Undersøgelse af smykkevirksomhed får alle advarselslamper til at blinke

Svindel 20. aug 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Virksomhed reklamerer for håndlavede smykker på Facebook - men det viser sig at være fup. Modelfoto. Foto: Shutterstock
  • Facebook-siden “Stadig Her” annoncerer for en smykkevirksomhed af samme navn, der angiveligt har eksisteret i 22 år, men nu må lukke.

  • Men historien om virksomheden og dens grundlægger ‘Hanne’ holder ikke. Der er ingen tegn på, at hverken Hanne eller virksomheden eksisterer. 

  • Både billeder og videoer i annoncer og på virksomhedens hjemmeside er AI-genererede, og virksomhedens adresse, telefonnummer og CVR-nummer kan ikke knyttes til “Stadig Her”. 

Facebook-siden “Stadig Her” står bag annoncer om en smykkevirksomhed, der ifølge annoncerne efter 22 år må dreje nøglen om. Det er angiveligt sidste chance for at få fat i smykkerne. 

Smykkevirksomheden er angiveligt grundlagt af ‘Hanne’, som laver smykkerne på sit værksted og navngiver dem efter kvinder, der har delt deres livshistorier med hende.

Men intet tyder på, at ‘Hanne’ er en ægte person, og virksomheden er ikke til at opspore andre steder. 

Billeder på hjemmesiden er manipuleret

På hjemmesiden stadigher.dk (arkiveret her) kan man købe de håndlavede smykker og læse mere om virksomheden. Her udfoldes historien om ‘Hanne’ og hendes visioner med virksomheden, som nu desværre må lukke på grund af manglende arvtager.

Billederne på hjemmesiden fremstår polerede, og flere forhold tyder på, at de er AI-genererede. Vi har på TjekDet kørt billederne gennem AI-detektionsværktøjer, som vurderer, at billederne er AI-genererede.

I flere af annoncerne er der tilknyttet videoer af kvinder, der angiveligt har modtaget et smykke fra “Stadig Her” og pakker det op. Videoerne fremstår kunstige. Kvindernes bevægelser virker unaturlige, og stemmerne passer ikke til mundbevægelserne i videoen.

Null

Dette er en af annoncerne fra "Stadig Her". TjekDets research viser, at videoen er AI-genereret. Foto: Skærmbillede fra Facebook.


Ukendt adresse og falsk telefonnummer

På en af virksomhedens to facebooksider fremgår en adresse i Rønne, hvor virksomheden skulle holde til. Slår vi adressen op, finder vi dog ingen virksomhed registreret på adressen.

Under fanen ‘Forsendelse og returnering’ på stadigher.dk kan man læse, at virksomheden har “internationale logistikpartnere”, hvilket angives som årsag til, at varerne sendes fra en udenlandsk adresse. Desuden er der ikke opgivet en returadresse. Virksomheden gør dog opmærksom på, at man ikke skal sende returvarer tilbage til afsenderen, men kontakte virksomheden, som vil oplyse en returadresse.

På facebooksiden er angivet  et telefonnummer, som skulle tilhøre virksomheden. TjekDet har forsøgt at kontakte “Stadig Her” på telefonnummeret. Nummeret viser sig imidlertid at være et firmanummer, der tilhører virksomheden DAV Nordic, som oplyser, at de ikke har nogen forbindelse til “Stadig Her”. 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Nyoprettet hjemmeside og profiler

I både annoncerne og på hjemmesiden kan man læse, at virksomheden “Stadig Her” skulle have eksisteret i 22 år. Men der er ikke noget, som tyder på, at det skulle være sandheden - tværtimod.

Når vi slår domænet op, kan vi nemlig se, at det blev oprettet for blot få måneder siden.

Det samme gælder for de to facebooksider, der linker til hjemmesiden. Den side, som kører annoncer, blev oprettet i 2023, men har flere gange skiftet navn, senest i juli til “Stadig Her”. Den anden facebookside, som har samme navn, blev oprettet for to måneder siden.

“Stadig Her” oplyser et CVR-nummer på deres hjemmeside, men slår vi det op i registeret, er der ingen virksomheder registreret på dette nummer eller under navnet “Stadig Her”.

TjekDet har forsøgt at kontakte “Stadig Her” via virksomhedens kontaktmail. Vi får dog besked om, at mailadressen ikke eksisterer.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 21. aug 2026

Vil du vide mere?