Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Efter TjekDets afsløringer opfordrer styrelse til sikkerhedstjek af overvågningskameraer

Indsigt 13. jan 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Styrelsen for Samfundssikkerhed advarer virksomheder, myndigheder og borgere: Få styr på overvågningskameraers sikkerhed. Foto: Pixabay
  • TjekDet har de seneste uger beskrevet, hvordan en russisk hackergruppe har skaffet sig adgang til overvågningskameraer, der hænger rundt omkring i Danmark.

  • Nu opfordrer Styrelsen for Samfundssikkerhed til, at man giver sit overvågningsudstyr et sikkerhedstjek og kommer med tre gode råd.

De seneste uger har TjekDet sat fokus på den russiske hackergruppe Z-Pentest, der ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste har tråde til den russiske stat.

TjekDet har beskrevet, at hackergruppen har haft held med blandt andet at hacke sig ind på overvågningskameraer tilhørende en nordjysk svømmehal og et værtshus i Helsingør.

Nu opfordrer Styrelsen for Samfundssikkerhed i en pressemeddelelse til, at virksomheder, myndigheder og borgere sætter fokus på sikkerheden ved deres overvågningskameraer.

”De pro-russiske hackergrupper ønsker at få opmærksomhed og skabe utryghed. Vi skal ikke gøre det let for dem,” siger Christine Engel Christensen, der er vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.

“Vi anbefaler derfor, at myndigheder, virksomheder og borgere orienterer sig i vores vejledninger og gennemgår og styrker sikkerheden i deres overvågningsudstyr. Der er også mulighed for at kontakte vores cyberhotline.”

Giver tre gode råd

I pressemeddelelsen skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed, at det først og fremmest er systemer, der har et lavt beskyttelsesniveau, og som kan tilgås direkte via internettet, der er udsat.

Derfor kan dem, der har overvågningsudstyr gøre meget selv for at undgå, at hackere får adgang til deres overvågningskameraer.

Styrelsen opfordrer derfor små og mellemstore virksomheder samt privatpersoner til at følge tre gode råd.

Tre gode råd

1. Skift adgangskode og brugernavn på enheden
2. Opdater enheden og undersøg fx, om man kan slå automatisk opdatering til.
3. Slå funktioner og enheder fra, hvis du ikke bruger dem

Man kan også søge råd på hjemmesiden www.sikkerdigital.dk.

TjekDet har også udgivet en guide til, hvordan du bedst kan sikre dit overvågningsudstyr. Den kan du læse her.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 22. jan 2026