Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Intet tyder på, at piger på billeder i opslag om Støjberg-dom er barnebrude

Faktatjek 21. dec 2021  -  3 min læsetid
Tjekdet
I en lang række opslag på Facebook reagerer brugere på Rigsrettens dom mod Inger Støjberg. Flere af dem skriver i kritiske vendinger om dommen og vedhæfter et billede af unge piger, der kunne ligne barnebrude. Men der er intet, der tyder på, at de rent faktisk er det. Foto: Skærmbillede af facebookopslag
  • På Facebook deles et billede af unge piger klædt i hvide kjoler ledsaget af voksne mænd i jakkesæt

  • Ifølge brugere på Facebook er pigerne på billedet barnebrude

  • Men alt peger på, at pigerne i stedet er brudepiger og slægtninge til bryllupsparret

Mandag den 13. december fastslog Rigsretten, at forhenværende minister Inger Støjberg brød loven, da hun i 2016 adskilte asylansøgende ægtepar, hvor den ene part var under 18 år. 

Det har fået flere facebookbrugere til tasterne for at udtrykke deres utilfredshed med dommen. Det gør de blandt andet ved at dele billeder af, hvad der kunne se ud som barnebrude.

“Danmark synker lavere og lavere,” skriver en bruger til billedet med reference til afgørelsen i retssagen mod Inger Støjberg. Men intet tyder på, at pigerne på billedet er barnebrude. I stedet viser TjekDets research, at billedet sandsynligvis stammer fra såkaldte massebryllupper i Palæstina, og at pigerne slet ikke skal giftes med mændene på billedet. De er derimod brudepiger og yngre slægtninge til de faktiske brudgomme og brude.

TjekDet har tidligere faktatjekket billedet, da det og en række lignende billeder blev delt på Facebook. Dengang var formålet også at udtrykke støtte til Inger Støjberg.

Tjekdet
I opslagene ses et billede af unge piger i hvide kjoler, der kunne ligne barnebrude. Foto: Skærmbillede af facebookopslag

Intet tyder på barnebrude

Den tidligste version af billedet, som TjekDet kan finde, er i et blogindlæg fra 2012 på en israelsk blog. I blogindlægget står der, at billedet stammer fra en billedserie i mediet Palestine Times af et massebryllup i Gaza. Palestine Times er sidenhen lukket, og billedserien er derfor ikke længere tilgængelig.

Skribenten bag blogindlægget, skrev oprindeligt blogindlægget i forargelse over, om de unge piger på billedet mon skulle giftes med voksne mænd. Sidenhen er blogindlægget blevet opdateret, og skribenten skriver nu, at det alligevel ikke ser ud til, at pigerne på billedet er brude.

Altså stammer billedet efter alt at dømme fra et massebryllup i Gaza, og selvom TjekDet ikke har kunnet finde frem til det præcise billede, viser flere billedserier og artikler, at unge piger klædt i hvidt, som på billederne i facebookopslagene, ikke selv skal giftes, men derimod er familiemedlemmer og ledsager brudgommene, mens de faktiske brude, der er klædt i sort, sidder andetsteds.


Det er langt fra første gang, at billeder fra massebryllupper i Gaza bliver forvekslet med billeder af barnebrude. 

Faktatjekmediet Snopes har tidligere faktatjekket billeder, der angiveligt skulle vise barnebrude, men som i virkeligheden viste sig at stamme fra lignende massebryllupper i Palæstina. 

Snopes har også faktatjekket det billede, der nu florerer blandt danske facebookbrugere. Dengang blev billedet brugt som bevis for, at Tyskland gav efter for sharia-lovgivning og tillod barnebrude.

TjekDet har kontaktet facebookbrugeren bag det mest delte af opslagene med billedet og spurgt, hvor han har fundet billedet, og hvilken dokumentation han har for, at pigerne på billedet er barnebrude. Han har ikke vendt tilbage med svar, men kort efter TjekDets henvendelse fjernede han sit opslag fra Facebook.

Også billede af rigtige barnebrude

Men blandt billederne, der deles på Facebook, er der faktisk billeder af egentlige barnebrude. Særligt et billede af to unge piger med to ældre mænd i et bjerglandskab bliver delt blandt danske facebookbrugere.

Tjekdet
Blandt opslagene er også billeder, der faktisk forestiller barnebrude. Billedet her er taget af den amerikanske fotograf Stephanie Sinclair i Yemen i 2010. Foto: Skærmbillede af facebookopslag

Billedet er taget af en amerikansk journalist ved navn Stephanie Sinclair, der står bag en fotoserie med navnet “Too Young to Wed” eller “For ung til at blive gift” på dansk, der skildrer barnebrude rundt omkring i verden.

Ifølge National Geographic, der skrev en artikel om Stephanie Sinclairs billeder tilbage i 2017, er billedet, der deles på Facebook, taget i Yemen i 2010. I artiklen kan man også læse, at den ene af de to piger blev gift som 6-årig, og at hendes ægtemand på daværende tidspunkt var 25 år.

Opdateret 21. dec 2021