Med falske sammenhænge og absurde formuleringer finder kædebrev beviser for planlagt pandemi
-
En række store virksomheder og rigmænd anklages i populært kædebrev på sociale medier for at have planlagt coronapandemien med henblik på at tjene penge på vacciner
-
Men brevets tekst er spækket med falske påstande og ulogiske konklusioner
-
Kædebrevet formår derfor slet ikke at bevise, at coronapandemien skulle være planlagt
-
I øvrigt er teksten delt i flere forskellige lande og på flere sprog. Og den danske oversættelse er mange steder så rodet, at dele af kædebrevet knapt er til at forstå
-
For eksempel er Verdenssundhedsorganisationen, der i daglig tale forkortes WHO, i den danske oversættelse af kædebrevet blevet til ‘HVEM’, der på engelsk også hedder ‘who’
Store virksomheder har bevidst spredt den nye coronavirus. De ejer nemlig det virologiske institut i den kinesiske by Wuhan, hvorfra virussen blev sluppet løs.
Sådan lyder påstanden i et kædebrev, der lige nu spreder sig på sociale medier, og som “beviser” det ved at kortlægge, hvordan rigmænd, private virksomheder og offentlige myndigheder verden over er i ledtog med hinanden – enten i form af ejerskab eller samarbejde.
Kædebrevets hovedbudskab er, at udbruddet af coronavirus var planlagt, så diverse medicinalvirksomheder og investeringsfonde kunne tjene penge på at sælge vacciner.
De mange forskellige led, der opremses i kædebrevet, involverer både medicinalvirksomheden Pfizer, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og ikke mindst Microsoft-medstifter Bill Gates.
Men kortlægningen er et sammensurium af falske og udokumenterede påstande. Og teksten er flere steder så rodet, at det er svært at finde hoved og hale i de mange led, der forsøges koblet sammen. Det hjælper heller ikke på det, at brevet er præget af fejloversættelser af den engelsksprogede udgave.
Ejer hverken Pfizer eller laboratorium i Wuhan
I kædebrevet opremses en lang række af interesser og ejerforhold, men på grund af knudrede formuleringer og en enkelt parentes, der aldrig ‘lukkes’, er det svært at afgøre, hvad afsenderen overhovedet forsøger at fortælle.
Kædebrevets første afsnit er dog nogenlunde til at forstå. Her står, at den britiske medicinalkoncern GlaxoSmithKline (GSK) både ejer et biologisk laboratorium i Wuhan, som angiveligt har skabt virussen, og vaccineproducenten Pfizer, der fremstiller vacciner mod selvsamme virus.
Men den britiske medicinalkoncern GSK ejer hverken den amerikanske lægemiddelproducent Pfizer eller det virologiske institut i Wuhan.
Instituttet i Wuhan er nemlig ejet af den kinesiske stat gennem det kinesiske forskningscenter Chinese Academy of Sciences. Det fremgår af Wuhan-instituttets hjemmeside.
Når Pfizer og GSK sammenkobles, er det ikke helt grebet ud af den blå luft. De to virksomheder har nemlig indgået et økonomisk samarbejde om at sælge apoteksvarer. Det er sket gennem et joint venture, som GSK ejer størstedelen af. Men det er ikke det samme som, at GSK ejer Pfizer.
Både Pfizer og GSK er børsnoterede virksomheder, og det er derfor offentligt tilgængeligt, hvem der ejer firmaerne. Og på listen over ejere af Pfizer fremgår GSK altså ikke.
Kæden hopper helt af
En anden påstand i kædebrevet, der er til at forstå, er, at det amerikanske kapitalforvaltningsselskab BlackRock både leder GSK og styrer økonomien i Open Foundation Company. Det er en velgørenhedsfond, som den ungarsk-amerikanske finansmand George Soros står bag.
Han ejer et tysk selskab ved navn Winterthur, der har bygget laboratoriet i Wuhan, skriver afsenderen af kædebrevet.
BlackRock skulle dermed stå bag både laboratoriet i Wuhan og vaccineproducenterne, da kædebrevet jo lige har knyttet både laboratoriet og vaccineproducenterne til GSK.
