Broen fejlede intet: AI-billeder af kollapset bro førte til togaflysninger og forsinkelser

Indsigt 10. dec 2025  -  2 min læsetid
Tjekdet
Til venstre ses AI-billedet, der blev delt på sociale medier og kom til at forstyrre togtrafikken. Til højre ses et billede af, hvordan Carlisle Bridge i virkeligheden ser ud på Google Street View. Foto: Skærmbillede og Google Street View
  • Et billede af en kollapset bro i det nordvestlige England blev i sidste uge spredt på sociale medier i kølvandet på et mindre jordskælv.

  • Billedet fik Network Rail, som styrer togdriften i Storbritannien, til at indstille togdriften i halvanden time, mens et sikkerhedseftersyn blev foretaget.

  • Men billedet, som resulterede i 32 forsinkede afgange, viste sig at være AI-genereret og broen var i fin behold.

Onsdag den 3. december ramte et mindre jordskælv med en styrke på 3,3 det nordvestlige England. I forbindelse med hændelsen blev et billede af en kollapset bro i det ramte område delt på sociale medier.

Billedet viste tilsyneladende store skader på Carlisle Bridge i Lancaster, hvilket fik det britiske Network Rail til at indstille togtrafikken over broen, mens der blev gennemført et sikkerhedseftersyn.

I en periode på halvanden time kort efter, at billedet var blevet delt, var togtrafikken i området påvirket af frygt for skader på broen.

Men billedet skulle vise sig at være AI-genereret og broen i fin behold.

Null

Det AI-genererede billede, der blev delt efter jordskælvet viser en ødelagt Carlisle Bridge i Landcaster i det nordvestlige England. Delingen af billedet fik konsekvenser for togtrafikken, indtil det blev opdaget, at det var fabrikeret med kunstig intelligens. Foto: Skærmbillede.

32 afgange påvirket

Ifølge Network Rail var hele 32 afgange forsinket på grund af det, der viste sig at være et AI-genereret billede af den kollapsede bro.

Både passager- og godstog blev påvirket af det falske billede, fortalte en talsperson fra Network Rail til BBC. Ifølge talspersonen blev nogle tog forsinket helt op til Skotland. Der var dog primært tale om nattog, så antallet af ramte passagerer var begrænset.

Tjekdet
Carlisle Bridge er en jernbane, der strækker sig over floden Lune i Landcaster i England. Da AI-billedet af en beskadiget bro blev delt på sociale medier, påvirkede det 32 togafgange. Foto: Michael Fox

Opfordrer til at overveje konsekvenser

Network Rail appellerer til, at man bør overveje konsekvenserne, inden man vælger at skabe og dele falske billeder som det af broen i det nordvestlige England.

“Den forstyrrelse, der opstår ved at skabe og dele falske billeder og videoer som dette, skaber en helt unødvendig forsinkelse for passagerer - til omkostning for skatteyderne,” lyder det fra en talsperson fra Network Rail.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Jernbaneeksperten Tony Miles påpeger over for BBC, at det, der kan virke som en sjov gimmick, kan ende med at have konsekvenser for ægte menneskers vigtige ærinder.

“Det (det falske billede, red.) kunne have påvirket nogen, der skulle nå en lægeaftale, en flyafgang eller en begravelse. Det kan virke som en leg, men enhver, der overvejer at gøre det her, bør tænke over, hvordan det vil påvirke virkelige mennesker,” siger Tony Miles.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 11. dec 2025