It-eksperter advarer: Pas på feriepengesvindlere

6. okt 2020 -
4 min læsetid
This describes the image
Foto: Udbetalingen af danskernes feriepenge får it-eksperter til at advare mod svindlere, der forsøger at franarre danskerne deres personlige oplysninger. Jefferson Santos/Unsplash
  • Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet advarer danskerne om, at it-kriminelle i den kommende tid vil forsøge at franarre danskerne deres personlige oplysninger.
  • Derfor opfordres danskerne til at tænke sig ekstra godt om, og lade være med at afgive personlige oplysninger uanset om de bliver kontaktet over mail, sms eller telefonopkald.

Fra den første oktober kunne danskerne anmode om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge. Det får it-eksperter til at råbe vagt i gevær.

Udbetalingen af feriepenge kan nemlig udnyttes af it-kriminelle til at franarre danskerne deres personlige oplysninger. Og svindelforsøgene er allerede gået i gang.

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at de tilbage i september modtog en henvendelse fra en borger, der var blevet kontakt af “Feriestyrelsen”. En styrelse, som svindlere har opfundet til lejligheden.

“Feriestyrelsen” bad den pågældende borger om at udfylde en formular med flere personlige oplysninger, hvis ikke borgeren skulle miste sine feriepenge.

Svindlerne prøver nemlig at få fingrene i dine personlige oplysninger. Bliver du ringet op af en person, der presser dig til at udlevere NemID eller kontooplysninger, gælder det om at smække røret på, ellers kan det hurtigt udvikle sig til et omkostningsfuldt opkald.

Det samme er tilfældet, hvis du modtager en sms eller mail. Myndighederne vil nemlig kun kontakte dig via borger.dk og e-boks.

This describes the image
Foto: Forbrugerrådet Tænk har i perioden op til den første oktober set eksempler på, at borgere har modtaget henvendelser om, at deres udbetaling ligger klar.

Udbetaling af feriepenge er madding på it-kriminelles krog

Politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK) har endnu ikke modtaget nogle henvendelser vedrørende svindelforsøg, men opfordrer stadig danskerne til at være opmærksomme på risikoen for kommende forsøg på svindel.

Politiinspektør Trine Møller, der er centerchef for LCIK, oplyser, at alt erfaring viser, at udefrakommende begivenheder, som eksempelvis en stor festival, koncert eller udbetaling af feriepenge, ofte bliver grebet af kriminelle, der ser en mulighed for at tjene penge eller komme i besiddelse af danskeres personlige oplysninger.

Netop fordi der i dette tilfælde er tale om udbetaling af penge, kan borgerne være sårbare over for svindelnumrene.

“Der er en krog og en bevågenhed. Du ved, at du skal have nogle penge. Og det udnytter kriminelle. Hvis man så ikke ved præcis, hvordan man får sine feriepenge, vil man kunne falde for disse mails.” siger Trine Møller.

Ifølge Trine Møller, er de it-kriminelle blevet mere og mere professionelle, og det gør det sværere for borgerne at gennemskue, om der er tale om svindel og kriminalitet.

Tidligere kunne man eksempelvis råde borgere til at være opmærksomme på sprogbrug, da de kriminelle ofte kommunikerede på grebokkent dansk.

Men svindelnumrene udvikler sig hele tiden, og de ser efterhånden mere og mere professionelle ud. Det gør det svært at advare danskerne om konkrete og generelle kendetegn ved disse, der skal sætte alarmklokkerne i gang.

Udlever aldrig dine personlige oplysninger

Trine Møller peger dog alligevel på én særlig ting, der kan afsløre, om man bliver udsat for svindel:

“Når man ikke selv har taget initiativ, skal man være opmærksom. Der er ikke noget farligt ved at gå ind på borger.dk og anmode om sine feriepenge. Men hvis nogen kontakter dig og spørger, om ikke du skal have dine feriepenge, så skal du være opmærksom.”

Derudover råder Trine Møller danskerne til aldrig at afgive personlige oplysninger såsom NemID eller kortoplysninger.

Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen IDA, advarer ligeledes danskeren om svindelforsøg i forbindelse med udbetalingen af feriepenge.

“Derfor er det også vigtigt, at være ekstremt opmærksom på at slette alt, der virker forkert. ATP, der står for udbetalingen af feriepengene, kommunikerer kun via borger.dk og e-boks, så lige meget, hvor ægte en mail eller SMS ser ud, er den ikke fra dem,” siger Jørn Guldberg.

Rådene gælder uanset om man modtager en mail, sms eller et telefonopkald, da hverken banker, Nets eller offentlige myndigheder nogensinde vil bede om dine personlige oplysninger.

Er du allerede kommet til at udlevere dine kortoplysninger, så bør du omgående rette henvendelse til din bank eller Nets, så du kan få spærret dit kort.

Det skal du være opmærksom på

  • Hovedregel: Udlever aldrig NemID, bankkontonummer, oplysninger der er trykt på dit dankort eller kreditkort eller dit personnummer.
  • Hverken din Bank eller andre offentlige myndigheder vil kontakte dig og bede om dine personlige oplysninger, såsom kontooplysninger, nøglekort eller login. Myndighederne kontakter dig og beder om oplysninger via borger.dk og e-boks, ikke gennem mails, sms eller opkald.
  • Pas på telefonopkald hvor fupmagere forsøger at presse dig til at udlevere for eksempel NemID-oplysninger eller andre oplysninger, der giver mulighed for at hæve penge på din bankkonto. Læg røret på.
  • SMS eller mail der igen beder dig om kreditkortoplysninger, NemID- eller anden information, der giver adgang til din bankkonto. Typisk vil der være et link til en fupside, der kan ligne en officiel hjemmeside, hvor du skal indtaste oplysninger. Lad være med at åbne vedhæftet dokumenter eller gå ind på links i mails du mistænker for svindel. Slet hellere enhver mail og sms du mistænker for at være svindel.
  • Mails kan indeholde oplysninger, der øger troværdigheden. Henvendelsen kan være indledt med “Kære” og så dit navn. Fupmagerne ved, at mange bruger deres navn i emailadressen, derfor kan de nogle gange indlede en email med dit fornavn. 
  • I henvendelsen kan det også se ud som om, at fupmagerne kender numrene, der står på forsiden af for eksempel dit dankort. I svindlernes mail kan der stå “4571 XXX XXXX XXXX”. Hovedparten af danskerne har et Visa/Dankort, der har 4571 som de første fire cifre, derfor kan du foranlediges til at tro, at de kender hele dit kortnummer.

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

Opdateret 6. okt 2020