For selvom BlackRock godt nok ejer 7,5 procent af GSK og dermed er den største aktionær i firmaet, betyder det ikke, at BlackRock også leder GSK. Foruden BlackRock har GSK nemlig en lang række andre aktionærer, og derudover ejer GSK som nævnt ikke vaccineproducenten Pfizer.
Derefter hopper kæden helt af, for BlackRock har ikke noget med Open Foundation Company at gøre, som der ellers står i kædebrevet. Og godt nok er Open Society Foundation overvejende finansieret af grundlæggeren George Soros, men han ejer ikke firmaet Winterthur, der altså ifølge kædebrevet skulle have bygget laboratoriet i Wuhan.
Desuden er Winterthur slet ikke en tysk virksomhed, men et schweizisk multinationalt forsikringsselskab, der blev opkøbt af det franske forsikringsselskab AXA i 2006. AXA skulle ifølge kædebrevet være administreret af Open Society Foundation, men hverken George Soros eller Open Society Foundation indgår officielt blandt AXA’s ejere. Winterthur har heller ikke bygget et laboratorium i Wuhan. Ifølge hjemmesiden for det virologiske institut i Wuhan og en artikel i tidsskriftet Nature blev laboratoriet bygget som en del af en samarbejdsaftale mellem den kinesiske og franske regering om at bekæmpe og forebygge nye sygdomme. I den forbindelse fik det virologiske institut i Wuhan til opgave at bygge laboratoriet.
Bill Gates igen igen
Men de mærkværdige sammenhænge slutter ikke der. For BlackRocks tråde hævdes i kædebrevet at føre os hele vejen til Microsoft-stifteren Bill Gates, der er omdrejningspunkt for en bred vifte af konspirationsteorier.
BlackRock er nemlig storaktionær i Bill Gates’ firma Microsoft. Og Bill Gates er aktionær i Pfizer og den “første sponsor” af WHO, hævder afsenderne af kædebrevet.
Og her tager opslaget faktisk ikke helt fejl. Godt nok er Bill Gates ikke WHO’s “første sponsor”, men hans velgørenhedsfond, Bill & Melinda Gates Foundation, er blandt de største private bidragsydere til WHO med næsten 10 procent af WHO’s budget.
Til sammenligning står medlemslandene og mellemstatslige organisationer for omkring 70 procent af organisationens budget.
Desuden har Bill & Melinda Gates Foundation siden 2002 haft aktier i Pfizer og investeret i WHO, blandt andet for at fremme præventionsmidler til kvinder i fattige lande.
Og BlackRock er faktisk storaktionær i Microsoft. Bill Gates derimod ejede i 2019 kun 1,3 procent af aktierne i firmaet, så selvom han stiftede Microsoft, kan man dårligt påstå, at han fortsat ejer firmaet.
At Bill & Melinda Gates Foundation tidligere har støttet Pfizer, kan man altså ikke bruge som bevis for, at Bill Gates skulle have været med til at skabe coronapandemien, selvom det langt fra er første gang, han er blevet anklaget for at have gjort det.
Ét stort rod med måneder på bagen
Kædebrevet har siden november 2020 turneret i en række forskellige lande, hvor det er blevet delt og oversat ad flere omgange. Og de mange oversættelser er måske forklaringen på, at det ikke er så ligetil at forstå den danske version. Der er nemlig flere formuleringer og ord, der er blevet udsat for en nærmest komisk oversættelse.
For eksempel er Verdenssundhedsorganisationen, WHO, blevet oversat til “HVEM” på dansk, der på engelsk også hedder ‘who’. Flere af formuleringerne bærer på samme måde præg af at være maskinoversat.
Fra opslag til opslag varierer det endda, hvem skurkene bag virusudbruddet er. I en italiensk version af kædebrevet er det eksempelvis hverken WHO eller Bill Gates, der står bag pandemien, men i stedet italienske politikere.
Teorien om, at virussen skulle være sluppet ud fra det kinesiske laboratorium i Wuhan, er i øvrigt slet ikke ny. Verdenssundhedsorganisationen har haft eksperter i Wuhan for at undersøge teorien. Dengang konkluderede de, at et laboratorieudslip var "ekstremt usandsynligt". Den konklusion er der dog senere sået tvivl om.