Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Her er Danmarks mest værdifulde virksomheder

Indsigt 16. feb 2024  -  3 min læsetid
Tjekdet
A.P. Møller - Mærsk er den af de mest værdifulde danske virksomheder med den største omsætning. Men kigger man på børsværdi har transportvirksomheden meget langt op til Novo Nordisk. Foto: Shutterstock
  • I disse uger udkommer de største danske virksomheder med årsregnskaber. Men hvilken dansk virksomhed er egentlig størst? Det giver virksomhedernes børsværdi og omsætning forskellige svar på.

Novo Nordisk er den suverænt mest værdifulde virksomhed i Danmark og afleverede i slutningen af januar et historisk årsregnskab med et overskud på hele 104 milliarder kroner.

Med succesen fra medicinen Wegovy møvede Novo Nordisk i efteråret sig endda forbi franske LVHM som den mest værdifulde virksomhed i Europa og et godt stykke ind i top 20 for alle verdens virksomheder.

Februar er sæson for årsregnskab, og det gør det muligt at optegne, hvilke virksomheder i Danmark der er størst. Men når virksomheders størrelse typisk gøres op i Danmark, er Novo Nordisk ikke nødvendigvis størst.

Der er nemlig forskel på, om man rangerer virksomheders størrelse efter markedsværdi eller efter omsætning.

Hvad angår markedsværdi er Novo Nordisk i februar 2024 med adskillige længder størst. Store danske virksomheder som A.P. Møller - Mærsk, DSV og Vestas ligger også i top 10. 

 

En virksomheds markedsværdi dækker over, hvad alle virksomhedens udestående aktier er værd. Det vil sige, at man ganger antallet af aktier med aktiernes kurs. Det betyder også, at når kursen på virksomhedens aktier dykker eller stiger, ændrer også markedsværdien sig. Så de ti mest værdifulde virksomheder i dag er ikke nødvendigvis de samme i morgen.

Kigger man derimod på virksomhedernes omsætning i 2023 ændrer billedet sig. Nu ligger A.P. Møller - Mærsk i top blandt de mest værdifulde virksomheder i Danmark med mere end 100 milliarder ned til Novo Nordisk på andenpladsen.

 

Fordelen ved at kigge på virksomhedernes omsætning er, at en lang række store virksomheder i Danmark ikke er børsnoterede. Derfor har de heller ikke en børsværdi, som markedsværdien også bliver kaldt.

Det gælder familieejede virksomheder som LEGO, Bestseller, Danfoss og Grundfoss og andelsselskaber som Arla Foods, Danish Crown, DLG og Andel. Flere af dem har milliardomsætninger så store, at de muligvis ville blande sig mellem de ti mest omsættende virksomheder i 2023. For eksempel lå Andel nummer to i 2022 og Arla Foods nummer ni.

DLG’s omsætning i 2023 lå for eksempel på 67,4 milliarder, hvilket er en større omsætning, end flere af de 10 mest værdifulde virksomheder kunne præsentere.

Men når nu A.P. Møller - Mærsk sidste år omsatte for langt mere end Novo Nordisk, hvorfor har Novo Nordisk så en langt højere børsværdi?

Her må man også kigge på virksomhedernes overskud.

 

For har en virksomhed et sundt overskud, en god indtjening og lyse fremtidsudsigter, så er investorer mere interesserede i virksomheden. Og derfor stiger også markedsværdien. Det er netop tilfældet for Novo Nordisk og ikke for A.P. Møller - Mærsk, siger Per Hansen, der Nordnets investeringsøkonom.

“Børsværdien er drevet af vækst og udsigten til vækst i fremtiden. Mærsk sejler jo rigtig, rigtig meget, men de tjener ikke rigtig nogen penge,” siger Per Hansen.

Novo Nordisks overskudsgrad, altså hvor stor en del af omsætningen virksomheden egentlig tjener, er væsentligt højere end A.P. Møller - Mærsks. Det gør også investorer mere sultne efter aktier i virksomheden, siger Per Hansen.

“At transportere varer rundt i verden er en branche præget af fuldkommen konkurrence. Det betyder, at den enkelte udbyder ikke selv kan fastsætte prisen. Det er fedme og overvægt, der driver Novo Nordisk, som ved hjælp af innovation er i stand til at producere og sælge produkter i en branche, hvor det i hovedsagen er dem, der sælger produktet, der sætter prisen. Det er en kæmpe forskel,” siger han.

Opdateret 21. feb 2024

Vil du vide mere?