Er covid-19-vaccine skyld i Celine Dions voldsomme krampeanfald?
-
På sociale medier florerer en video af sangerinden Celine Dion, der ligger i stærke smerter på grund af sin sygdom stiff person syndrom
-
I en tekst til videoen påstås det, at hendes sygdom angiveligt skyldes coronavaccinen
-
Men der er ingen dokumentation for, at der er en sammenhæng mellem coronavacciner og stiff person syndrom
-
I opslag på sociale medier påstås det også, at stiff person syndrom er en kendt bivirkning ved særligt Pfizers covid-19-vaccine. Men den sammenkædning er der heller ikke dokumentation for
En video af den verdenskendte sangerinde Celine Dion er gået viralt på sociale medier.
I videoen ser man Céline Dion ligge på en briks med smertefulde spasmer. Hun er tydeligt følelsesmæssigt berørt og ude af stand til at kunne kontrollere sin egen krop, mens sundhedspersonale forsøger at berolige hende.
Klippet stammer fra den nyligt udkomne dokumentar "I Am: Celine Dion", der beskriver hendes liv og hendes kamp med sygdommen “stiff person syndrom”, der er en yderst sjælden autoimmun og neurologisk sygdom, hvor immunforsvaret angriber kroppen og nervesystemet.
Et klip, som Celine Dion har insisteret på at have med i filmen for at skabe opmærksomhed om sygdommen.
Men klippet bliver misbrugt af (arkiveret version her) brugere på sociale medier. I opslag udlægges det nemlig som om, at hendes sygdom er en konsekvens af at blive vaccineret mod covid-19. Ifølge opslag på sociale medier er stiff person syndrom netop på listen over bivirkninger ved coronavacciner, særligt Pfizers, hævdes det.
Men der er ikke dokumentation for, at Celine Dions sygdom skyldes en covid-19-vaccine. Tværtimod.
I dokumentarfilmen "I Am: Celine Dion", der er produceret af streamingtjenesten Prime Video, fortæller sangerinden om livet med sin sygdom og kamp for at komme tilbage på scenen. I videoen ser man hende blandt andet blive ramt af et syv minutter langt og voldsomt krampeanfald. Et klip hun har insisteret på skulle med i filmen. VIDEO: Trailer "I Am: Celine Dion".
Stabil forekomst
I december 2022 annoncerede Celine Dion i en instagramvideo, at hun lider af stiff person syndrom, hvilket var grunden til, at hun havde aflyst flere koncerter.
I et interview med mode- og livsstilsmagasinet Vogue fortæller hun, at hun allerede oplevede symptomer på en turne i 2008, hvor hun havde problemer med at kontrollere sin stemme. Det er altså længe før, at covid-19 opstod i slutningen af 2019. Hun fortæller i interviewet, at det først var 12 år senere i 2020, da pandemien ramte, hun tog sig tid til at komme til bunds i, hvad det var, der blev ved med at volde hende problemer.
Og ifølge Helle Hvilsted Nielsen, der er neurolog og klinisk professor på Odense Universitetshospital, ved man ikke præcist, hvordan sygdommen opstår.
Underliggende cancer og andre autoimmune sygdomme som diabetes eller hudsygdommen vitiligo kan fremkalde sygdommen, men det er langt fra alle med de sygdomme, der får den meget sjældne sygdom stiff person syndrom, forklarer hun.
“Man ved, at den skyldes antistoffer mod forskellige proteiner som GAD-65 eller amphiphysin, som er ansvarlige for den måde nerverne videreformidler deres impulser til musklerne. Når den forbindelse ikke virker, får man stive muskler, der meget let trækker sig sammen, og det giver spasmerne,” siger hun.
Celine Dion fortalte i et opslag på Instagram i december 2022, at hun lider af stiff person syndrom, hvilket var grunden til, at hun havde aflyst flere koncerter. VIDEO: Opslag på Celine Dions instagramside.
Hun tilføjer, at nogle infektioner også kan fremkalde stiff person syndrom, og at der er set tilfælde, hvor personer, der har været smittet med covid-19, har fået sygdommen, men hun understreger, at der er ingen dokumentation for, at der er en sammenhæng mellem coronavaccinerne og stiff person syndrom.
“Der er ingen dokumentation for, at covid-19-vaccinen eller nogen anden vaccine for den sags skyld skulle give stiff person syndrom,” siger Helle Hvilsted Nielsen og tilføjer:
“Det er en sjælden tilstand og i betragtning af, hvor mange vacciner mod covid-19, der er blevet delt ud på verdensplan over de seneste par år, er det slående, at forekomsten af sygdommen er fuldstændig stabil på 1 ud af en million indbyggere.”
