Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Politi fjerner barn fra sin far i voldsom video, men det har intet med tvangsvaccination at gøre

Faktatjek 31. aug 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Selvom brugere på sociale medier påstår det, bliver barnet i videoen fra Australien ikke fjernet fra sin far på grund af tvangsvaccination eller tvangsindlæggelse, oplyser australsk politi. Foto: Screenshot fra Facebook
  • Australsk barn tvinges fra sin far af politiet, så det kan blive tvangsvaccineret mod covid-19

  • Det skulle en voldsom video, der spreder sig på flere sociale medier, angiveligt bevise

  • Men optrinnet i videoen har intet som helst med covid-19-vaccination at gøre, oplyser australsk politi

  • Optrinnet skyldes en hændelse i familien

I Australien bliver børn tvangsvaccineret mod covid-19.

Det skulle en mildest talt voldsom video fra Australien bevise. Videoen florerer på i hvert fald Facebook, Instagram, TikTok og Twitter, hvor den deles af både danske og udenlandske brugere.

I den 40 sekunder lange video ser man et barn klamre sig til sin far, inden to betjente med hjælp fra to personer iført værnemidler river barnet væk. De to betjente tvinger så faren til at lægge sig ned, mens barnet grædende slæbes væk.



Andre opslag hævder, at barnet skal i tvangsisolation, fordi barnet er testet positiv med den nye coronavirus. Det skriver blandt andet den tidligere australske cricket-stjerne Kevin Pietersen. Han har 3,7 millioner følgere på Twitter.

Men situationen, der udspiller sig i videoen, har slet ikke noget at gøre med covid-19 eller vaccination, meddeler australsk politi.

“Disse billeder var på ingen måde relateret til covid-vaccinationer eller -testning. Af hensyn til de involveredes privatliv vil vi ikke komme med yderligere detaljer,” skriver politiet til Kevin Pietersens opslag på Twitter, der er en videredeling af et opslag fra en anden twitterprofil. Videoen i det oprindelige opslag er nu slettet.

Selvom politiet ikke vil kommentere videoen yderligere, oplyser de alligevel, at det var en “hændelse i familien”, der førte til optrinnet, og at videoen er optaget på Werribee politistation i Melbourne. Det fortæller politiet til det australske medie News.

En anden twitterbruger har delt endnu en video fra politistationen. Videoen er tilsyneladende optaget kort efter optrinnet. Her kommenterer faren på situationen, og selvom lyden i en kort del af videoen er utydelig, bliver hverken vaccination, isolation eller andet, der har relation til coronavirus, nævnt.

Vaccination er (også) frivillig i Australien

Det hører også med til historien, at det slet ikke er obligatorisk at blive vaccineret i Australien. Det er – ligesom i Danmark – frivilligt, oplyser de australske sundhedsmyndigheder på deres hjemmeside.

Desuden er det tvivlsomt, om barnet i videoen overhovedet er gammel nok til at få en vaccine.

I Australien er vacciner mod coronavirus nemlig kun godkendt til personer, der er fyldt 16 år. Børn mellem 12 og 15 år kan dog blive vaccineret med Pfizer/BioNTechs vaccine, hvis de er i risikogruppen.

Opdateret 11. okt 2021