Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Rejsekoncerns reklame for bæredygtigt krydstogt er "helt forkert," siger eksperter

Faktatjek 16. dec 2024  -  5 min læsetid
Tjekdet
Ifølge Albatros Travel Group er deres nye krydstogtskib både bæredygtigt og miljøvenligt. Men eksperter er kritiske. Foto: Pressefoto for Albatros Expeditions: Matthew Cheok. Grafik: Nathalie Damgaard Frisch
  • Rejsekoncernen Albatros Travel Group markedsfører et nyt krydstogtskib som “bæredygtigt” og “miljøvenligt”, selvom krydstogtbranchen har et stort klima- og miljøaftryk

  • Eksperter kalder markedsføringen misvisende, fordi krydstogtskibet sejler på fossilt brændstof

  • Albatros Travel Group forsvarer deres markedsføring, men skriver til TjekDet, at de fremover vil tilrettelægge den, så den kun udtrykker det, som de med sikkerhed kan stå på mål for

Skrevet af: Vu Nguyen

Den danske familieejede rejsekoncern Albatros Travel Group kalder i flere tilfælde det nybyggede krydstogtskib Ocean Albatros for “bæredygtigt” og “miljøvenligt”.

Det viser en gennemgang af markedsføringsmaterialet for krydstogtskibet, der havde sin jomfrurejse i 2023 og som Albatros Travel Group chartrer på en langtidskontrakt af det danske rederi SunStone Maritime Group.

Flere eksperter, som TjekDet har talt med, undrer sig over markedsføringen.

Ifølge Henrik Sornn-Friese, lektor i maritim økonomi og centerleder for CBS Maritime, er det helt misvisende at kalde krydstogtskibe og krydstogtturisme for bæredygtigt og miljøvenligt. Det skyldes i høj grad det forurenende brændstofforbrug og energikrævende luksusfaciliteter som swimmingpools, aircondition, kahytter, restauranter og jacuzzier.

René Taudal Poulsen, lektor i maritim økonomi på CBS, er enig. Han mener, at der slet ikke eksisterer “bæredygtige” krydstogtskibe.

“Flåden af krydstogtskibe benytter ligesom stort set hele verdensflåden fossile brændstoffer, som bidrager til globale klimaforandringer. Hvad enten der er tale om olie eller flydende naturgas, er der tale om en klimabelastning,” oplyser han.

Energibesparende design

TjekDet har spurgt Albatros Travel Group, hvilken dokumentation rejsekoncernen har for at kalde det pågældende krydstogtskib for bæredygtigt og miljøvenligt.

Søren Rasmussen, grundlæggeren af Albatros Travel Group, skriver til TjekDet, at det nye krydstogtskib har et energibesparende design.

Det indebærer blandt andet, at farten reguleres og at skibet skubber mindre vand.

Det nye krydstogtskib har resulteret i mere end en halvering af brændstofforbruget på rejser til polare egne, hvilket har reduceret udslippet af drivhusgasser, skriver han.

Derudover har man indført miljøforbedrende tiltag som ingen plastik ombord, ligesom alt affald sorteres og afleveres i modtagelseshavne, skriver Søren Rasmussen.

Tjekdet
Albatros Travel Group markedsfører Ocean Albatros, der er afbilledet her, som både bæredygtigt og miljøvenligt. Ifølge rejsekoncernen skyldes det, at skibet har et energibesparende design, der blandt andet regulerer fart og skubber mindre vand. Men eksperter mener ikke, det giver mening at kalde skibet hverken bæredygtigt eller miljøvenligt. Foto: Pressefoto for Albatros Expeditions: Matthew Cheok

Sejler på fossilt brændstof

Ocean Albatros sejler helt konkret på marin gasolie (MGO). Et fossilt brændsel, der minder om dieselolie og fyringsolie. Det er mindre forurenende end tung bunkerolie, som krydstogtskibe og langt hovedparten af verdens skibe sejler på.

Men valget af det mindre forurenende brændstof er ikke nok til at leve op til betegnelserne “bæredygtigt” og “miljøvenligt”, påpeger René Taudal Poulsen.

“Ocean Albatros er et nyt skib med et innovativt skrog-design og en batteripakke installeret. Det ændrer dog ikke ved, at energien, som skibet bruger, kommer fra fossilt brændstof," siger han.

Henrik Wenzel, der er professor i livscyklusanalyser på Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet, mener heller ikke, at en reduktion af drivhusgasudledninger og en halvering af brændstofforbruget retfærdiggør brugen af bæredygtighedsbegrebet.

“At kalde en krydstogtrejse, der foregår på fossilt brændstof, for bæredygtigt er helt forkert. Man kan kalde det miljømæssigt bedre sammenlignet med et andet alternativ. Det vil være konkret og substantielt, fordi det kan man gå ud og eftervise,” siger han.

Steen Solvang Jensen, der er seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, mener, at en halvering af brændstofforbruget er rigtig godt.

