Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Eksperter affejer partileders påstand om kræftrisiko ved mundbind

Faktatjek 7. aug 2020  -  3 min læsetid
Tjekdet
Det blev mandag gjort obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport i seks danske kommuner, men ifølge partiformand Mads Palsvig er det potentielt sundhedsskadeligt at iføge sig en maske. Foto: Engin Akyurt/Pixabay
  • Partiformand Mads Palsvig påstår i et facebookopslag, at mundbind kan forårsage kræft

  • Men det er der ikke videnskabelig dokumentation for, siger to kræftforskere

  • De mener, at Mads Palsvig misforstår sine kilder og blander tingene uhensigtsmæssigt sammen

Hvis du bærer mundbind eller andre former for masker, der blokerer for luftvejene, risikerer du at få kræft.
 
Sådan står der i grove i træk i et facebookopslag, som er vist hos brugere på det sociale medie op mod 20.000 gange. Manden bag opslaget er Mads Palsvig, der er partiformand i JFK21, som ifølge partiets egen hjemmeside forsøger at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Ifølge facebookopslaget er årsagen til kræftrisikoen tilsyneladende, at et "lavt niveau af ilt i celler kan forårsage cancer". Og da mundbind minimerer menneskers iltoptag, er konklusionen lige for, mener Mads Palsvig.

Artiklen fortsætter under billedet

Tjekdet
Partiformand for JFK21, Mads Palsvig, råber i et facebookopslag faktatjekkere op, fordi han tilsyneladende har opdaget en sundhedsfare ved mundbind. Men Mads Palsvigs eget opslag klarer ikke et faktatjek. Foto: Screenshot fra Facebook

Men de forskere, TjekDet har talt med, køber ikke hans argumentation. 

"De to ting, han nævner, er taget ud af sammenhæng. Der er intet belæg for, at mundbind skulle forårsage kræft," siger Johnni Hansen, der er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse.
 
Han bakkes op af Ursula Falkmer, der er klinisk professor og forskningsansvarlig overlæge på Aalborg Universitetshospitals kræftafdeling.
 
"Han (Mads Palsvig, red.) refererer til gode, veldokumenterede studier, men han tolker det noget mærkeligt," vurderer hun.

Kilder dokumenterer ikke påstand

Mads Palsvig henviser i sit facebookopslag til to kilder, der angiveligt skulle dokumentere, at mundbind forårsager kræft. Den ene kilde er et berømt studie af dr. Otto Warburg, der vandt nobelprisen i 1931 for sine opdagelser inden for celleforskning. 
 
Mads Palsvig nævner blandt andet et Warburg-citat, som lyder, at et "lavt niveau af ilt i celler kan forårsage cancer". Men man kan hverken ud fra citatet alene eller Warburgs forskning som helhed konkludere, at mundbind forårsager kræft, mener de to forskere.

Tjekdet
Johnni Hansen er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Foto: Kræftens Bekæmpelse

"Det er taget ud af en sammenhæng. Den såkaldte Warburg-effekt handler om glukose optaget i cellerne, som er særligt forøget, når det er en kræftcelle. Der kan ilt spille en rolle, men det har ikke noget at gøre med, hvor meget man indånder som sådan, for det foregår inde i selve cellen," siger Johnni Hansen.

Heller ikke den anden kilde, Mads Palsvig henviser til, dokumenterer ifølge forskerne, at mundbind kan forårsage kræft. 
 
Artiklen, som er fra University of Georgia og er skrevet i 2012, handler om, hvordan celler vokser. Artiklen nævner også cellers iltniveau, men ifølge Ursula Falkmer kan det ikke direkte overføres til menneskets vejrtrækning.
 
"Det er helt basal viden, og artiklen fejler ikke noget, men den har intet at gøre med, hvor meget luft man indånder. Han (Mads Palsvig, red.) kan ikke bruge artiklen til at konkludere, at mundbind øger risikoen for kræft," siger hun.

Basale mangler

Det er ikke kun Mads Palsvigs kildehenvisninger, der ikke stemmer. Også passager i hans facebookopslag er ifølge forskerne uholdbare.
 
Det passer eksempelvis ikke, at mundbind – eller masker, som Mads Palsvig skriver – minimerer iltindtaget. Det er undersøgt adskillige gange, og Ursula Falkmer mærker det dagligt på egen krop, fordi hun har sin gang på Aalborg Universitetshospital. 

Tjekdet
Ursula Falkmer er klinisk professor og forskningsansvarlig overlæge på Aalborg Universitetshospitals kræftafdeling Foto: Aalborg Universitetshospital

"Hvis man har mundbind på, vil man relativt hurtigt tilpasse sin vejrtrækningsfrekvens til det, kroppen har behov for, så derfor kommer man ikke til at mangle ilt. Man kompenserer simpelthen bare ved at trække vejret hurtigere eller tungere, ligesom man vil gøre, hvis man skal op ad en trappe," siger hun.

Mads Palsvig påstår ellers i en kommentar til sit eget facebookopslag, at "hvis man trækker vejret hurtigere under masken for at få det samme ilt, indånder man blot endnu mere kuldioxid, fordi der er ikke mere ilt under masken."
 
Men ifølge Ursula Falkmer behøver man ikke frygte for balancen mellem ilt og affaldsstoffer som kuldioxid, blot fordi man har mundbind på.  
 
"Kuldioxid og ilt balanceres hele tiden fra nyrerne og lungerne, så kroppen får, hvad den har behov for, og de værdier er meget konstante. Så det har heller ikke noget på sig," siger hun.

TjekDet har været i kontakt med Mads Palsvig, men han har ikke ønsket at udtale sig til citat. Han er dog uforstående over for forskernes kritik, skriver han blandt andet i en mail til TjekDet. 

Opdateret 5. sep 2020