Heller ikke Daniel Kondziella, der er overlæge på Rigshospitalet og professor i klinisk neurologi ved Københavns Universitet, kender til nogle valide data, der indikerer, at der er en sammenhæng mellem sygdommen og vaccinen.
Databaser misforstået
I opslag på sociale medier hævdes det også, at en database over indberettede bivirkninger viser, at covid-19-vacciner er forbundet med størstedelen af stiff person syndrom-tilfældene. Det fremgår angiveligt af den amerikanske bivirkningsdatabase The Vaccine Adverse Event Reporting System (VAERS), som alle kan indrapportere formodede bivirkninger til - for eksempel patienter, familiemedlemmer til patienter, plejere, sundhedspersonale, vaccineproducenter og så videre.
Og databasen viser da også rigtignok, at der har været 19 indberettede formodede bivirkninger i form af stiff person syndrom, men det er ikke ensbetydende med, at der er tale om en faktisk bivirkning. De indberettede bivirkninger er kun formodede bivirkninger, hvilket vil sige, at alle indberetningerne ikke nødvendigvis er undersøgt til bunds, og det er derfor slet ikke sikkert, at de indberettede hændelser og lidelser skyldes vaccination.
I nogle tilfælde er det dog undersøgt og afvist, at der er en sammenhæng med vaccination, selvom en lidelse eller hændelse optræder i databasen.
Det fremgår også som det første i en pop up-boks, før man kan trykke sig videre i VAERS’ database, at der opfordres til, at man indberetter ”enhver klinisk signifikant sundhedsproblematik efter vaccination til VAERS, uanset om de mener, at vaccinen var årsagen eller ej.”
Derudover tilføjes det, at antallet af indberetninger til databasen alene ikke kan “tolkes eller bruges til at drage konklusioner om eksistensen, alvoren, hyppigheden eller raterne af problemer forbundet med vacciner,” og at data “bør fortolkes i sammenhæng med anden videnskabelig information.”
TjekDet har spurgt Lægemiddelstyrelsen, som også har en dansk database over indberettede bivirkninger, om stiff person syndrom fremgår som en kendt bivirkning ved coronavaccinen.
“Det omtalte syndrom optræder ikke på listen over kendte bivirkninger ved vaccinen,” oplyser Lægemiddelstyrelsen og tilføjer, at alle oplysninger om covid-19-vaccinen fra Pfizer/BioNTech kan findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside, der løbende bliver opdateret i takt med at ny viden om vaccinen – herunder dens bivirkninger – bliver tilgængelig.
Heller ikke her kan der altså findes dokumentation for, at stiff person syndrom er en bivirkning ved coronavaccinen.
Pfizer oplyser ligeledes til TjekDet, at brugere af lægemidler opfordres til at indberette potentielle bivirkningen, som opleves i tidsmæssig forbindelse med, at de bruger et lægemiddel.
“Bivirkninger kan indberettes til både lægemiddelproducenten og til myndighederne. Disse indberetninger bliver indsamlet og analyseret, og i de tilfælde, hvor det bliver vurderet, at et lægemiddel kan forårsage en specifik bivirkning, vil denne blive registreret i lægemidlets officielle produktresumé,” siger Line Fedders, der er kommunikationschef i Pfizer i Danmark, og tilføjer:
“Den sjældne sygdom ”stiff person syndrome”, som Celine Dion lider af, er ikke registreret som bivirkning ved Pfizer’s COVID-19 vaccine hos hverken de europæiske eller amerikanske lægemiddelmyndigheder.”
TjekDet har forsøgt at få en kommentar fra Celine Dion og hendes talspersoner, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Adskillige eksempler på forkert tolkning af databaser
Det er langt fra første gang, at indholdet i databaser over indberettede bivirkninger er blevet misforstået og misbrugt til at sprede falske påstande på sociale medier.
TjekDet beskrev for eksempel i februar 2022 en påstand, der gik på, at flere end 60.000 danskere har fået bivirkninger af coronavaccinerne. Men ligesom i dette tilfælde blev data fejllæst. Det kan du læse mere om her.
En dansk læge har også tidligere hævdet, at flere tusinde mennesker er døde som følge af vaccination i USA. I den forbindelse henviste han ligeledes til den amerikanske bivirkningsdatabase. Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelse Centers for Disease Control and Prevention (CDC) var der dog ikke dokumenteret nogen sammenhæng mellem dødsfaldene og coronavaccinerne, som lægen ellers påstod. Det kan du læse mere om her.
Også fodboldspilleren Christian Eriksens hjertestop under en EM-kamp i Parken blev misbrugt til at bevise, at coronavacciner var farlige.