Fire ud af ti børn og unge har oplevet digitale krænkelser
42 procent af danske børn og unge har inden for det seneste år oplevet at blive krænket en eller flere gange på digitale medier, platforme eller spil. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Rambøll Management Consulting på opfordring fra Red Barnet.
42 procent af danske børn og unge har oplevet at blive krænket på digitale medier, platforme og spil. Og næsten hver femte vælger ikke at fortælle det til nogen.
Det viser en undersøgelse, der er lavet af Rambøll Management Consulting på opfordring fra Red Barnet.
Undersøgelsen, der har til formål at kortlægge børn og unges digitale adfærd og oplevelser med digitale krænkelser, er baseret på en stikprøvebaseret spørgeskemaundersøgelse med besvarelser fra 3.219 børn i alderen 9-17 år.
Digitale krænkelser bliver defineret som ubehagelige oplevelser på internettet, som kan være alt fra, at nogen taler grimt til deling af private eller intime billeder eller videoer uden samtykke.
De børn og unge, der medvirker i undersøgelsen, er blevet spurgt, om de har oplevet en eller flere digitale krænkelser inden for det seneste år, og her svarer næsten halvdelen - 42 procent - at det har de. Værst står det til blandt pigerne, hvor 49 procent har oplevet digitale krænkelser, mens tallet er 35 procent for drengene.
Derudover tegner der sig et billede af, at det 13-17-årige med lav trivsel og som ofte eller meget ofte føler sig ensomme, der især oplever digitale krænkelser på internettet.
Børnene og de unge oplyser, at krænkelserne oftest sker på Snapchat, og de hyppigste digitale krænkelser er, at andre skriver eller taler grimt til dem på nettet, og at de bliver kontaktet af personer, de ikke vil skrive eller tale med.
Flest blokerer og hver femte fortæller det ikke
41 procent mellem 9-17 år vælger at blokere vedkommende, der udsætter dem for en digital krænkelse, mens en tredjedel vælger at fortælle det til venner eller veninder. 1 procent vælger at kontakte en rådgivning - eksempelvis SletDet Rådgivningen eller Børnetelefonen.
Nogle af de børn og unge, der har oplevet digitale krænkelser på nettet, er efterfølgende blevet interviewet om deres håndtering af episoden. Flere piger fra 5. klasser fortæller, at de har prøvet at blokere personer flere gange, mens det for andre hjælper at snakke om det.
“Hvis jeg fik en ubehagelig kommentar, så ville jeg med det samme sige det til nogen, for så bliver jeg lettet. Det er rart at tale med andre om mine følelser, så man ikke får en masse tanker oppe i hovedet. Nogle gange føler jeg, at jeg får nogle billeder på Instagram, der er over grænsen, og så har jeg blokeret dem,” fortæller en pige fra 5. klasse.
Men undersøgelsen viser også, at en stor del af børnene og de unge går rundt alene med deres oplevelser på internettet. 18 procent vælger ikke at fortælle om oplevelsen til nogen.
I undersøgelsen er de blevet spurgt, hvorfor de ikke har søgt hjælp eller fortalt andre om det, efter at de havde oplevet noget ubehageligt.
44 procent svarer, at de tænkte, at det var bedre at ignorere det, mens 27 procent hellere selv ville løse det. 10 procent syntes, det var for pinligt, og henholdsvis 10 procent og 8 procent var bange for, hvad der ville ske, eller de var bekymrede for, at deres forældre ville forbyde dem at bruge internettet.
Undersøgelsen er lavet i forbindelse med Red Barnets Trivselsdag, der finder sted den 4. marts 2022. Målet med dagen er at sætte fokus på at gøre skolen til et sted, hvor trivslen er høj for alle, fordi trivslen er en forudsætning for læring og dermed for at gå i skole.