Opslag om politivold mod Henriette i Føtex er det pureste opspind
-
Politiet gav Henriette et blåt øje, fordi hun ikke ville tage mundbind på i Føtex og nægtede at forlade butikken, da hun blev bedt om det
-
Sådan lyder historien i hvert fald i et opslag, der angiveligt viser to billeder af Henriette med det blå øje, politiet skulle have forvoldt hende
-
Billederne viser dog ikke 'en dansk' Henriette, men derimod to britiske kvinder, der hedder Lauren og Josie. De er hver især blevet udsat for overfald, den ene i 2018, den anden i august 2019 - altså længe før krav om mundbind i danske dagligvarebutikker blev en del af hverdagen
-
Salling Group, der driver Føtex-butikkerne, kender da heller ikke til, at optrinnet skulle have fundet sted.
-
Opslaget er blevet slettet, efter TjekDet tog kontakt til personen bag
”Politiet tæver mennesker uden mundbind.”
Sådan lyder det blandt andet i et opslag på facebooksiden Covid19 Danmark, hvor det i skrivende stund samlet set har nået over 500 delinger.
Opslaget beskriver et optrin i supermarkedskæden Føtex, hvor en kvinde ved navn Henriette angiveligt blev udsat for vold af politibetjente, fordi hun ikke havde mundbind på og nægtede at forlade butikken, da hun blev bedt om det.
Med til opslaget følger to billeder, der hævdes at vise Henriette med det blå øje, som betjentene skulle have forvoldt, som straf for hendes ulydighed.
Men den er gal med historiens troværdighed. Billederne viser ikke én kvinde, men derimod to forskellige kvinder.
Og ingen af de to kvinder er danske, ingen af dem hedder Henriette, og skaderne i de to kvinders ansigter, pådrog de sig længe før, danskerne blev påbudt at bære mundbind i dagligvarebutikkerne.
Artiklen fortsætter under billedet.
Opslaget viser angiveligt billeder af Henriette, som skulle være blevet udsat for vold af politiet. På billederne ses dog ikke én men to kvinder, og ingen af dem hedder Henriette. Efter dette skærmbillede blev taget, havde opslaget samlet set nået over 500 delinger. Foto: Skærmbillede fra Facebook.
Ingen Henriette
Søger man efter billederne fra opslaget i søgemaskinen Google, finder man hurtigt frem til britiske artikler om de to kvinder, der rigtig nok har været udsat for voldelige overfald.
Den ene kvinde hedder Lauren Waterhouse. I august 2019 blev hun overfaldet i den skotske by Glasgow, mens hun sad på bagsædet af en taxa, der holdt for rødt lys. Hun lagde selv dengang billedet af hendes blå øje på Facebook, hvor hun bad om hjælp til at identificere overfaldsmændene.
Den anden kvinde er den britiske tv-vært Josie Gibson, der i starten af januar 2018 ligeledes blev overfaldet i en taxa. Du kan se Josie Gibson fortælle om episoden i videoen herunder.
Salling Group kender ikke til episode
Så langt så godt. Billederne viser altså ikke 'en Henriette'. Men hvad så med historien om politivold mod 'en Henriette' i Føtex? Salling Group, der ejer Føtex-kæden, kender ikke til, at et sådan optrin skulle have fundet sted i en af deres butikker.
”Det er ikke en episode, vi kender til - eller på anden måde er bekendt med,” lyder det fra Kasper Reggelsen, der er kommunikationschef hos Salling Group.
TjekDet har også spurgt både Josie Gibson og Lauren Waterhouse, om de nogensinde har besøgt en Føtex.
Josie Gibson fortæller, at hun ikke havde hørt om butikskæden, før TjekDet kontaktede hende. Hun har besøgt Danmark én gang, da hun var 12 år gammel. Dengang var hun i Legoland.
Hun bekræfter samtidig, at hendes blåtte øje skyldtes et overfald i en taxa på vej hjem fra en bytur.
Lauren Waterhouse har ikke svaret på TjekDets henvendelse før redaktionens deadline.
TjekDet har prøvet at få en kommentar fra personen eller personerne bag facebooksiden Covid19 Danmark, men ingen er vendt tilbage. Umiddelbart efter TjekDets henvendelse blev opslaget til gengæld slettet.
Hvem der egentlig står bag facebooksiden er uklart. Siden er helt ny og deler corona-relateret indhold. Siden blev oprettet i tirsdags og har kun 150 følgere. Dermed nåede opslaget altså ud til langt flere end antallet af følgere, før det blev slettet.