Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kameramand uden beskyttelse og journalist i fuld dragt: Beviser dette billede, at medierne skaber unødig corona-panik?

Faktatjek 17. sep 2020  -  2 min læsetid
This describes the image
Foto: Skærmbillede af Twitter
  • Et billede af en tv-reporter iført omfattende værnemidler er “et eksempel på, at medierne skaber unødig panik i befolkningen”

  • Det påstås i flere opslag på sociale medier, som henviser til et billede af en journalist i beskyttelsesdragt, mens kameramanden ikke bærer værnemidler

  • Men reporteren på billedet bar kun værnemidlerne for at vise seerne nye beskyttelsesdragter produceret af en lokal fabrik

Et billede af en tv-reporter iført beskyttelsesdragt, handsker og mundbind deles flittigt på sociale medier.

Årsagen til opmærksomheden er, at reporterens kameramand, som også optræder på billedet, ikke er iført et eneste værnemiddel.

Alene et dansk opslag med billedet fra den 7. september er delt mere end 400 gange på Facebook, når man tæller det samlede antal delinger med. Og samme opslag er vist mere end 16.000 gange til danske facebookbrugere. 

På tværs af billedet har nogen påført en tekst med tydelige blokbogstaver, hvor der står, at scenariet er et eksempel på, hvordan medierne skaber panik i befolkningen i forbindelse med coronavirussen.

Men der er faktisk en logisk og mindre dramatisk forklaring på, hvorfor journalisten bruger værnemiddel, mens hendes kollega bag kameraet ikke gør. 

Reporteren på billedet bar nemlig kun dragten i nyhedsindslaget for at fremvise nye sikkerhedsdragter mod coronavirus.

Beirut tester nye værnemidler

Reporteren på billedet er libanesiske Ghinwa Yatim, som er Beirut-korrespondent hos det arabiske medie Al Arabiya, der bragte nyhedsindslaget, som Ghinwa Yatim og hendes kameramand er i færd med at filme på billedet.

I en tråd af tweets fra sin personlige twitterprofil den 20. marts 2020 forklarer hun selv, hvorfor hun bar de omfattende værnemidler i indslaget.

Hun skriver, at live-indslaget, som hun er i færd med at filme på billedet, blev filmet i forbindelse med et nyhedsindslag om en lokal virksomhed, der var begyndt at producere værnemidlerne under coronapandemien. Dragten havde hun på for at vise seerne, hvordan den ser ud.

“Et lokalt hospital havde testet dragterne for at se, om de kunne beskytte sundhedspersonalet mod coronavirus. De vidste, at det ville blive svært at importere beskyttelsesdragter og udstyr på grund af den økonomiske krise i Libanon,” skriver hun.

Hun skriver desuden, at hun i live-indslaget fremhævede, at der på daværende tidspunkt ikke var grund til panik i Beirut, og at hospitalerne blot testede dragterne. Der var altså ikke akut behov for dem, hvorfor kameramanden ikke behøvede at have den på.

Også en redaktør fra mediet Al Arabiya Rima Maktabi er gået i rette med skeptiske brugere på sociale medier. Hun bekræfter Ghinwa Yatims udlægning af baggrunden for billedet i en kommentar på Twitter.

Video delt på Twitter

Billedet af Ghinwa Yatim og hendes kameramand er tilsyneladende en affotografering af en video, som viser reporteren og kameramanden i færd med at filme live-indslaget.

Videoen har ligeledes været delt vidt og bredt på sociale medier - særligt på Twitter, hvor et opslag med videoen er blevet set knap to millioner gange. Også her forholder twitterbrugere sig kritisk til scenariet, der udspiller sig på videoen. Opslaget er fra 18. marts 2020, og videoen og skærmbilledet har tilsyneladende været i omløb i forskellige kontekster siden da.

TjekDet har kontaktet den danske facebookbruger bag det omtalte facebookopslag for at oplyse denne om billedets ophav. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar.
 

Opdateret 17. sep 2020