Pas på: Løfte om gratis rejsesæt har intet med DSB at gøre
-
Ifølge opslag på Facebook fra siden ‘Rejs med os’ udlodder DSB gratis rejsesæt med forskellige varer til deres kunder.
-
Man skal blot følge linket og indtaste sine oplysninger for at modtage de eksklusive varer.
-
I virkeligheden er der tale om et fupnummer.
-
Rejsesættet og siden har intet med DSB at gøre og formålet er at få fat i dine personlige oplysninger og betalingsinformationer.
I en video står to smilende DSB-medarbejdere på en perron og viser et flot rejsesæt, der indeholder alt, du skal bruge til din næste rejse.
“Rejser du med DSB? Så benyt dig af et gratis DSB-rejsesæt nu. DSB tager sig godt af sine kunder,” lyder det fra personalet.
Videoen stammer facebooksiden ‘Rejs med os’, og det luksuriøse sæt med DSB-merchandise kan ifølge opslagene (arkiveret her) blive dit helt kvit og frit.
Men hvis du tænker, at det lyder for godt til at være sandt, har du ret. Sættet har intet med DSB at gøre, og intet tyder på, at du faktisk modtager varerne. Formålet er at få adgang til dine personlige oplysninger og dine betalingsoplysninger.
I de falske DSB-videoer står en AI-genereret kvinde og mand på en perron og viser rejsesættet frem. Foto: Skærmbillede af Facebook.
AI-genererede medarbejdere
Støder man på videoen med de to DSB-ansatte på perronen, kan man ved første øjekast tro, at den faktisk stammer fra DSB. Det er dog ikke tilfældet.
TjekDets research viser, at videoen, der florerer på Facebook, er AI-genereret.
I teksten til videoen oplistes det, hvilke varer, du kan få fingrene i helt gratis.
“Alt hvad du behøver til en behagelig rejse: en pude, en sovemaske, vådservietter, en kop, en vandflaske, mobiltelefontilbehør, et håndklæde og meget mere.”
For at modtage rejsesættet, skal du angiveligt klikke videre på linket i opslaget.
Rejsesæt til 17 kroner
Når du har klikket på linket, præsenteres du for en hjemmeside ved navn dsb-denmark.store, hvor du skal besvare nogle spørgsmål om dine rejsevaner og dit ønske om at modtage gratis DSB-merchandise.
Efterfølgende bliver du lykønsket med, at du nu er berettiget til at modtage sættet. Alt, du skal gøre, er at indtaste personlige oplysninger som navn, telefonnummer, e-mail og adresse.
På hjemmesiden, opslagene fører til, skal du besvare en række spørgsmål og indtaste dine oplysninger for til sidst at betale 17,56 kroner i levering. Foto: Skærmbillede af hjemmeside.
Dernæst skal du vælge hvilket fragtfirma, du ønsker at benytte, og til sidst bedes du betale 17,56 kroner. Selvom selve varerne er gratis, koster levering nemlig et beskedent beløb. Derfor skal du også indtaste dine kortoplysninger.
Det er dog ikke en god idé at indtaste oplysningerne. Hvad der konkret sker, når du har indtastet dem, vides ikke, men i lignende tilfælde har vi set, at betalingsoplysningerne bliver misbrugt, og at der trækkes større beløb fra ofrenes konti. Der er desuden intet, der tyder på, at man faktisk modtager et rejsesæt.
Over for TjekDet bekræfter DSB, at de ikke har noget med facebooksiden og rejsesættet at gøre.
Da ‘Rejs med os’ hverken oplyser en mailadresse eller et telefonnummer, har TjekDet kontaktet ‘Rejs med os’ gennem facebooksidens Messenger for at få en kommentar til kritikpunkterne. De har ikke svaret på vores henvendelse.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.


