Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Krige, færre penge og misinformation: Vacciner står over for en ny type global modvind

Indsigt 19. mar 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
En sundhedsarbejder giver en palæstinensisk dreng en poliovaccine på Abdel Aziz Rantissi-hospitalet i Gaza i november 2024. Vaccinationen var en ny runde, som WHO tidligere måtte udskyde på grund af krigshandlinger. Foto: Omar Al-Qattaa / AFP
  • Tilliden til vacciner er igen under pres, samtidig med at konflikter og økonomi udfordrer den globale indsats, advarer Verdenssundhedsorganisationen.

Skrevet af: AFP

Vaccinationsprogrammer er under pres fra stigende misinformation og en usikker finansiering af forskning, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationens (WHO) eksperter i immunisering, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Krigen i Mellemøsten vil samtidig sandsynligvis gøre det sværere at bekæmpe polio, oplyser WHO’s strategiske rådgivningsgruppe for immunisering (SAGE).

Gruppen afholdt sit halvårlige møde i sidste uge med fokus på anbefalinger om Covid-19-vacciner, doseringsplaner for tyfusvacciner og brugen af orale poliovacciner i rutinemæssige vaccinationsprogrammer.

”Fremtidige udfordringer omfatter usikker finansiering af vaccineforskning og vaccineudvikling samt misinformation, der undergraver tilliden til vacciner. Beskyttelse af tillid og bekæmpelse af misinformation vil være et centralt fokus i 2026,” lyder det fra SAGE.

WHO’s vaccinechef, Kate O’Brien, fortæller, at ressourcer i år vil blive målrettet mod at beskytte udrulningen af centrale vaccinationsprogrammer.

”Vi befinder os i en verden i hastig forandring, når det gælder infektionssygdomme og vaccinationsprogrammer,” siger hun med henvisning til konflikter, økonomiske udfordringer og nedskæringer i sundhedsbudgetter verden over.

Tilliden til vacciner er ”truet af misinformation”, fortsætter hun på et pressemøde.

USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., har længe fremført antivaccine-retorik og fremsat fejlagtige påstande om en sammenhæng mellem vacciner og autisme.

En WHO-gennemgang fra december af al tilgængelig evidens fastslår, at der ikke er nogen forbindelse mellem vacciner og autisme. Den konklusion står i kontrast til de teorier, der spredes i USA og andre steder.

”Vacciner forårsager ikke autisme og har aldrig gjort det,” understreger Kate O’Brien.

Hun siger, at vacciner har reddet 154 millioner liv over de seneste 50 år, og at mere end 30 sygdomme kan forebygges gennem vaccination.

”Risikoen er, at udviklingen går tilbage, eller at lande beslutter, at de ikke har råd til alle vacciner i deres programmer,” siger hun.

Tjekdet
USAs sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. fremlægger den 22. september 2025 nye påstande om en mulig sammenhæng mellem brug af acetaminophen under graviditet og autisme. Flere sundhedsmyndigheder påpeger dog manglende evidens for sammenkædningen. Foto: Andrew Harnik / Getty Images via AFP

Krise- og responscyklus

SAGE-gruppen udtrykker bekymring over den fortsatte spredning af vild poliovirus i Pakistan og Afghanistan samt den vedvarende forekomst af vaccineafledt type 2-poliovirus i flere afrikanske lande, der er en variant relateret til den svækkede levende virus i orale poliovacciner.

”Konflikten i Mellemøsten kan meget vel føre til yderligere spredning af poliovirus, hvilket vil øge anstrengelserne i arbejdet med at udrydde sygdommen,” siger SAGE-formand Anthony Scott, skriver AFP, og tilføjer et spørgsmål:

”Der bruges milliarder og atter milliarder af dollars hver eneste dag på at ødelægge liv gennem krige. Har verden de rette prioriteter i forhold til, hvad vi investerer i?”

Når det gælder Covid-19-vacciner, anbefaler SAGE, at lande overvejer rutinemæssig vaccination to gange om året for de grupper, der har størst risiko for alvorlig sygdom, fordi beskyttelsen aftager efter seks måneder.

Kate O’Brien siger, at markedet for Covid-19-vacciner er skrumpet ind til et begrænset antal producenter og typer, hvor mRNA-vacciner fortsat dominerer.

Hun efterlyser øgede investeringer, blandt andet i udviklingen af vacciner, der beskytter mod flere coronavarianter end blot covid-19, samt længerevarende vacciner, der kan reducere behovet for gentagne vaccinationer.

Men finansiering til forskning og udvikling følger typisk store udbrud, hvilket betyder, at vi altid befinder os i denne cyklus af krise og respons, mener hun.

Ifølge AFP siger også SAGE’s sekretariatsleder, Annelies Wilder-Smith, at ”vi virkelig har brug for” covid-vacciner, der har større effekt på mild sygdom og på at reducere smittespredning."

Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 23. mar 2026