“Men på trods af disse forbedringer er der stadigvæk et stort CO2-aftryk fra denne ferieform, så længe det er baseret på fossile brændstoffer,” skriver han til TjekDet.

Tor Ivan Simonsen, der forsker i biologiske brændstoffer i den maritime sektor som postdoc på Københavns Universitet, fortæller, at udviklingen af bæredygtig skibstransport er langt fra at komme i mål. 

“Derfor mener jeg heller ikke, at det er retvisende at definere Ocean Albatros som hverken miljøvenlig eller bæredygtig. Men det er tydeligt, at de har foretaget en række forbedringer, der tyder på, at de er miljøbevidste,” forklarer han.

Null

Højt CO2-udslip

Krydstogtskibets lavere brændstofforbrug, som Albatros’ grundlægger fremhæver, er udregnet i forhold til det tidligere og ældre krydstogtskib Ocean Atlantic.

Sammenligner man med andre nyere krydstogtskibe, er brændstofforbruget imidlertid på nogenlunde samme niveau. Det viser krydstogtrederiers lovpligtige indberetninger til EU, som TjekDet har gennemgået.

Under den europæiske MRV-forordning er store skibe som krydstogtskibe nemlig forpligtet til at opgøre, indrapportere og verificere drivhusgasemissioner hvert år, hvis det anløber i EU-havne.

En af dem, der har et indgående kendskab til MRV-lovgivningen, er Hans Otto Kristensen, der er skibsteknisk ekspert hos Ingeniørforeningen IDA og tidligere leder af DTU's maritime center.

Når han gennemgår tallene for 2023 i den seneste opdaterede database, fremgår det, at krydstogtskibet Ocean Albatros har et højt CO2-udslip per passager per sømil.

“Det viser rederiets egne indberetninger til EU's lovpligtige MRV-system, hvorfor skibet også performer dårligt,” siger han.

I MRV-databasen udregnes klimaaftrykket for krydstogtskibe typisk som CO2-ækvivalenter per passager per sømil. Det betyder, at skibe med store passagertal kan fordele CO2-ækvivalenter ud på flere passagerer, og derfor vil de fremstå som mindre forurenende per passager.

Ifølge Søren Rasmussen får metoden et skib som Ocean Albatros til at fremstå mere forurenende, da det sejler med færre passagerer.

“Som det er nu, vil et krydstogtskib, der for eksempel sejler fra havn til havn i Middelhavet med 6.000 passagerer, fremstå mere bæredygtigt, selvom det benytter tung bunkerolie,” skriver Søren Rasmussen.

Ifølge René Taudal Poulsen er CO2-udslip per passager per sømil nu engang det mål, som man fra EU’s side har valgt at sammenligne krydstogtskibes klimaaftryk med.

“Ocean Albatros brænder fossilt brændstof af, mens det sejler med få passagerer ombord. Det gør, at krydstogtskibet udleder en relativt stor mængde CO2 per passager,” siger René Taudal Poulsen.

Tjekdet
Når krydstogtskibes CO2-udledning opgøres i EU-regi, vil større krydstogtskibe med mange pasagere ofte rangere lavere en skibe med få pasagere, hvad udledning angår, fordi udledningen angives per passager. Foto: Shutterstock

Klima- og miljøudsagn i virksomheders markedsføring

Retter man blikket mod markedsføringsloven, skal virksomheder, der kommer med generelle klima- og miljøudsagn i markedsføringen, kunne dokumentere, at det er sandt og har hold i faktiske forhold.

Ifølge Forbrugerombudsmanden, den statslige myndighed der håndhæver markedsføringsloven, skal erhvervsdrivende kunne påvise, at et produkt “generelt belaster miljøet væsentligt mindre end tilsvarende produkter” og “ikke forringer de kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov”.

Dokumentationen skal som udgangspunkt være baseret på en livscyklusvurdering af produktet og kunne underbygges af udtalelser eller undersøgelser fra uafhængige eksperter.

“Læren fra Forbrugerombudsmandens retningslinjer er, at der praktisk talt er ingen form for produktion, som ikke har et aftryk på kloden. Derfor skal virksomheder være meget varsomme med at bruge ord som bæredygtig og miljøvenlig i absolutte termer, især når dokumentationen ikke er på plads,” siger Steen Vallentin, der er lektor i CSR og centerleder ved CBS.

Søren Rasmussen fra Albatros Travel Group erkender over for Tjekdet, at de ikke har kortlagt miljøforholdene og vurderet (miljø)påvirkninger af krydstogtskibet fra vugge til grav, men at de agter at foretage en livscyklusvurdering.

Han tilføjer, at rejsekoncernen fremover vil tilrettelægge markedsføringen, så den kun udtrykker det, som de med sikkerhed kan stå på mål for.

TjekDet har også forelagt kritikken af markedsføringen af krydstogtskibet for det danske rederi SunStone Maritime Group, som er den egentlige ejer af skibet. De kommenterer generelt ikke på kunders udtalelser eller markedsføring, oplyser SunStone Maritime Group.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 16. jan 2025