Falsk historie om borgmesters skideballe til muslimer spreder sig igen
-
Hollandsk borgmester stikker muslimske forældre en opsang for at brokke sig over svinekød. Det hævder et populært facebookopslag
-
Men historien er helt og aldeles opdigtet
-
Opsangen blev for to år siden tilskrevet en fransk borgmester, men også den historie var falsk
Tusindvis af danske facebookbrugere hylder en kontant hollandsk borgmester.
Borgmesteren skulle angiveligt have sagt utvetydigt fra over for en lokal muslimsk familie, der ønskede svinekød fjernet fra børnenes skole.
For eksempel udtaler borgmesteren, at "muslimer skal forstå, at de skal tilpasse sig Holland," og at det er muslimerne, ikke hollænderne, der skal ændre livsstil. Ellers må de rejse hjem.
Det hævder i hvert fald facebookopslag, der er delt flere end 5.000 gange og vist op mod en kvart million gange på platformen.
Opslaget nævner dog hverken, hvad borgmesteren hedder, eller hvilken hollandsk kommune der er tale om. Og det er der en god grund til.
Historien er nemlig helt og aldeles falsk.
Samme opslag har tidligere floreret i en udgave, hvor den opdigtede udtalelse var tilskrevet borgmester Dominique Gros i den franske by Metz.
Artiklen fortsætter under opslaget
Facebookopslaget, der hylder den hollandske borgmester. Men historien er fuldstændig opdigtet. (Foto: Skærmbillede)
Fransk og falsk
Dominique Gros blev nemlig tilbage i marts 2018 nævnt i et fransk facebookopslag, der blev delt hele 35.000 gange. Her bliver der citeret fra et “notat”, som borgmesteren skulle have rettet mod muslimske forældre.
Men borgmesterkontoret i Metz oplyste dengang til TjekDet, at borgmester Dominique Gros aldrig har holdt en sådan tale, og at historien er komplet falsk.
"Vi har haft rigtig mange henvendelser om den historie. Den er falsk. Borgmesteren har aldrig sagt det, som han bliver citeret for," sagde pressemedarbejder Vincent Babin til TjekDet.
Skolekantinerne i Metz tilbyder endda et alternativ til de muslimske børn, der undgår svinekød.
Dengang blev også netmediet Den Korte Avis narret af den falske historie og gengav borgmesterens opdigtede dundertale.
Og nu er der så blevet ændret nogle få steder i teksten, så opslaget, der florerer nu, hævder, at udtalelsen stammer fra en hollandsk borgmester.
Men det bliver historien altså ikke mere rigtig af.
Facebookbrugeren bag opslaget har ikke reageret på TjekDets henvendelse.