Ni kompetencer til aktivt medborgerskab

Danske unges demokratiske deltagelse er lav sammenlignet med andre lande. Ifølge undersøgelsen The International Civic and Citizenship Education Study (ICCS) 2016 er danske unge optagede af globale problemstillinger og har stor viden om demokratiske institutioner, samfund og politik.
Alligevel har danske unge et lavt demokratisk engagement (Bruun et al., 2017). Undersøgelsen peger således på en kløft mellem danske unges viden om demokrati og danske unges deltagelse i demokratiet.
Dette inspirationsmateriale udfolder ni kompetencer til aktivt medborgerskab, der kan understøtte arbejdet med elevers demokratiske deltagelse.
Definitionerne er udarbejdet med afsæt i OECD’s Learning Compass 2030 (OECD, 2019a) og Europarådets Reference Framework of Competences for Democratic Culture (Europarådet, 2018).
Materialet er udarbejdet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Danmarks formandsskab for Nordisk Ministerråd 2020, Nordens Unge i Bæredygtige Fællesskaber.
Materialet henvender sig til lærere og vejledere i udskolingen.