Zelenskyj beskyldes for at investere milliarder i et stort ski-projekt, men folkene bag afviser

Faktatjek 25. nov 2025  -  4 min læsetid
Tjekdet
Igen og igen florerer der historier om, at den ukrainske præsident bruger penge på storstilede projekter eller ekstravagant luksus - penge, som skulle være gået til krigsførelse, lyder anklagen. Men endnu engang er historien falsk. Foto: Ozan Kose/AFP
  • Ifølge en viral video på sociale medier har Volodymyr Zelensky investeret mere end 3 milliarder danske kroner i et stort ski-projekt i Ukraine.

  • Flere brugere på sociale medier undrer sig over, hvor præsidentens mange penge kommer fra.

  • Det store ski-projekt i Ukraine er reelt nok, men personerne bag projektet oplyser, at Volodymyr Zelensky ikke er en af deres investorer.

  • Alt tyder på, at der er tale om en smædekampagne, som skal forsøge at skade den ukrainske præsident.

I den seneste uge har man i utallige opslag på sociale medier kunnet læse, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, har investeret 500 millioner dollar af egen lomme i et nyt, gigantisk ski resort i Ukraine.

“Hvor tror I, pengene er kommet fra?”, lyder det i et opslag, som er set over to millioner gange på X.

Flere af opslagene på sociale medier har også danske delinger.

“De tager røven på os lige foran vores næse”, lyder det blandt andet i et af de danske opslag.

I opslagene ses en video, som ligner et reelt nyhedsindslag om den ukrainske præsidents involvering i Goro-projektet, som er et stort ski resort, som er under opførelse i den ukrainske del af bjergkæden Karpaterne.

I videoen påstås det, at Volodymyr Zelensky sammen med de store amerikanske firmaer JP Morgan og BlackRock har investeret over halvanden milliard dollars i projektet.

TjekDet har været i kontakt med personerne bag Goro-projektet i Ukraine, som blankt afviser at Volodymyr Zelensky, JP Morgan og BlackRock skulle være aktørerne bag projektet.

Formålet med den falske historie er tilsyneladende at miskreditere Volodymyr Zelensky for at misbruge de mange milliarder, som Ukraine får i vestlig støtte til krigen mod Rusland.

Et storstilet projekt

Ifølge TjekDets research stammer videoen fra en uofficiel nyhedsside på TikTok med brugernavnet vitalspage, hvor videoen om den “store nyhed” blev lagt op den 12. november.

Profilen har blot fået lidt over 9.000 visninger på videoen på TikTok, men herfra er den altså blevet spredt på tværs af sociale medier og set af millioner af brugere.

Ifølge videoen skulle Volodymyr Zelensky selv have investeret 500 millioner dollars af egen lomme i byggeprojektet - svarende til mere end tre milliarder danske kroner.

“Så det store spørgsmål er, hvor pengene (Zelenskys investering, red.) kommer fra?,” lyder det i videoen, som også nævner, at de to andre store investorer er de kendte amerikanske firmaer BlackRock og JP Morgan.

Goro-projektet, som Volodymyr Zelensky angiveligt skulle være involveret i, gik i gang tilbage i oktober 2024. Planen er at bygge et storstilet skisportsområde med adskillige skiløjper, 25 hoteller og flere end 5.000 værelser samt anden infrastruktur i bjergkæden Karpaterne.

Flere af de korrekte detaljer fremgår også i det virale “nyhedsindslag”, men det er om finansieringen, at videoen spreder desinformation.

TjekDet har været i kontakt med personerne bag Goro-projektet. Deres presseafdeling oplyser, at de er opmærksomme på, at der i øjeblikket florerer flere usande påstande om projektet.

“Præsident Volodymyr Zelenskyj er ikke involveret, hverken personligt eller gennem noget tilknyttet selskab, i finansieringen, ejerskabet eller driften af GORO Mountain Resort-projektet. Derudover er dette et fuldt ud privat initiativ, som ikke modtager finansiering fra den ukrainske stat”, lyder i en del af det skriftlige svar, som TjekDet har modtaget.

I mailen fremgår det også, at hverken de amerikanske selskaber BlackRock eller JP Morgan er en del af finansieringen af projektet. I stedet er projektet finansieret af OKKO Group, som er et af Ukraines største holdingselskaber.

De påpeger også, at den ukrainske stat ikke støtter projektet direkte finansielt, men at projektet er anerkendt af den ukrainske regering grundet dets muligheder for at tiltrække turisme i fremtiden, hvorfor projektet har en række statslige støtteordninger.

Projektets støtteordninger:

Fritagelse for selskabsskat i 5 år efter projektets opstart
 

Toldfri import af nyt nødvendigt udstyr
 

Kompensation for tilslutning til teknisk infrastruktur
 

Prioriteret adgang til de jordarealer, der kræves til projektet
 

Kilde: Goro Mountain Resort

Passer ind i anti-ukrainsk propaganda

Det er langt fra første gang, at der har floreret falske påstande om, at Volodymyr Zelensky, hans familie og andre højtstående i den ukrainske regering beriger sig selv på bekostning af den ukrainske befolkning.

TjekDet har tidligere afdækket lignende falske påstande, som at Volodymyr Zelensky skulle have købt en tidligere nazibygning i Tyskland, et mondænt hotelkasino i Cypern, eller at hans kone har købt en ny Bugatti-sportsvogn til 30 millioner kroner.

Flere af de falske historier har kunnet føres tilbage til den russiske desinformationskampagne med navnet Storm-1516.

Kampagnen har til formål at sprede falske historier for at underminere den vestlige støtte til Ukraine og skabe splid i vestlige lande.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Zelensky i stormvejr i anden sammenhæng

Selvom Volodymyr Zelensky altså ikke har investeret i penge i Goro-projektet, så er han kommet under pres i en anden sammenhæng.

En stor korruptionsskandale har nemlig ramt Ukraine, og flere af de personer, som er involveret i sagen, har tætte forbindelser til præsidenten.

Flere personer er anklaget for embedsmisbrug og bestikkelse, som skulle løbe op i 700 millioner kroner.

Ukraines energiminister og justitsminister er begge trådt tilbage på Volodymyr Zelenskys befaling, fordi de beskyldes for at være involverede i sagen.

Samtidig er en af hovedpersonerne i korruptionsskandalen forretningsmanden Timur Mindich, som er Volodymyr Zelenskys tidligere samarbejdspartner i tv-selskabet Kvartal95.

Selv har Volodymyr Zelensky distanceret sig fra skandalen og støttet afdækningen af korruptionsskandalen.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 26. nov 2025