Udokumenterede påstande om erektionsspray set af 100.000 danskere
-
Flere steder på Facebook reklameres der i øjeblikket for erektionssprayen Potéra, som lover “stenhård erektion på kun 43 sekunder”.
-
Produktet hævdes også at kunne købes på apoteket og i Matas.
-
Men profilerne, der lovpriser og reklamerer for produktet, er falske og profilbillederne er skabt med kunstig intelligens.
Ved første øjekast reklamerer flere danskere i øjeblikket på Facebook for et produkt, som lover “stenhård erektion på kun 43 sekunder”.
Produktet hedder Potéra Erektion Spray, og følger man linket i annoncerne, kan man se, at det i øjeblikket sælges til halv pris.
Profilerne, der reklamerer for produktet, hedder forskellige gængse danske navne som “Clara Madsen”, “Jonas Rasmussen”, “Emil Kristensen” og “Mathias Sørensen”.
Sidstnævnte foregiver endda at være en læge - i hvert fald står han i en hvid kittel på sit profilbillede, og på hans side står der “din guide til sundhed og velvære”.
Annoncerne leder til en artikel på hjemmesiden “Skandilivstil.dk”, hvor det gøres klart, at erektionssprayen er opfundet af forskere i Danmark, og at sprayen er helt fri for en lang række bivirkninger, som viagrapiller ifølge artiklen har.
På hjemmesiden underbygges troværdigheden også med 13.420 anmeldelser, og det har fået 4,8 stjerner ud af fem på Trustpilot. Samtidig kan man læse, at Dr. Karen Lindstrøm, som er sexolog, anbefaler produktet.
Men billedet af sexologen er skabt med kunstig intelligens, og det samme er alle profilbillederne for facebookbrugerne, som anbefaler produktet.
Personerne findes ikke i virkeligheden. De er blot skabt som et markedsføringstrick for at skabe troværdighed omkring produktet.
I virkeligheden har hjemmesiden Skandilivstil.dk også kun få anmeldelser på Trustpilot - og de er meget langt fra at være så positive, som det foregives på hjemmesiden.
“Sælges overalt”
Et kig i Metas annoncebibliotek viser, at annoncerne for erektionssprayen er blevet vist i danskernes feed over 100.000 gange i de seneste måneder.
I nogle af annoncerne står der, at sprayen “fås på apoteket”. Igen et trick for at skabe troværdighed omkring produktet, for når man kigger på danske apoteker, kan man købe erektionsprodukter, som har en klinisk dokumenteret effekt, men “Potéra” er ifølge TjekDets research ikke et af dem.
I andre annoncer ser man et billede af en Matas-butik flankeret af et citat.
“Jeg gav det ét spray, og jeg blev hårdere, end jeg har været i årevis - min kone var helt målløs. De sælger det overalt. Det hedder….”
Men som med de danske apoteker, så finder vi ikke produktet som en del af Matas’ sortiment.
I annoncerne for Potéra på Facebook kan man blandt andet læse, at produktet sælges på danske apoteker og i Matas. Det er formentlig et trick, der blot skal give produktet troværdighed, for i virkeligheden finder Potéra ikke i sortimentet hos danske apoteker eller Matas-butikker. Foto: Skærmbillede af Meta Ad Library.
Samme profil - nyt produkt
TjekDet har ved hjælp af AI-detekteringsværktøjer undersøgt de forskellige “danske” facebookprofilers billeder Resultatet er helt entydigt, at billederne vurderes som værende skabt med kunstig intelligens.
Ligesom “lægen” med navnet Mathias Sørensen slår alle de falske profiler sig op på at give råd inden for kost, sundhed og livsstil.
Profilerne har ikke kun det til fælles, at de reklamerer for det samme produkt på Skandilivstil.dk, men også at de alle administreres af seks brugere, hvis konti er oprettet i USA. TjekDet har tidligere skrevet om en af profilerne og om hjemmesiden.
I september udgav vi en artikel om, at der blev markedsført et produkt på Facebook med udokumenterede påstande om, at produktet kunne kurere diabetes.
Annoncerne for produktet blev delt på profilen “Jonas Rasmussen” - en profil, som nu også reklamerer for erektionssprayen.
Også annoncerne for diabetesproduktet ledte over til Skandilivstil.dk.
Den rigtige Trustpilot
Søger man efter Potéra, navnet på erektionssprayen, på Google, får man ingen resultater på det præcise produkt. I stedet får man foreslået lignende produkter med andre navne.
Som tidligere nævnt står der på hjemmesiden, at produktet har over 10.000 anmeldelser og 4,8 stjerner på Trustpilot.
På Trustpilot kan vi dog ikke se, at der findes en side for Potéra. Vi finder dog nogle danske anmeldelser af hjemmesiden Skandilivstil.dk. I næsten alle anmeldelser har siden fået 1 ud af 5 stjerner, og flere kalder siden for “fup og fidus” eller “falsk”.
I TjekDets research af diabetesproduktet, fandt vi ud af, at ejeren bag hjemmesiden befinder sig i Holland. Ligesom dengang har vi kontaktet personerne bag hjemmesiden for at forelægge kritikpunkterne, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

