Ny bølge af falske Salling-annoncer rammer forbrugerne

Fup og spam 29. jan 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
  • Trods tidligere advarsler rammer en ny bølge af falske Salling-annoncer de danske forbrugere.

  • Salling kører 90 procent på deres varelager, lyder det i mere end 100 annoncer,  som er dukket op på Facebook i januar.

  • Klikker man videre fra annoncerne, kommer man ind på en hjemmeside, som næsten er en tro kopi af Sallings officielle hjemmeside.

Har du set, at Salling har 90 procent besparelser på deres varelager?

I et stort antal annoncer på Facebook reklamerer en facebookside med navnet “Salling Shopping Mall” for, at varehuset  har store besparelser på et begrænset lager af varer fra Royal Copenhagen og løbeure fra Garmin.

Annoncerne sender kunderne videre til en hjemmeside, der fremstår som en tro kopi af Sallings rigtige hjemmeside - noget som TjekDet tidligere har beskrevet.

Bliver du forført af de “gode tilbud”, er pengene tabt, uden at du får tilsendt den vare, du har betalt for.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Troværdig kopi snyder forbrugerne

I løbet af januar har facebooksiden “Salling Shopping Mall” kørt omkring 150 annoncer for de store besparelser, som tilbydes på Sallings varelager.

“Salling UDSALG Endelig! Udsalget er her, med op til 90% rabat på mange produkter!”, lyder det i en af de mange annoncer.

Klikker man videre fra annoncen, havner man på en hjemmeside, som kan være svær at skelne fra Sallings rigtige hjemmeside.

Den falske hjemmeside bruger nemlig både Sallings design, logo og varelager til at snyde forbrugeren.

Null

Flere end 100 annoncer er i omløb på Facebook, hvor der reklameres for store besparelser hos Salling. Men der er tale om falske tilbud. Bag dem står svindlere. Foto: Skærmbillede af Meta Ad Library.


Ifølge WhoIs, som registrerer hjemmesider, blev det falske domæne registreret for under to uger siden - nemlig den 18. januar.

TjekDet har tidligere beskrevet, hvordan svindlerne er blevet langt bedre til at efterligne et brands reelle hjemmeside.

Tidligere så vi, at hjemmesiderne havde mange begrænsninger og inaktive links, når man klikkede sig rundt på siderne - men det er altså heller ikke tilfældet her.

Salling Mall har nemlig kopieret samtlige oplysninger på Sallings rigtige hjemmeside - lige fra varelager, produkternes størrelser, deres privatlivspolitik og så videre. Dér hvor den uægte hjemmeside adskiller sig fra den ægte,  er priserne, der er lavere, end hvad Sallings rigtige hjemmeside sælger varerne til.

Troværdige URL'er

For at skabe en troværdig kopi gør svindlerne brug af såkaldt cybersquatting, når de registrerer domæner.

Det vil sige, at når svindlerne opretter domænet - hjemmesidens ‘adresse’ - giver de domænet et navn, der læner sig op ad navnet på det oprindelige danske domæne - i dette tilfælde har svindelsiderne navne som salling-mall.com, salling-mall.top og sallingdk.com.

På den måde er der større chance for, at forbrugerne ikke opdager, at de er inde på en svindelside.

I forbindelse med tidligere svindelsider var Salling selv ude på deres officielle facebookside med en advarsel.

“Pas på falske profiler og hjemmesider”, hvorefter de informerer deres kunder om, hvad de skal være særligt opmærksomme på, når de handler på nettet.

Er du allerede faldet i fælden, og har du angivet dine kortoplysninger på en falsk webshop, bør du omgående kontakte din bank for videre vejledning.

Vil du have besked om aktuel svindel direkte i din indbakke? Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev Fup & Spam og få advarsler om digital svindel, når det er allermest aktuelt. Tilmeld dig her.

Opdateret 29. jan 2026