spurgt ind til deres producent og virksomhedsadresse. Bryn Grill har ikke besvaret vores henvendelse.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

